Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 13. maj 1911

i mange Aar trist og graa

Allégade 15 A. 13/5 11¹

Kæreste Hr. Professor G. B.

Tak for Brevet. Mange Gange har jeg haft Lyst til at skrive Dem til, men den sidste Tid har været saa optaget af Erik d. XIV², at jeg har været dødtræt, naar jeg kom hjem. Nu er Stykket imidlertid gaaet af Stabelen og gaaet udmærket, og jeg kan puste ud. Det var en Glæde for mig og de andre. Trods Maj Maaned og Tivoli er der udmærket Hus – endelig en Gang i Sæsonens 12^te Time kom Heldet.

Men samtidig har jeg sagt min Kontrakt op med Teatret. Jeg vil ikke længere arbejde under Mantzius. Han har chikaneret mig under dette Stykkes Instudering, skubbet det ud til en vanvittig Tid, søgt at ødelægge mine Prøver, og da vi en af de sidste Dage ramlede sammen nede paa Scenen, gik jeg lige ned og sagde op. Det er Alvor nu. Han kan saa køre videre med Ligvognen. Jeg vil ikke sidde paa Bukken.

Og jeg er henrykt. Jeg har før i mit Liv kastet en generende Byrde fra mig og ikke fortrudt det. Det er før gaaet for mig uden Hjælp andetsteds fra – hvorfor skulde det ikke kunne gaa nu. Jeg føler, at jeg trænger til at puste ud og rense mine Porer for Kulissestøv og Teatersnavs. Jeg har lært meget 2 – det er dét, man skal bruge sin Forstand til og jeg har gennemgaaet en Del – det er det, man skal bruge sit Hjærte til. Saaledes er alt i Orden til en fornyet Kamp mod Livets evige Vejrmøller.

Herhjemme er alt godt. Sommeren er kommet til Danmark og har holdt sit Indtog i Fr. VI vidunderlige Have. Rung og jeg var derinde før, der vrimler med Børn og Poeter. Og Landsfaderen stod med sit urokkelige Underbid, medens Sokkelen forkyndte, at Underbiddet havde regeret i Gud ved hvormange Aar, selvfølgelig til Lykke og Held for Landet, som han amputerede og ruinerede. Vidunderlige Land med en Kongerække fuld af de drabeligste Daarer.

Jeg talte lige med Fru Pontoppidan, hun fortalte, at hun havde haft Brev³ fra Dem og var meget glad derfor. Hendes Mand havde det nu helt godt. Han tør dog ikke modtage Besøg, saa jeg har ikke set ham, men Fru P. sagde, at han saa sund og frisk ud og var i fortræffeligt Humør. Jeg kunde godt tænke mig, at det er Sygdommen, der i mange Aar har deprimeret ham og gjort ham trist og graa. Gid han nu maatte komme over det og tage fat paa en frisk! Jeg hørte en Gang Vilh. Østergaard tale om en ny Renæssance, han havde følt ved at skrive et Casino-Stykke om H.C. Andersen. Maatte Pontoppidan føle det samme paa 3 en lidt anden Maade!

Husker De vor Altan? Den vilde Vin begynder nu at skyde, og min Kone binder Skudene op. Nede i Gartnerhaven under os blomstrer Frugttræerne, og Bøgen er majgrøn. Børnene leger nede paa Legepladsen, og deres Fuglekvidder naar herop. Nu og da flyver en af de tamme Vildænder op fra Kanalerne, slaar et lille Slag som vi andre en Gang imellem bort fra de smaa Kanaler og Bede og op mod Skyerne for kort efter at vende tilbage til Ællingerne og Andemaden. Inde fra zoologisk Have lyder de fangne Dyrs Brøl efter Frihed, og Sælhunden gøer milevidt ud i Luften. Jeg synes pludselig, at alle disse 3 Vær.-Lejligheder er Bure, ved Siden af og oven over hinanden, nu og da gøer vi ogsaa milevidt ud i Luften, saa styrter vi atter paa Hovedet i Arbejde og drømmer, at vi er frie paa vore 200 Kvadratalen.

Jeg sejlede forleden med den lille Baad fra Christianshavn. Pludselig saa jeg Deres Vinduer fra gamle Dage. Kæreste G.B. – jeg husker den første Dag jeg besøgte Dem, kan De huske en Aftenstund, der var en Mand, som hed Rothenburg, jeg lod ham snakke og sad og saa paa Deres Ansigt. Jeg havde skrevet en Bog, der hed "Floden", den var bleven smædet og rakket til, det var det første, jeg havde skrevet efter at jeg havde taget Afsked med min Virksomhed dengang 4 og stod paa bar Bund. Jeg føler endnu, hvor underlig det sugede i Hjærtekulen paa mig af Skuffelse, Angst for Fremtiden og urokkelig Tro paa at det skulde gaa. Og det gik – hvordan maa Guderne vide. En eneste har fulgt mig trofast med sit Venskab siden da. Det glemmer jeg Dem aldrig.

Jeg er glad over, at De er taget fra Paris til et Sted, hvor der er Fred og Ro, og hvor De har Venner. Jeg haaber, at De skal arbejde – Deres Bog om Servet og Ferrer var saa dejlig fuld af frisk Foragt. Jeg ved, at De ogsaa skal udarbejde Deres Tale til Sorbonne. Gid Fanden havde alle Normanner undtagen Dem.

Jeg vilde ønske De var her. Det er en af disse blide Majaftener, der minder om Studentertid og unge Piger i lyse Kjoler og gør Sindet attenaarigt og meddelsomt. Men De er her jo desværre ikke, og Vejen fra Hjærtet til Pennen – selv en Guldfyldepen – er alligevel længere end man tror. Hjærtet kan saa let stanse paa Vejen af Betænkeligheder og Hensyn og Skepsis. Derfor er Mennesker mindre oprigtige, naar de skriver, end naar de taler. Helt oprigtig er jo kun Tanken. Jeg sender Dem en Tanke, en stille hjærtelig Tanke, fuld af min dybe Kærlighed og Beundring.

Deres
Henri Nathansen