Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 14. december 1914

Enslev – Kæmpen i Landet af Dværge

Fr. VI Allé 12 14/12 14

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Hjærtelig Tak for Deres Bog¹, som jeg lige nu har læst til Ende. Ganske vist er det Indtryk, jeg har faaet af denne Del, ikke saa dybt og rundt, som det jeg fik af "Storeholt". Men i Bøger, der udgives saaledes, at de ikke kan læses i Sammenhæng, spindes Traadene i den ene Del for atter at knyttes i den næste. I "Storeholt" var der flere af disse Knudepunkter, der holder Læseren fast, fordi de er Nervecentrer, hvor alle Afgørelser træffes, Romanens egentlige dramatiske Scener med disses Vægt og Spændkraft. I denne Del spindes der atter Traade og gamle føres videre – hvorhen ved vi ikke. Og da Tidspunktet kommer – saa vi begynder at 2 ane og skimte, at spændes og vente, da klippes Traaden over, Tæppet gaar ned for først at løfte sig om et halvt Aarstid eller mere.

Det er Indvendinger, der naturnødvendigt følger med selve Udgivelsesmaaden. Jeg elsker at læse en Bog i et Aandedræt, først da lever jeg med i Bogens skiftende Liv. Smaa Indtryk, som ved Forfatterens Kunst først skal vokse sig store gennem den organiske Udvikling og naa den endelige Udløsning og Opløsning et Sted i det Fjærne, føles helt anderledes i en samlet Bog end spredtvis i enkelte Led. Den dybe Nydelse, Læseren faar gennem en fortsat Følge af Indtryk og Resultat, Forudsætning og Slutning – med andre Ord hans kontrollerende og medlevende, ja meddigtende Virksomhed falder bort, og han tvinges til at optage til Bedømmelse i sit Sind et Led af et Hele og udelukkes fra Instinktets uhæmmede Følsomhed, 3 medens det indsuger Værket gennem de aabne Sanser, frisk og umiddelbart.

Men frem gennem de mange Scener og Tildragelser løfter en Skikkelse sig – en Eg, der med sin mægtige Krone skygger og hvælver sig over Busk og Krat. Enslevs suveræne, trodsige og stolte Billede – Kæmpen i Landet af Dværge. Og denne Kæmpe faar sin dybe tragiske Skygge fra det Mørke, hans Land og dets Undergangsliv kaster over ham. Dobbelt stor tegner han sig i Sammenbruddets Land, den eneste lidende i den sorgløse Flok. Han er Bogen, en Røst fra Fortiden til Fremtiden, en Sagnfigur og en Nutidsskikkelse – en Helt, der gaar under med sin Skude.

Og bag hans sorgfulde Skikkelse staar en Digter, suveræn, trodsig og stolt som han. Gennem det sorgløse Virvar af kvidrende og pludrende Stemmer toner hans Røst, fortvivlet, ene. Hjælpeløst flakker hans 4 Blik og skælver hans Stemme – hvem hører ham – hvem følger ham? Alvoren er bleven en hjemløs Fugl i de danske Skove. Og sørgmodig løfter den sine brede mørke Vinger, højt hæver den sig over det flade, bølgende, sorgløse Land. Oppe fra de ensomme Højder ser den nedover Landet, der synker og synker under dens Blik. Og fyldt af Sorg og Vé vender den sit Blik mod det evige Blaa og stiger og stiger, mens Taagerne sænker sig over Landene, og de ensomme Stjærner stirrer den imøde. –

Deres Ven
H.N.