Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 18. juli 1912

Hvidløgskurven

Busserupgaard pr. Espergærde [torsdag] 18/7 12

Min kæreste Herre!

Ovenpaa Fødselsdagens Besværligheder1 aander jeg atter lettet. Jeg har modtaget saa rørende Beviser paa Velvilje og Deltagelse, at jeg endnu bevæges ved Tanken. Fra Palæstina sendte den jødiske Menighed mig en Kurv med Hvidløg, voksede paa Moses' Grav. Poul Levin sendte et kasseret Skuespil med Dedikation og W.C. Nielsen2 forskelligt W.C. Papir, deriblandt "Tilskueren" og "Willemaas". En Veninde, som jeg elskede for 29 Aar siden, mindedes mig med Vemod paa et 3 Øres Prospektkort fra Aldershvile pr. Odder – jeg maatte betale Strafporto for hende, det var 6 Øre, hvilket jeg syntes, hun var værd endnu. I det hele taget maa jeg sige, at en saadan Dag hjælper over megen Pessimisme og godtkøbs Foragt. Man lærer at indse, at der er en Retfærdighed til, selvom den er i Odder. Man er elsket, man mindes, og man føler sig forvisset om, at der vil blive godt, om end ikke udsolgt, Hus til Ens Begravelse, hvor Fremtidens Pastor Blaumüller3 vil 2 tale og bevidne, at jeg paa det sidste var en Troende, og at mine sidste Ord var: hold mig i Haanden! Med dette øjensynlig bibelsk inspirerede Udraab mod det Hinsidige udaandede jeg i min Elskede fra Odders Arme. Hun var da 79¾, men ikke destomindre omtrent ved sine Aandsevners fulde Brug.

Naa, men det hører Fremtiden til. For Øjeblikket sidder jeg i Haven under grønne Trær. En sagte Torden dundrer, men jeg mærker ikke, at Norden undrer4. Det var dén Gang. Nu er dette som saa meget anderledes. Dén Gang var jeg en ung lovende Digter, nu spilles mine Tragedier for Synderjyder i Vejle med sammenbragte Frikadeller, og ingen gider høre derpaa, skønt Peer Pryd5 fra de forreste Rækker forkynder, at det er et af vort Lands skønneste Digterværker, fortolket af flere af vore omtrent bedste Kunstnere. Nej, nu er det ham denne Nathansen. Det er en ganske ung Grønskolling – undskyld, der faldt en lille Klat, mon et Varsel fra Oven? – paa 44 Aar, han skriver noget væmmeligt noget, som jeg gudskelov aldrig har set, men som alle mine Kolleger er enig med mig i at tage bestemt Afstand fra. Han skal efter Sigende være mere end velhavende, gaar med hele Saaler og skifter Flip hver anden Uge – føj for Satan, sikke en Digter. Han fik iaar et Legat paa 1000 – Ettusinde – Kroner – og ved De, hvad han brugte dem til? Leverpostej, min Herre, og dobbeltbelagt Rejemad, da han 3 ikke kunde faa ægte Kaviar paa denne Tid af Aaret. Nu har han nok, efter hvad der fortælles, købt et Gods i Nordsjælland paa 300 Td. Hartkorn og gaar i Silkeunderbukser med samt sin Kone og hans 7 Børn – 6 Drenge og 1 Pige – holder Ridehest og 46 Hestekræfter Opel-Automobil, hvormed de ødelægger Mørdrupvejen, og de venter en lille – altsaa Unge, ikke Bil. Alt dette har jeg fra absolut sikker Kilde, saa De kan godt lade det gaa videre. Det eneste, jeg ikke ved aldeles bestemt, er, om Godset er paa 300 Td. og om han holde Ridehest og Automobil. Men i Silkebukser gaar han! Børnene ogsaa. Og de er ægte – altsaa Bukserne. Børnene sikkert ikke.

Ja, Pennen løber. Jeg har saamænd ellers ikke rørt en Pen i lange Tider, jeg er mellem os sagt luddoven. Det vil sige – jeg tænker. Hver Gang min Kone kommer ned i Haven, læner jeg mig filosofisk tilbage i Stolen, saa ved hun, at Aanden er over mig, og saa lister hun op igen for ikke at forstyrre. Jeg hører hende deroppe tysse paa Pigen: Hyss, hyss, Gerda – kan De ikke se, han tænker. Og Pigen lader Beskeden gaa videre til Fruen og Pigerne og Folkene paa Gaarden – alt er stille – højtidsfuldt stille – og jeg læner mig tilbage i Stolen, dybere og dybere, indtager tilsidst den for al moderne Tænkning bekvemmeste Stilling, liggende – og i store Drømmesyner drager Tilværelsens Gaader forbi, og jeg hensynker i den fra Rimestads Anmeldelser kendte 4 halvbevidste og trekvartbevidste Tilstand, indtil min Sjæl opløser sig i det store Nirwana, som enhver nogenlunde æstimeret Lyriker kender og bør kende, hvis han vil vedligeholde sit Ry for at være vanskelig tilgængelig og – om end ikke absolut uforstaaelig – saa dog saa tilpas dybsindig, at Misforstaaelse er mulig.

Naar jeg saa vaagner, er jeg glad og sulten. Bordet staar dækket med Aarstidens første Retter: den første And, den første Sneppe, den første Flæskekage med Purløg. En Tjener bringer mig Middagsposten paa en Guldbakke. Atter 2 3-Øres Brevkort fra Venner og Beundrere af mig og min Kunst. Det er for meget. Jeg røres. Men med Skæg for sig og Snaat for sig sætter jeg mig da til Middagsbordet og lader Maden smage. Flæskekagen dufter koscher, anrettet af min traifo Kone, og jeg udbryder begejstret med Digteren: Möchten alle jiddische Kinder essen wie du!

Hvis De skulde se G.B., bedes De hilse ham fra den jødiske Menighed i Palæstina, der sendte ham Hilsen i Hvidløgskurven. Menigheden bad mig sende den hans Adresse, for at han ogsaa kunde faa en Kurv. Den bliver da afsendt mod Efterkrav med 5% Rente fra Afsendelsesdagen

Deres hengivne
H. N.

 
[1] Fødselsdagen: HN er født 17.7.1868. tilbage
[2] W.C. Nielsen: d.v.s. L.C. Nielsen. tilbage
[3] Blaumüller: (1851-1911) forfatter, sognepræst ved Helligåndskirken; han viede GBs datter Edith 15.1.1907 – i hjemmet, da GB ikke ville sætte sine ben i en kirke. tilbage
[4] Torden dundrer ... Norden undrer: "En sagte Torden Dundrer. Hele Norden Undrer," Oehlenschlägers digt "Guldhornene" tilbage
[5] Peer Pryd: Andreas Vinding (1881-1950) Politikens feterede journalist, der i bladets spalter kaldte sig Per Pryd. tilbage