Georg Brandes til Henri Nathansen
18. august 1912
lad al Pirrelighed fare
18 Aug 12
Kjære Herre og Ven
Jeg er meget, eller dog temmelig, forfærdet over Deres Brev som viser mig at jeg med et Brev, der var ment som rene Løjer, har saaret Dem. Jeg maa sige, De er svært ømtaalig, naar det gælder Palæstina. Jeg tager de Østerser1 i mig – med Fornøjelse, thi jeg lider dem vel. Jeg gør Undskyldning for Definitionen, som iøvrigt var skrevet Aar før Deres Stykke.
Og hvad Sagens Kærne angaar, vil jeg blot sige, at jeg naturligvis respekterer og tilnærmelsesvis forstaar Deres Følemaade, men at den paa Ære og Samvittighed er mig aldeles fremmed. Havde ikke Injurier fra andre Mennesker forhindret mig i at glemme, i hvilken lille Menighed jeg er født, vilde jeg aldrig i mit Liv have tænkt derpaa. 2 Det har aldrig sysselsat mig en Time. Jeg har aldrig opfattet Jødedommen som andet end en Religion, og som Religion var den mig saa fremmed som Buddhismen. Nogen "Nationalfølelse" som Jøde, nogen Slægtskabsfølelse med Jøder i andre Lande har jeg aldrig havt. Det Hele har for mig været en ganske udvortes Ting, som jeg kun paa Grund af Omverdenens Holdning har været nødsaget til at overveje.
I Øjeblikket, under den vanvittige Nationalismes Crescendo i alle mig bekendte Lande, er Jødehadet i rigeste Blomstring Jorden over, (mens det i Aarene efter 1848 var neddysset), og nu er det umuligt at aabne et Tidsskrift i ligegyldigt hvilket Sprog, man kan, uden at fornemme det slaa sig imøde.
Hvad Dem angaar, troer jeg, De 3 har gjort Uret mod Dem selv ved – maaske principielt – ikke at svare paa Angreb. De svarer paa dem indvendigt hver Dag, og lader dem æde sig ind i Dem, istedenfor at De ved et aabent Svar havde befriet Deres Følelse.
Og saa skulde De ikke søge Strid med mig om Ord. De er, skriver De, ikke Deres Races Talsmand – det var som Pokker – De er kun Talsmand for Dem selv. Det forekommer mig at De dermed ikke mener andet end hvad jeg mente.
Vi to vil imidlertid ikke gøre hinanden Livet surt. Magterne gør det surt nok for os alle uden vor Haandsrækning. Hellere vil jeg give Dem min Haand og bede Dem tro paa mit Venskab og lade al Pirrelighed fare.
Deres
Georg Brandes
