Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Sandagerhus, Saunte. 24. juli 1910

Sommerglæder i Saunte

Sandagerhus pr. Saunte 24/7 10

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Det har varet lidt længe, inden De faar Svar paa Deres kærkomne Brev, men jeg har været daarlig det meste af en Maaned (Halsbetændelse, Mavemalheur og andet Djævelskab). Nu er alt atter ved det gamle ved daglig Hjælp af Verdens vidunderligste Lægemiddel, amerikansk Olle1. Jeg har atter faaet fat paa mit Arbejde og sidder plantet heroppe paa mit Værelse det meste af Dagen, henrykt over min tilbagevendte Sundhed og Arbejdskraft. Udenfor sænker et bølget Landskab sig blidt mod Hornbæk, brede Marker med Pletter af Smaatræer, og langt ude mod Syd lukker Skoven for Udsigten. Fra min Balkon ser jeg vidt omkring over sjællandsk Land, fladt og grønt og herligt, og Glæden over Danmark banker i mit dansk-arabiske Hjærte.

Sandagerhus er en Pension som alle danske Pensioner. Der lugter svagt af Biksemad paa Trapperne og af Skørter i Stuerne. Flertal er Hunkøn, 2 hvis da Mennesker har noget Køn paa den anden Side af de 70. Her er Generaler og andre naturhistoriske Fænomener, her er Jøder og Kristne og 2 Hedninger, en Præst med 8 Børn og en Kone, som vel er med til at lave dem, skønt man ikke begriber hvordan, en teologisk Kandidat paa Filttøfler med Tveskæg og Paraply, en rædselsvækkende Brigade af tykke, tynde døve, halte Kvindfolk, en enkelt ung Pige, der svæver som en Sky af hvidt og bølgende let over Plænen. Og her er forloren Hare og benløse Fugle og gaadefulde Anretninger, hvori efterhaanden Ugens Levninger afslører sig. Dansk Pension! Godt Køkken! Og om Søndagen naar Galden er bleven brandgul og bitter af Ugens Skuffelser, springer den store Bombe: Menu'en staar paa Fisk og Fugle og denne Verdens vildeste Ganefryd. Galden synker, bliver æggegul og sukkersød, alt er glemt, blegfed Fars og Dellemad og anden Tyggegum, og man folder sine Hænder over Maven og takker sin Gud og gaar med et mæt og saligt Smil ind til den næste Uges Rædsler.

De kender det jo. Og skidt saa med Mad og den Slags. Det gaar dog altsammen. Man forsoner sig med det altsammen ogsaa med Menneskene. Der 3 er noget, der hedder at gøre en Forbryder mør, det er kun dét, det gælder om. Jeg er nu efterhaanden ganske tilfreds, har fundet et Par Mennesker, jeg kan tale med i Pavserne. Saa spiller jeg lidenskabelig Boccia og lærer at køre paa Cykle. Gaar mine Ture, tager mit Bad – hvad mere byder Livet paa, naar man ikke er ulykkelig forelsket.

Vi var inde hos Galschiøt i forrige Uge. Hvor er der dejligt i hans Have, der er faa Steder, hvor jeg bliver saa rolig og føler mig saa hjemme. Jeg synes, han sagde, De havde besøgt ham, blot jeg havde vidst det, var jeg kommet farende. Vi sad og talte om alt og alle paa Bænken henne ved Poplerne paa den anden Side Søen, og da vi tog Uret op og skulde se, hvad Klokken var, havde vi siddet dèr i 3½ Time uden at mærke Tiden. Det synes jeg snart er en af Livets største Glæder: Samtale med Mennesker, man bryder sig om.

Jeg læser lidt i Ny og Næ. En Bog af Wanscher2: om Rafael og Michelangelo har interesseret mig, en anden om en dansk Tænker: Aage Werner3 synes mig ubetydelig og irriterende ved goldt Paradoksmageri. Drachmanns Vagabundus4: Skuffelse med Undtagelse af et Fragment: det dyre Brød. Er begyndt paa Venezias Nat5: Overflade, Overflade. Kigger i 4 Goethe (Dramaturgi) Hejberg (Afhandlinger) H. C. Andersen. Har endvidere læst en Laurids Brun: den forjættede Ø6, en god Ide, overfladisk udført, og en Bog7: Lorens Lassen af en Mand, der hedder Dangaard. Denne Bog har interesseret mig meget. Endelig Sommerens Sensation: Kvindehjærter8, Ha, ha, ha – ha, ha, ha – stil dig ej saa hellig an, vi kender dig jo Petermand9, som det hedder i "Orfeus i Underverdenen" med en lille Ændring.

Hvor er De? Galschiøt mente ikke, De tog til Rørvig. Jeg sender dette Brev til Hellerup, det forpligter ikke til Svar. Jeg længes snart efter Byen, efter mine Venner, efter Dem. Jeg elsker en Samtale med Dem en Aftenstund, tryg, levende, svingende mellem Spøg og Alvor. Om en 3 Ugerstid pakker jeg min Ransel og drager til Bys. Ind til Støv og Støj og Tuden og Ramlen og Røg fra oven og fygende Hestepærer om Hjørnerne. Men ogsaa ind til Urværkets evige lille "Uro", den aldrig hvilende Kamp, det altid bankende Hjærte.

Mange Hilsner fra os begge

Deres
H. N.

 
[1] Olle: rimende på 'holde'; dial. ell. vulg. udtale af olie (ODS, olie). tilbage
[2] Wanscher: Vilh. Wanscher: Rafael og Michelangelo: Deres Arbejder i Vatikanet og det sixtinske Kapel beskrevne, 1908. tilbage
[3] Aage Werner: Arthur Christensen: En Dansk Tænker. Aage Werner, 1910. tilbage
[4] Vagabundus: Holger Drachmann: Vagabundus: Digte og Udkast (Indhold: "Erindringer af mit Liv", "Det dyre brød", "Vagabundus", "Bølgegang"), 1910. tilbage
[5] Venezias Nat: Holger Drachmann: Venezias Nat: en Fortælling, ufuldstændig Roman, 1909. tilbage
[6] den forjættede Ø: van Zanthen: Den forjættede Ø. "Oversat og udgiven" af Laurids Bruun [der er den egentlige forfatter], 1910. tilbage
[7] Bog: Carl E. Dangaard: Lorens Lassen: En Fortælling om jordbundne Liv, 1910. tilbage
[8] Kvindehjærter: Anonym: Kvindehjærter. En Brevveksling, 1910. Tillægges Karin Michaëlis og Betty Nansen. tilbage
[9] Petermand: utvivlsomt Peter Nansen. Karen Klitgaard Povlsen skriver i sin Michaëlis-biografi i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:

Den vigtigste mand i KMs voksenliv var måske forlæggeren Peter Nansen, som hun næsegrust beundrede og holdt af, fordi han fik hende til at føle sig elsket. Brevromanen Kvindehjærter fra 1910 blev udgivet anonymt, men det rygtedes hurtigt, at forfatteren var KM, og at grundlaget for bogen var en autentisk brevveksling mellem hende og skuespilleren Betty Nansen, der netop var blevet skilt fra Peter Nansen. Temaet er det samme som i Den farlige Alder: hvordan kan den midaldrende kvinde kombinere kærlighed og kunst? Svaret for KM blev: ved at skrive til sin elskede forlægger.

tilbage