Józef Mondschein til Henrik Pontoppidan
Sendt fra ul. Szopena 17, Warszawa. 15. oktober 1927
svært at finde en Udvej
Warszawa d. 15.X.–27. (Polen)
ul. Szopena 17 m.3.
Kære Herr Pontoppidan,
Paa Grund af Sygdom kunde jeg ikke svare Dem paa Deres venlige Brev af 15.IX.1 og jeg maa bede Dem om Forladelse derfor.
Det er mig pinlig at maatte forklare Dem hele Sagen angaaende Firmaets "Wydawnictwo Polskie"2 i Poznań Opnaaelse af Retten til Udgivelsen af "Lykke Per", der er endt saa uheldig for mig. Helst vilde jeg ikke beskæftige Deres Tid med denne Affære. Sagen forløb paa følgende Maade:
Jeg henvendte mig til Dem første Gang uden at have en Forlægger for "Lykke Per". Summen af 800 Kr. (2000.– Zł.) forslog jeg Dem som Deres Honorar paa Grund af den Summe, som Nexø fik for hans "Ditte". De gik ind paa denne Sum. Kort Tid derefter udkom paa polsk i Forlaget "Wydawnictwo Polskie" i Poznań (Hr. Wegener) i Sammlingen "Biblioteken af Nobelpristagere" (der udgav ogsaa Deres Fortællinger u.T. "Husets Djævel", Bind I. og "Det forjættede Land", Bind II.) Gjellerups "Møllen". Paa Bogens Omslag figurerede Meddelelsen, at Forlaget vil snart udgive Deres "L.P.".
Dette forundrede mig meget, fordi De skrev mig jo før, at ingen Pertraktationer3 angaaende Udgivelsen af "L.P." har ført til nogen Resultat. Jeg var altsaa sikker paa, at Hr. Wegener paa dette Tidspunkt ingen Ret4 havde at udgive "L.P." og at annoncere saadann. For at give ham Lejlighed at trække sig ud af denne lidt tvetydige Situation, skrev jeg til ham om dette og forslog ham at udgive "L.P." i min Oversættelse. Jeg tilføjede naturligvis, at jeg har Deres Autorisation og at De har antaget mit Forslag af et Honorar paa 800 Kr. – 2000.– złoty. Brevet var sendt rekomanderet og Hr. W. har faaet det.
Men han svarede mig ikke i tre Maaneder. Sandsynligvis var det ham bekvemmere at betale et ringe Honorar til sine Oversættere, end at beskæftige mig og at paa den Maade udgive Bogen helt efter hans Vilkaar uden Oversætterens Kontrolle ….
I August Maaned (d. 25.) fik jeg fra ham det første og indtil nu det sidste Brev, i hvilket han meddeler mig, at han har sendt Dem 800.– Kr. – 2000.– Zł. og underskrevet Kontraktet. Desuden paastaar han, at han har haft Deres Autorisation længe før og han forundrer sig at jeg blander mig i hans Sag… Han har altsaa fuldstændig overgaaet mig, har benyttet min Information angaaende Deres Honorar, har hurtigst sendt Dem Pengene (straks efter at have faaet mit Forslag), for at ordne Sagen til hans Profit. Han handlede som den usolide Købmand, der overgaar Mellemmanden, men udnytter hans Forslag!
Jeg blev meget ked af det og vilde allerede spørge Dem, hvordann det kunde gaa til, da Deres sidste Brev kom, der bekræfter min Antagelse, at Hr. W. har opført sig usolid. I Besiddelsen af Deres Brev henvendte jeg mig til Hr. W. og truede, at hvis han 2 ikke ordner Sagen med en Kompromis, vil jeg offentliggøre Sagen i Pressen og henvende mig til mine literariske Kolleger, idet 1) han ikke havde Ret at annonsere Udkomsten af "L.P." (hvorved han iøvrigt kunde skade Deres Interesser, hvis nogen anden vilde udgive "L.P."), 2) ikke havde Ret som Forlægger at lade ubesvaret Forslaget af en Forfatter af Fag (han kendte mig før), udsætte ham for Udgifter for at endelig lade ham sidde og tage fra ham en Fortjeneste, han har gjort sig Ulejlighed for. Jeg krævede derfor en Vedergørelse5. Men han svarede atter med Tavshed og endog opførte sig uhøflig overfor den Person, jeg sendte til ham som Mellemmand. Han sagde, at han behøvede ikke at svare mig, fordi saadann var hans Vilje. Hans Usoliditet bekræftes ogsaa derved, at han ikke har sendt Dem paa Deres Bøn min Adresse.
En Historie, som saa mange andre, kære Herr Pontoppidan, om Forholdet mellem en Forfatter og Forlæggeren, der vil sikkert være ogsaa Dem bekjendte. Forlæggeren har Penge, udgiver Bøger med eller ogsaa uden Autorisation – saa behøver han vel ikke at tage Hensyn til nogen, der er materiell afhængig…
Det er svært at finde en Udvej af denne Situation. Retten? – Varer længe og tager Tid og Penge. Gøre Alarm i et Blad? I Princip vilde det være godt, men er det en tilstrækkelig Satisfaktion? Det er vigtigt at vide, hvem skal oversætte "L.P." – saa kunde jeg henvende mig om kollegial Hjælp! Jeg synes, at man skal ikke lade Sagen gaa, som den er. Det drejer sig nemlig ogsaa om en Sanation6 i disse Forhold, som er desværre ikke endnu ordnet i Praktiken i Polen og som volder Forfatterne meget Kummer og Skade.
Hvad vilde D e tilraade mig? De har ingen Skyld deri, thi Hr. W. har ogsaa Dem sat i en falsk Situation. Jeg havde store Lyst at oversætte netop "L.P.", da Værket er mig sjælelig nær. Jeg læser og beundrer det. (Havde jeg dog selv tænkt paa, uden at kende Deres Bog, at skrive noget lignende og de første Kapitler minder meget om "L.P.", kun at vore Lykke Pers Tragedier er andre). En Bog, man holder af, er det lettere at oversætte.
Hvis man kunde bringe Hr. W. til at ordne Sagen paa en fair Basis (saa vidt jeg formoder er Bogens Oversættelse slet ikke paabegyndt) – saa vilde det være godt, hvis ikke – saa maa man tage det hen.7
Jeg takker Dem meget for Deres venlige Tilbud af Førsteretten til Oversættelsen af Deres ny Bog8. – Imidlertid vilde jeg gerne oversætte Deres Fortælling "Den gamle Adam". Meget taknemlig vilde jeg ogsaa være Dem for Tilsendelsen af Deres "Minder" og saa vilde jeg gerne læse den af Deres Bøger, der er Udtryk for Deres Livsfilosofi og for Deres intime Forhold til Verden.
Jeg haaber, at De er i Sundhed nu og sender Dem mine bedste Hilsener
Deres hengivne
Jozef Mondschein
