Mathilde Augusta Pontoppidan til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Jørlunde Højskole. 10. januar 1885
en Pontoppidan har et meget lille hjærte
Lørdag den 10 Januar [10.1.18851]
Kære Margrete
I dit brev til moder skriver du, at du længes efter brev fra mig, og jeg véd også, at jeg grundig skylder dig, men denne gang er det ikke nogen let sag at skrive, hidtil har jeg slet ikke holdt af at tænke på jer, men nu kan jeg vel lige så godt springe som krybe i det. I kan tro det var mig næsten mere end en skuffelse det at jeg ikke kom til Magleby2, og især da jeg idag for 8 dage siden hørte af Lisbeth at der alligevel var gået Dampskib3 om fredagen, da kneb det ordentlig for mig, jeg måtte forbyde Hans Peter at fortælle noget om deres Maglebytur, jeg tålte det ikke den gang. Og så alt det vrøvl jeg har gjort om den tur, jeg kan fristes til at sige, at jeg aldrig kommer ned til jer mere, ti så véd jeg da at jeg ingen vrøvl gør, men det vil jeg alligevel ikke, men jeg lover slet ingenting, jeg véd slet ikke når jeg kommer, og jeg kan slet ikke tænke på at komme før jeg rejser til Norge4, det var også derfor jeg så gærne vilde have været nu. Men så kommer jeg vel nok en anden gang ad aare, nu vil ikke jeg græde mere over den mislykkede plan, om det også endnu stikker lidt i mig når jeg tænker på det. Du kommer måske også til Kbhvn i foråret, gør du ikke. Om min Norgesrejse véd jeg forresten ingenting endnu, men håber dog nok, at den bliver til noget, jeg venter nogle oplysninger fra en pige jeg kender og når jeg har fået dem, skal jeg have Morten til at skrive op til Ullmann, og derefter bliver så først min rejse endelig bestemt. Jeg tænker det bliver til maj. Jeg glæder mig meget til det, om jeg nu også begynder at synes, at det er helt galt jeg allerede snart skal herfra. Når jeg rejser til foråret er det med den bestemmelse ikke at tage tilbage hertil, jeg tror jeg har godt af at komme ud til noget nyt og lidt anden gærning og så håber jeg også på, at der nok bliver en plas til mig, enten deroppe hvad jeg helst vil, eller et andet sted herhjemme i Danmark. Ja, den tid den sorg, igrunden tænker jeg ikke så langt endnu, lad mig først komme derop. Julie vil jo nok gærne beholde mig og jeg har også tidt tænkt på det du sagde til mig sidst jeg var hos jer. Kan 3 du huske, du talte om, at jeg havde ikke lov at tænke på mig selv alene, men jeg skulde tænke på mine forpligtelser overfor dem jeg var hos, og når jeg da mærkede at de var glade ved mig og gærne vilde beholde, kunde jeg ikke sådan for den første grille rejse derfra, det har jeg tidt tænkt på men jeg rejser heller ikke bort for den første grille, jeg har det så godt her, at jeg må betænke mig mange gange, men når jeg nu føler, at det arbejde jeg her har ikke kan udfylde mig alle dage, ja ikke i ret mange år endnu, og jeg ikke her lærer det som der forlanges ude i verden, så må jeg da først og fremmest have forpligtelse overfor mig selv og søge at få den gærning som kan udfylde mig og jeg kan være rigtig rigtig glad ved. Jeg véd godt, at på en måde får jeg det aldrig så frit og godt ude blandt fremmede som jeg har det nu, men når en pige kommer i den alder jeg er nu i, så tror jeg at hendes ansvarsfulde gærning er mere for hende, end al den kærlighed og godhed der ellers omgiver hende, bedst er det naturligvis når begge dele kan forenes, men skal ét savnes, må det vist være det gode når man så har arbejdet der ellers fylder hende, dog vil jeg søge de steder, hvor jeg kan få begge dele, og det 4 tror jeg også kan findes. Ja, Margrete, jeg nægter [ikke], at det havde været voldsom godt, at have siddet i din dagligstue og fået en ordentlig passiar og så at din kære gode præstemand lidt efter var kommen og sat sig ved siden af os, og når jeg sådan kommer til at tænke på jer, kommer jeg tidt til at længes voldsom efter jer, jeg kan alligevel mærke endnu, at du er den søster jeg har haft mest med at gøre, og om jeg så aldrig bliver så rød så rød, så tror jeg dog altid jeg vil tænke på Magleby præstegård som et af mine kæreste steder. Ja, sommetider holder jeg som sagt slet ikke af at tænke på jer, og det er når jeg længes efter eder, så bliver I skudt tilside lige så hastig I kommer. Nå men nok om det.
Julie sidder ved min side, beder mig hilse jer, hun er også en af dem der synes der er godt at være i jeres præstegd, hun er rigtignok en voldsom god svigerinde, det bliver ikke let at rejse fra hende og alle hendes 6 søde rollinger, hvor den mindste hver dag stjæler lidt af mit hjærte så jeg véd ikke hvad der bliver tilbage til jer andre tilsidst, da jeg som bekendt er en Pontoppidan og derfor har et meget lille hjærte. Jeg synes der er meget mere jeg skulde snakke med dig om, men her på papiret bliver det ikke til noget, kun vil jeg tilslut sende [fortsætter nede fra og op i venstre margin og hen langs toppen af side 1:] mange hilsner til jer alle, med ønsket om et rigtig godt nytår for jer. Hils Jens5 fra mig og sig ham, at jeg har haft sådan en medlidenhed med ham, fordi jeg narrede ham, sig ham, at det kun var med bedrøvelse jeg gjorde det√ , så han må tilgive mig og ikke længere ønske jeg sad på Bloksbjerg. Han ønsker vist ikke at hente mig mere, men han får måske heller ingen grund til det.
Farvel allesammen og tænk med venlighed på
Matilde
