Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nyhavn 44. 10. februar 1906
et Baand af Broderskab i Aand og Maal
Nyhavn 44. 10 Febr. 1906
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg vil med Glæde besøge Dem, naar De kommer tilbage fra Deres Rejse. Er det ikke underligt – jeg husker den fjærne højtidelige Klang, Deres Navn har haft i mit Øre fra mine Skoledage og op gennem min Ungdoms Tid. Saa aabner jeg en Dag mit Hjærte for noget af den taknemmelige Glæde, Deres Kunst har fyldt mig med gennem Aarene, og vore Tanker mødes i Venskab. Jeg kendte Dem jo godt forleden. Men jeg vidste, at vi engang vilde mødes. Og jeg syntes, at jeg helst vilde være alene, naar det skete.
Jeg kommer til at tænke paa en Dag i Sommer. Jeg sad oppe paa Fiesole og lod Blikket glide over de blaa Bjærge om Florents. Regnen var lige hørt op, og Solens bløde Drivhusvarme stod om mig. Nede i Dalen laa den taagesvøbte By, men Solen fangede Glimt af Floden og Blink af Byens Ruder. 2 Jeg saa mig om, og jeg syntes, at alt var mig saa fremmed. De blaa Bjærge, den bløde Luft, den blide By. Jeg husker, at jeg i et Nu tænkte paa Danmark og Dem. Og jeg længtes efter Landet, netop som De og kun De har set det, saa graat og bittert sørgmodigt med den korte lykkelige Sommer. Landet som vi begge elsker bag vor Smærte – De som et Hjemsted, jeg som et Fristed. Kort Tid efter var jeg atter hjemme.
I det første Brev, jeg fik fra Dem, sendte De mig en "broderlig Hilsen". Det er et Baand af Broderskab i Aand og Maal, der fra min første Ungdom bandt mig til Dem, stærkere og stærkere for hver Bog der kom fra Dem. Jeg føler, at det er det samme Baand, der vil knytte mig til Dem som Menneske, naar vi mødes.
Lykkelig Rejse!
Deres hengivne
Henri Nathansen.