Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 11. marts 1913
jeg har tjent 150.000 paa mit Stykke
Allégade 15 11.3.131
Kæreste Herre!
Jeg har idag afsendt en Rulle gult Koncept fra Petersen i Lille Kirkestræde og haaber snart at modtage en ny Ordre. Den skal blive ekspederet prompte. Beløbet er debiteret Deres ærede Konto, der nu udviser en Saldo i Deres Disfavør paa adskillige Ører. Jeg tillader mig at beregne mig 5% Rente fra Afsendelsesdagen. Det glæder mig at erfare, at den tunesiske Frakke ankom i god Behold med de samme 3 Pletter, den havde ved Afsendelsen. Jeg haaber, Professoren som hidtil maa slide den med Helsen. Iøvrigt kan jeg anbefale af min Beholdning en saa godt som ny af mit Lager, forsynet med 2 usynlige Lapper, som kan sés i Vinduet. Den har tilhørt Hr. Professor Valdemar Schmidt2 og har ledsaget ham i Ægypten under hans Besøg hos Mumierne Ramses d. II og XIII og har holdt sig lige saa frisk som Allerhøjstsamme.
Hvad den anden Afdeling af min Forretning angaar, da er der stadig god Efterspørgsel. Jeg flytter til April her fra Mellembygningen og faar Værksted paa en herskabelig 4de Sal i Fr. VI Allé. Haaber at Professoren som hidtil vil beære mig med sin Søgning. Jeg indestaar for god Behandling og Pasning. De vil altid kunne være sikker paa et godt Foer.
Det er man ikke altid sikker paa i "Samfundet", 2 hvor jeg var indbudt forleden til Fest for Hr. Professor Høffding. Jeg hørte fra 9-12 paa en halv Snes Videnskabsmænd, der spiste sig igennem Høffding og dog altsaa fik noget. Da Klokken var 12, maatte vi vente ½ Time paa Anretningen. Havde det været i en mindre civiliseret Stat, var Wilkens3 blevet stegt paa Spid og Dahlerup4 serveret i Mayonnaise. Nu maatte vi nøjes med 3 Stykker Smørrebrød, ganske vist belagt med flere Uger gammel Kalvesteg, men utilstrækkelig selv for en nøjsom Filosof. Under Kalvestegen blev holdt Taler og sunget Fædrelandssange, og ovenpaa Stegen hældte enkelte Whisky og Vand. Kohls, Rimestad og Undertegnede forsvandt da og gik paa Karneval i "Frisindet Ungdom"5. Dyden og min Kone var bleven hjemme. Vi traf dèr Johannes Poulsen, Louis Levy og flere Vestalinder, af hvilke nogle ofrede baade det ene og det andet til Guderne og Menneskene. Da jeg kom ind i Salen, vendte en lille fed Dame med Gummilægge og bølgende Barm sig om imod mig og modtog mig med følgende Velkomst: Uh, hvor jeg sveder! Jeg kunde ikke straks finde noget Tilknytningspunkt, men saa var der en Herre ved Siden af mig, som fandt det. Jeg maa i Parentes bemærke, at Fru Lis Jacobsen, skøn i rød Silke og Esprit i Toppen, ledsagede os og blev smuglet ud som min Kone – toldfrit. Hun og jeg deltog i Dansen, der bestod i at dreje sig om sin Akse, saa "Studentersamfundets" Kalvesteg knurrede i Maven. Den knurrer der endnu.
Ellers gaar alt sin stille Gang. Allégade er tyst og stille. Man hører ikke mere Rung paa Trapperne, ser ikke den gyldne Frue med Jaguartænderne. Kohl ser jeg kun yderst sjældent, han staar jo op, naar jeg gaar 3 i Seng. Og den Elskelige, der nu og da beærede mig med sit kærkomne Besøg, Georgius Africanus den Yngre – hvor færdes han? Gør han nu Farvandet usikkert omkring Skylla og Carybdis? Naar kan vi vente ham? Sprutter nu Pennen henover det gule Koncept fra Petersen i Lille Kirkestræde – Arbejder han? Skal han have mere Koncept, eller gaar han fra Koncepterne?
Alle slige Spørgsmaal paatrænger sig mig iaften. Jeg befinder mig vel, min Kone sover, og jeg er lykkelig. Jeg er gaaet i Gang med et nyt Arbejde uden Makkabæere eller Levinitter. Jeg har pludselig opdaget – eller troet at opdage – at jeg har et medfødt godt Humør, som jeg nu vil udnytte og saaledes maaske naa Millionen. De aner ikke, hvor dybt Folk hilser mig paa Gaden, efterat "Politiken" forleden meddelte, at jeg havde tjent 150.000 – siger og skriver Ethundredeogfemtitusinde Kroner – paa mit Stykke. Sligt giver Anseelse – intet andet. Skade, at det ikke giver Ret til Beløbet.
Nu har De vel truffet Rungs og alle har mangt og meget at meddele hverandre. Gid jeg var der! Men jeg sidder pænt heroppe i Regn og Slud med mine Millioner, medens De forøder Deres i Sol og Sommer. Jeg læser ikke meget. Naar jeg arbejder, faar jeg aldrig noget læst. Ikke fordi jeg er træt, men forresten – hvad er der at læse? Jeg er jo ikke vild efter at faa fat i min nære Ven Poul Levins nye Bog, der hedder: "Det skønne Ansigt" og skal ligne ham. Jeg er hellerikke syg efter A. C. Andersen eller Simon Koch eller Palle Rosenkrantz. De eneste, jeg læser er historiske Værker – deriblandt Kulturhistorie og Kunsthistorie. Jeg synes, jeg lærer mere af en Times Samvær med et Menneske end af 10 tykke Bøger. Hvor alt, hvad der skrives, er utilstækkeligt. Jeg tænker med Rædsel paa mit eget.
4 Paa Teatrene gaar Døden omkring og puster. Alt falder. Paa det kgl. maa de grave gamle Eftermiddags-Lig op, saasom "Daniel Hertz", og sætte dem paa Plakaten om Aftenen. Paa Dagmar spiller Fru Nansen – jeg saa' hende for nogen Tid siden i "Fru Majas Hævn" – da vi gik ind i Teatret Kl. 8 var der ikke en Plads ude. Da vi gik fra Teatret skinnede den røde Lygte. Flere Rækker stod tomme i Huset. Spillet var rædsomt som Stykket – selvfølgelig kan der ikke spilles ægte i et falsk Stykke. Det var Film, det Hele. Paa Folketeatret gik forleden et Stykke6 af Bergstrøm og Anker Larsen. Desværre vistnok uden Held. Jeg kan godt lide dem begge og havde ønsket Sukces.
Kæreste G. B. – Forsvarsbroder og Vaabenfælle – kom nu snart hjem. Vi maa se Dem en Gang imellem, ellers er der ingen til at holde Maskinen i Gang herhjemme. Alting smuldrer saa underligt. Danmark smuldrer. Det er som ovre ved Vesterhavet – hver Efteraar gaar et Stykke af Landet i Havet. Kødet falder fra Knoglerne. De eneste, der har det godt, er Maddikkerne. En Hær af Indvoldsorme hærger nu Landet, Chauvinisterne æder sig gennem Liget. Den Dag, de er færdige med deres Arbejde, har de sat Landet til. Saa tager Hundene derude fra fat paa Benene.
Nu hyler Stormen ude over Frederiksberg Have. Jeg trækker Dynen op over Ørerne. Good night, sweet prince!
Deres
H. N.
Min Kone er nu vaagen og beder mig hilse Dem hjærteligt. Hils Frk. Knudtzon og Rungs mange Gange fra os begge. Addio!
