Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 3. februar 1912
Opnaaelse gør gammel
Allégade 15 A. [lørdag] 3.2.12
Min kæreste Herre og Mester!
Tak, hjærtelig Tak for Manuskriptet1, som jeg vil bevare til min Dødsdag trods Biblioteker og Arkiver. Deres Haand har hvilet paa de gule Blade, og Deres Øjne har fulgt de ilsomme Linjer, smilende trodsige, haanlige, kolde af Foragt. Det er et vidunderligt Billede af Dem, det minder om én, vi begge elsker: Heine. Det er som et Sind, der er haardt af Frost, men dybt nede under den blanke Is smutter de blinkende Fisk, spillevende af Bevægelsestrang og godt Humør. Jeg har glædet mig over Deres Friskhed, saa evigungt og rigt paa Erfaring er intet Humør i Danmark. Jeg husker et hastigt Rids af Dem fra i Sommer: Don Quichotes sidste Ridt. Begge er de fuldendte, klassiske af Form og Indhold. Begge tegner de et Menneske, jeg elsker – et Menneskeliv mod Livets sorte Baggrund. Troende, kæmpende, funklende og tilsyneladende forgæves. Kæreste, elskede G. B. – det er ikke forgæves.
De ved, hvad jeg føler for Dem – mere maaske 2 i denne Time end nogensinde før, hvis det kan tænkes. De kom mig i Møde for mange Aar siden, og siden da skænkede De mig – jeg tror, jeg tør kalde det Deres Venskab. Hvad kunde jeg give Dem til Gengæld? En brændende Hengivenhed, en evig Taknemmelighed, intet andet. Jeg har ofte følt det saa fattigt, men kun en Skælm giver mere end han har. Hvad jeg havde, det fik De.
Og som en varmende Strøm fulgte Deres Venskab mig, det tøede op, befrugtede mit Sind. Som et straalende Eksempel stod Deres Skikkelse for mig, rank, uforfærdet, højmodig. Den eneste Højde i Lavlandet. Langt langt ude var jeg i Slægt med Dem, det følte jeg, det havde jeg følt fra den Dag jeg som Dreng hørte Dem første Gang – der var en Gnist af Trods i mig, som ikke var maskeret Frækhed. Hvad De vilde og kunde var jo min Drøm. Gennem mit Liv blev De Ledestjærnen, hvis høje Bane jeg ikke forlod. Mit Haar er begyndt at blive graat som Deres nu er hvidt. Men jeg er ung i Sjælen som De.
Ung i Sjælen, det er De. Jeg kender intet saa ungt. Ungdom er De, Ungdom er Deres Værk. Ungdom er Deres Liv, Deres Trods, Deres Mod, ungt er det sidste Billede af Dem, de gule Blade der ligger paa mit Bord. Aldrig blivende 3 Sted, aldrig i Embede, aldrig i Parti, aldrig mæt og selvglad, evig higende, evig stræbende. Jeg kommer til at tænke paa den Aften, da Harden2 var her for nogle Maaneder siden. Jeg havde tænkt mig ham slank, spillende med skarpt Næb og vagtsomme Øjne, urolig, frygtløs. Saa stod han der og virkede trods alt som en bedre Martinius3. Ja, man kan ikke dømme, vil De sige, han var lidt ængstelig, lidt forsigtig, prøvende om Isen kunde bære, før han satte fra. Men De – var De nogensinde ængstelig, prøvede De nogensinde Isen, fløj De ikke ud paa den blanke Flade ligegyldig for Vaager og Revner? Saa var Harden færdig – og De stod der. Du godeste Gud! Harden var jo Deres Bedstefader, som han sad der, stiv af Skjortebryst og Fadermordere. De stod der, frisk som en Fisk, legende med Vid og Ynde, smilende, varmende, listende Dem ind i alle Hjærter. Det varmeste Bifald for Harden kom efter Deres Ord. De sejrede for ham.
For hvor mange har De ikke sejret – men har De sejret selv? Ja, ja, ja! Men naar Sejren er vundet, er Kampens vidunderlige Ekstase forbi. De siger selv med et sørgmodigt Smil: hvad man i Ungdommen attraar, det opnaar man som gammel i fuldeste Maal. De synes det er trist. Maaske. Men hvis man havde opnaaet det som ung, var man bleven gammel, fordi Opnaaelsen altid gør gammel. De har sejret 4 som ingen anden, og dog er De ikke bleven gammel. Kan man opnaa mere?
Ak ja – jeg ved godt, at De vil pege paa Deres hvide Hoved. Kæreste, kæreste G. B. – tror De ikke jeg forstaar Dem. De hvide Haar kan man ikke ræsonnere bort og gøre til sorte. Men jeg vil ikke tænke derpaa. De er jo iblandt os – dermed er alt sagt. Den Dag De ikke er her – det forstaar jeg ikke, vil jeg ikke forstaa. De skal leve, indtil De ikke vil mere, og den Dag kommer aldrig. Naar jeg nu slutter mit Brev og sender Dem en Hilsen varmere end nogensinde, saa ønsker jeg tusinde dumme Ønsker, ikke fordi jeg tror, det hjælper, men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg ser Dem saa tydeligt for mig nu, der er ikke forandret et Træk i Deres Billede fra da jeg var Dreng, ikke skabt en Mislyd i mit Hjærte fra dengang til nu. De fylder mit Sind nu som dengang, Deres Navn og Deres Værk er for mig det største. Og med dyb dyb Taknemmelighed siger jeg Dem Tak for alt, hvad De gav mig gennem Aarene og beder Dem bevare Deres Venskab for mig gennem de kommende Aar. Jeg er nu som før
Deres altid hengivne
Henri Nathansen
