Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 22. august 1912
Profet uden for mit Fædreland
Busserupgaard pr. Espergærde 22/8 121
Min kæreste Herre!
Tak for Deres Brev. De har Ret: vi skal ikke gøre hinanden Livet surt. Der er nok om det Stykke Arbejde.
Nu er Sommeren snart forbi, og jeg tænker, vi tager ind i næste Uge. Regnen har øset ned hele Dagen uden Ophold. Høsten staar og venter paa alle Markerne, og Folkene gaar med ledige Hænder og maa se det kostbare Korn drukne i Væde. I alle Kirker synger Menigheden: Gud være lovet i det Høje!
Denne Sommer er gaaet som en Drøm. Kan De begribe, at et voksent Menneske kan faa 3 Maaneder til at gaa i total Uvirksomhed? Jeg har lavet den tyske Introduktion til mit Stykke, givet nogle Timers Undervisning og besørget en ganske vist ikke lille Korrespondance – det er hele 2 min Høst. Jeg beroliger mig med, at jeg trængte til Hvile. Men jeg kan ikke lade være med at smile i Skægget. Min Kone derimod tror for Alvor paa, at jeg var overanstrængt. Dog synes jeg ogsaa undertiden at kunne spore et Smil ved hendes Mundvige. Er det hende, der er klog, eller er det mig, der er dum? Dette er Ægteskabets Devise.
Naar jeg nu kommer hjem, vilde jeg gærne gaa i Gang med noget Nyt, men jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at rejse til Tyskland for at lede Prøverne paa det Teater, der først skal spille mit Stykke, jeg tænker det bliver Düsseldorf eller München. Mit Stykke er nu antaget paa c. 30 store tyske Scener, det oversættes paa Italiensk, Hollandsk og Engelsk – jeg er i Færd med at blive Profet uden for mit Fædreland. Jeg venter mig ikke noget – jeg har set saa meget. Men det lader jo til, at nogle tror paa Stykket, 3 og jeg kan jo kun være glad over, at der er Chancer for, at jeg ender som Kapitalist. Saa vil jeg oprette et Legat for jødiske Digtere, der ikke skriver om Jøder. De, der skriver om deres egne, bør overlades til deres egen sørgelige Skæbne.
Kæreste G. B. – jeg er ikke mere saarbar eller mere pirrelig end andre. Alle har et ømt Punkt, enten et ydre eller et indre. Jeg har sletikke trængt til offentlig at give min Vrede Luft i en af vore ædle Aviser. Min Vrede slaar ud i mine mere eller mindre gode Bøger. Hver Gang jeg har set Mennesker stille deres Bitterhed og Harme frem til offentlig Beskuelse i et Blad eller udkæmpe deres Stridigheder i et saadant, er de blevet ringere i mine Øjne. Et Blad er et Sted, hvor det skidne Vand slaas ud – Offentlighedens Kloak.
Jeg glæder mig til snart at trykke Deres Haand. Deres Venskab er mig uendelig 4 dyrebart. Jeg vil aldrig glemme Dem.
Deres hengivne
Henri Nathansen
