Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 11. december 1914

det lille Hus paa Landet

Fr. VI Allé 12 11.12.14

Min kære Herre og Ven!

Med Bekymring erfarer jeg af Deres Brev, at Deres Kone stadig ligger syg. Jeg troede, at hun forlængst var oppe, og Livet gik i sin gamle Gænge. Da jeg sidst talte med Deres Svigersøn, havde jeg paa Fornemmelsen, at det gik godt fremad, og at Faren var overstaaet. Desværre er det altsaa ikke gaaet, som han ventede.

Alt er trist rundt omkring. Hvor jeg ser hen, knuses et Haab, man havde haft, og Illusionerne brister, som de Bobler der er. Jeg har trukket mig ind i min Skal og ser saa godt som ingen. Menneskeheden saavel som de enkelte Mennesker bliver Kloder i Rummet, der svinger i store Krese udenom og sammen med min egen. Hvorfor – hvorhen – jeg ved det ikke. Ingen berører hinanden, kender knap hinanden. Jeg har lukket mig inde med mine og mit Arbejde. Udenfor falder Bomberne – en Dag rammer vel en af dem mit Hus, som Deres er ramt. Livet 2 er trist, naar man er forbi de fyrre og har lært at se og forstaa.

Jeg havde talt med min Kone om at tage et Par Dage bort, da jeg var stanset i mit Arbejde og ikke kunde komme videre. Min Tanke var at tage til Helsingør og bo paa Jernbanehotellet, saa var jeg i Nærheden af Dem, og jeg kunde da besøge Dem om Aftenen. Men jeg tænkte jo ikke paa, at Sygdommen stadig holdt til hos Dem. Dog kigger jeg maaske en Timestid ind til Dem en af de første Dage. Jeg vil saa paa Vejen se, hvordan det gaar med mit lille Hus i Mørdrup.

Dette lille Hus har beskæftiget os en Del i denne sørgelige Vinter. Det kan synes smaat, naar man hører det, men det betyder noget mere. De Aar, der er gaaet har været strænge – det er de Aar, hvor man kæmper for at blive hørt, og jeg har haft mine Kampe at bestaa som alle har deres. Men jeg husker en Aftenstund paa et Hotel i Berlin. Vi havde været til Prøve paa et af mine Stykker. Jeg havde slidt i det i flere Dage fra Morgen til Aften og havde nylig overstaaet en anstrængende og bitter Première her i Byen. Nu var vi kommet derned, begge overnervøse i et Sus af Jærnbane, Automobiler, 3 Teaterlarm og fremmed Musik. Og vi sad dèr paa et hjemløst Hotel, graa og trætte og tause ved Siden af hinanden og stirrede hver for sig ud i det Kog af susende Billeder, der drejede i vor Hjærne.

Da rejste jeg mig og gik hen og tog min Kones Hænder. Hun saa' op, og det var, som om vi begge saa' hinanden for første Gang i lange Tider. Jeg saa' hendes store forvaagede Øjne og den Byrde af Jammer, der laa over hendes rynkede Pande. Og pludselig syntes hendes Ansigt mig et Billede af mit Liv i den sidste halve Snes Aar. Det var dét, hendes Ansigt genspejlede – det var mig, hendes trætte Øjne genspejlede – som de saa' ud, saa' jeg ud – forjaget, forpint, graa .. graa af Livets Jag og Larm og støjende Trompeter. –

Dén Aften mødtes vi atter. Vi vendte tilbage til os selv. Vi lovede os selv, at nu skulde det være forbi. Vi talte som Børn om det lille Hus paa Landet, der syntes os et Æventyr. Det, der engang havde staaet for os som Æventyret – at vi sad i en Verdensby, og at mit Arbejde havde banet sig Vej gennem Modgang og Strid til Sejr og Ry – hvad var det nu? Hvad var det imod selve Barndommens Æventyrverden, 4 det lille Hus med den hvide Mur og Udsigten over det stille Land til Sundets blinkende Blaa i det Fjærne. –

De sagde saa tit i Sommer, at De ikke forstod mig, og jeg var selv ved at opgive min Plan. Saa fortalte jeg Dem vist paa en Spaseretur om et Brev, min Kone havde sendt mig, da hun saa, at jeg var ved at glide bort fra Æventyret igen. Og saa bestemte jeg mig for bestandig.

Jeg glædede mig ogsaa til at være i Nærheden af Dem. De ved, hvor højt jeg agter Dem – ja, jeg behøver jo ikke at skjule det: hvor meget jeg holder af Dem. Derfor gaar Deres Sorg mig til Hjærte. Jeg kan se af Deres Brev, at De er træt og trist. Gid det kunde hjælpe, at man af hele sin Sjæl ønskede et andet Menneske Lykke og Glæde!

Lev nu vel til vi ses. Jeg vil ikke forstyrre – kun kigge indenfor en Dag, naar Vejret er godt og alting maaske lidt lysere. Og saa haaber vi alle paa et lykkeligt Gensyn engang til Sommer ude i mit lille Tilflugtssted i Mørdrup.

Hjærtelig Hilsen til Dem begge fra os herhjemme.

Deres
Henri Nathansen