Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Troense. 29. juni 1907

Ja, jeg er Asket

[lørdag] Troense 29 Juni 1907

Kære Hr. Professor Brandes!

Jo, jeg har modtaget Deres kærkomne Brev fra Pallanza, men jeg forstod, at De ikke ret vidste, hvor De vilde hen derfra, og at kun ét var sikkert, at De omkring Midten af Juli skulde møde Clemenceau i Karlsbad. Dér til havde jeg saa tænkt mig at sende Dem en Hilsen.

Tak for det lille Særtryk¹. Jeg synes, det er helt godt, at ogsaa Shakespeare en Gang faar sig en Omgang. Han kan taale det – og han kan smile rolig i sin Grav. Der er jo da ogsaa noget at slaa paa. Altfor ofte lader man de Store løbe og hænger de Smaa. Forresten giver jeg Tolstoj Ret i mangt og meget. Ofte naar jeg ser eller læser Shakespeare tænker jeg: godt brølt, Løve! Hamlets Ord til Skuespillerne gælder ofte Shakespeare selv. Ofte taber hans Torden sig i Rumlen – som Hugos, Schillers, Øhlenschlägers og salig Drachmanns – og ofte forveksler han Dyret i Mennesket med Mennesket selv. Men der er jo altid nok tilbage til et Par Snese af os andre.

Ja, jeg er Asket – som De selv engang sagde. Jeg hader 2 dem, der larmer for at skaffe sig Ørenlyd. Jeg elsker den stille Tale, det forborgne Vid, den dybe Tone. Jeg er aldrig blevet betaget af den Lidenskab, der raaber op paa Gader og Stræder. Jeg er led og ked af meget af vor hjemlige Knockabout-Stil. Jeg er endogsaa bleven saa lydsky, at jeg herovre dyrker H.C. Andersen. Jeg tilgiver ham i mangt og meget – han vidste ikke, hvad han gjorde. Det ved mange andre saa forbandet.

Nu maa De ikke tro, at jeg er sur og gaar omkring med danske Rynker paa Næsen. Jeg er kun optaget af mit Arbejde og bruger som sædvanlig min Ensomhed til at gøre op med mig selv og andre. Man maa paa Afstand af Livet for at se det. Hvor meget hænger ikke paa i en lang Vinter i København og stopper Porerne. Andres Mening, andres Dom, Sladder, Ondskab, Rygter. Alt det er det godt at svede ud i Solen og den friske Blæst. Jeg ved vel, at Land og Ensomhed er farligt. Ogsaa dér lurer aandelig Forstoppelse. Men jeg er her jo heller ikke for evig. Naar jeg en skønne Dag føler, at jeg har faaet for meget Øllebrød, pakker jeg min Koffert og forsvinder.

Men indtil da er her dejligt. Vejret er Gud være lovet saa slet, at her ingen saakaldte Badegæster findes. Jeg kan gaa mine lange Ture uden at møde et Menneske. Jeg kan sidde i Fred og Ro her ved mit Vindu ud til Vejen uden at se andet end et Par Indfødte, der filosofisk lader Regnen regne. Vi har lejet os ind i et lille Hus og fører vor egen Menage. Min Kone har atter faaet røde Kinder, og Humøret vender saa smaat tilbage. Vi ved ikke rigtig, om vi skal ønske Solen eller ej. 3 Kommer den, kommer Krapylet – det kravler altid først frem i Solen. Og dog, lad kun Solen skinne, den er jo til baade for retfærdige og uretfærdige. Og jeg kan altid skjule min Uretfærdighed i Bunden af vor Have, der ligger gemt under store gamle Frugttræer, som ikke bærer noget, men pynter som fine Marcheser i Landskabet. –

Er det ikke frygteligt – jeg skriver som en besat. Om en fjorten Dages Tid er jeg færdig med mit andet Skuespil for iaar, og jeg er saa smaat begyndt at tænke paa et tredie. Jeg ender som Skrivekugle. Hvis jeg nu til Vinter faar et Stykke spillet paa det Kongelige, paa Dagmar og paa Folketeatret, saa kommer jeg med Billede i "Politiken" – det er endnu værre – Normann² skriver en tyk Bog om mig, som Poul Levin roser – stadig værre og værre. Og saa kommer jeg paa Finansloven med 200 Kroner aarlig i 3 Aar, jeg faar Forfatterforeningens Rejselegat paa 85 Kr 37 Øre, Subskribenterne paa "Frem" faar mine Komedier som Tilgift paa Tiøren – men lad mig ikke drømme for højt, Faldet er for dybt bagefter.

Ja, jeg arbejder. De ryster paa Deres Hoved og siger: aut Leonardo, aut nihil. Hvorfor dog? Sagde jeg det, blev jeg jo nihil. De har jo heller ikke sagt det, for De er jo ikke nihil. Leonardo eller ikke Leonardo – jeg synes det er saa ligegyldigt. For mig er De maaske Leonardo – og hvem var Leonardo for Leonardo selv? Tror 4 De ikke, han har sagt det samme om sit som De om Deres?

Jeg har min lille Husmandslod og trøster mig med, at det lille Landbrug, der dyrkes godt, kan bære finere Frugt, skænke finere Blomster end det store. Det er jo ikke Mængden eller Størrelsen, der gør det. Hvad var Heine mod Goethe – og hvem elskes mest? Naar jeg saa har dyrket min Lod godt og solidt, og den har skæppet og givet godt, køber jeg til, udvider mig. Og inden jeg ser mig for, er jeg bleven Storbonde, Herremand og ender som Baron. Men saa er jeg ogsaa som andre Baroner, tyk, dum og hoven af fremadskridende Blødhed. Og jeg vil dø af Forstoppelse d. 13 Marts 1947, og taknemmelige Bønder vil bære mit afsjælede, men derfor ikke lette, Legeme til mit sidste Hvilested paa Assistents. Der vil Pastor Schack holde Talen og Christoffer Boeck paa den danske Forfatterstands Vegne fælde en Taare ved Graven. Og Borchsenius, der trolig har skældt mig ud, vil gaa hjem i Kanikkestræde og skrive en rørende Kronik til "Politiken". Men Bojesen laver Sørgefest paa Raadhuset – og Standardudgave i Klareboderne. –

Bliv nu ikke ked af dette lange Brev. Næste Gang skal det blive kortere. Ved De, at jeg til Efteraaret flytter til Frederiksberg³ for at henleve mine sidste Dage blandt de andre pastores emeriti. Gid De ofte vil besøge mig der og forsøde min Alderdom med Deres sprudlende Ungdom.

Mange hjærtelige Hilsner fra min Kone og Deres

Henri Nathansen