Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Troense. 4. august 1907
Gid mit Talent var en Forhammer
[søndag] Troense 4 Aug. 1907
Kære Hr. Professor Brandes!
Ja, De har Ret – man væmmes ved dette Land. Har en Mand hævet Niveauet, trampes det atter fladt med Træskostøvler. Man kan le af Dumheden, smile overlegent af den – en skønne Dag vender man sig dog bort og knytter Hænderne. Jeg lo, da Johannes V. Jensen fremviste Firkløveret Grundtvig, Darwin, Leonardo og I. P. Müller som Ophavsmændene til den jyske Bevægelse. Jeg smilte, da han fortalte, at dens bedste Mænd nu var, foruden ham selv, den lille Kantateskrædder L. C. Nielsen og den stumme Holstein. Men da han saa fik Bersærkergang1 og slog om sig med Møggreben, kunde jeg ikke smile længer. Jeg syntes det Hele var ækelt og alt Arbejde i dette Molboland forgæves. Men hvad skal man gøre? Svare ham – og te sig som en Sjover? Eller til at lade ham skraale, til han revner. Vi er vel rejst. Gennem Johs. V. har vi faaet England og Amerika, Nexø har idag annekteret Havet med et Pennestrøg i "Politiken"s Kronik. Naar jeg saa en skønne Dag sikrer os Himmelrummet, 2 saa maa vi da kunne erklære Tyskland og Frankrig Krig og erobre den Stump af Verden der endnu er tilbage.
Jeg forstaar Dem. Sommetider naar jeg mødte Dem, og De talte bittert og med Foragt om Forholdene herhjemme, tog jeg Afstand fra Dem. Det pinte mig at høre Dommen af Deres Mund. Jeg greb efter hvert Halmstraa for ikke at synke dybere i dét Mismod, som ogsaa jeg føler og længe har følt. Tit maa jeg lyve mig lidt Tro til for ikke helt at fortvivle. Jeg gør det endnu den Dag idag, ellers kan jeg simpelthen ikke holde det ud. Det er dog en Lidelse at føle, hver Gang man sætter Pen til Papiret, at det, man vil, er at blotte det usle, at revse det lumpne. Det er trist at straffe, selvom man har Ret dertil. Jeg kan ikke se det nye herhjemme – Friluft, Pral, Heltekraft og Vikingeblod – alles war schon einmal da! Jeg kan ikke se det rene ved vor Politik, det ædle ved vor Presse, det høje ved vort Kongehus. Alt er pustet op af store Ord og fedt Flæsk. Lad os tale sagte!
Naa, men det skal man jo igennem. Gid mit Talent var en Forhammer, en Krumsav, noget, der rigtig gik igennem. Men ak – jeg snitter et lille Stykke ud af Livet, skærer ikke løs. Jeg kan ikke skære løs, saa gik hele min Fornøjelse fløjten, den kan være lille nok endda. Det, der dybest glæder mig, det er jo netop at fornemme Arbejdets stille Vækst, dets Harmoni i de stridende Strømme, den røde Traad. Jeg har aldrig 3 været med, hvor der var Sjov i Gaden. Det laa ikke for mig, og jeg havde en Fornemmelse af, at det ikke klædte mig. Qui bene latuit –. Men jeg vil nok i al Beskedenhed have Lov til at have min Mening og sige den, naar jeg mener, det er passende Tid og Sted.
Jeg er forøvrigt glad ved at være herovre. Min Kone har det langt langt bedre, hun er bleven ung igen – forholdsvis da – og har faaet sin gamle Latter tilbage, gode Tegn. Hun elsker Landet og befinder sig bedst i et lille Hus med Straatag, Hønsegaard og Grisesti. Hører altsaa i Virkeligheden hjemme i den ægte danske Idyl, som jeg efter Normanns Mening foragter2. Hun er gladest, naar hun kan passe sig selv – det er maaske vort eneste Lighedspunkt. Jo, saa hader hun Degne og elsker Flæskekage – hvilket vel maa siges at være nok til at bygge et ægteskabeligt Samliv paa. Vejret har jo desværre i Sommer været umuligt. Tænk Dem, ikke en Dag ren blaa Himmel og Solskin. Hver Dag har haft sin Plage. Naar jeg tænker tilbage, begriber jeg ikke, at jeg har kunnet holde disse Maaneder ud herovre. Men, jeg ved ikke – naar man ser tilbage begriber man overhovedet aldrig noget. Det er dét, man plejer at kalde Livsresultater. Uha!
Det glæder mig at høre, at De er sammen med Deres Ven Clemenceau, og at Fr. VIII ikke vil kendes ved Dem. Han har jo sin I. C. Christensen med det vidunderlige Valgsprog: Aand er Magt! Det er en herlig Islandsfærd med "min højsalig Fader" og Herren 4 være min Hjælper og Fanden og hans Pumpestok. Og Repræsentationen for Landet, som han slæber med sig! Som Herren er, saa hans Svende.
Nu vil jeg slutte. Jeg glæder mig til Fortsættelsen af Deres "Levned"3 – det var mig en Fryd at læse den første Del. Endnu mere glæder det mig, at De er rask og vender hjem med friske Kræfter. De maa ikke lægge Vaabnene ned. Hvem har vi saa tilbage?
Mange Hilsner fra min Hustru og
Deres
Henri Nathansen
De maa ikke spilde Deres Tid med at svare mig. Som min fordums Principal plejede at sige, naar han tog et mægtigt Salær: "Man skal drikke af Kilden, mens man er der!"
