Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mesnalien, Lillehammer. 17. august 1923

Den svale friskhed

Mesnalien 17.VIII.23.

Kære Henrik Pontoppidan,

Lige før jeg skal forlade min hytte heroppe, faar jeg lyst til at sende Dem en hilsen. Jeg er spændt paa hvad der nu kommer fra Deres haand – De antyded i sidste brev1 at De hadde et krigsskib paa stablen2. Ja, saadanne seilere renser op leden og gør farvandet roligere. Det kan saamænd trænges – et slikt kaos som aandslivet nu er blit! Av og til tror jeg det er ælden som gør at jeg synes saa; men av og til tror jeg at jeg har ret. Skønt jeg jo ved at altædende og ukræsne har folk og førere været før ogsaa. Krigen har tilsidst gjort sit. Men journalistiken har æren av det oneste. Og dens blomstring er først nu.

Hidtil har det været en mager sommer for mig. Det har væsentlig været korrekturlæsning paa en gammel og forlængst gennemset roman, som nu har sine 25 aar paa bagen. Og jeg vil sende Dem den. Nu mener jeg jo ikke det at De skal ofre større tid paa den, – saameget mer som det første jeg overhodet sendte Dem, var bogens sidste halvpart – jeg husker det var fra Rom, hvor den blev til vintren 1897/98 –. Og jeg har siden ofte√ levende forestillet mig Deres uvisshed, da De fik den sending. Skønt bogen er borti et centralt emne, er der mangt naivt i den, som jeg ikke har nænnet at røre ved nu, fordi det nu engang har været udtryk for et bestemt decenniums trængsler og gæring – 90-aarenes; der er til og med hele kapitler, jeg ikke har strøget, – som fortjente det osv. Men jeg sender Dem nu alligevel bogen3, naar den er færdig trykt. En ledig stund kan De maaske blade lidt i den, selv om den for mig betydde mer end jeg kan gøre regning paa at nogen begriber nu. Jeg vandt mig forresten heller ikke venner paa den, da den kom. –

Det er ganske kostelige forvandlingskunster som foretages i dansk literatur om dagen med Oehlenschläger. Naar det kommer til stykket, skal De se at han har skrevet sin Hakon Jarl efter læsningen av Robinson Crusoe; – saa blir der endnu længre linje i det. Ellers er det det: naar man styrer ind i en ny led og slaar sig paa folkeprofetbranchen, 2 er det ikke saa liketil at holde sig klar av inkonsekvenserne og hykleriets skær, – sær naar man har været redaktør Cavling's haandgangne mand og hirdskald. – Men denslags tyder ialfald paa at der er literært liv – eller ialfald røre – i Danmark fortiden. Her spørges der kun efter "ferielæsning". Jo, og saa noget som man anser for genopvækkelse av oldtidens saga, men hvor denne kommer paa en 1600 tætte tryksider. …

Men jeg skal ikke fortsætte; denslags syn regnes for udslag av misundelse heroppe. Og det kan saamæn gerne være den last spiller ind. – Jeg vilde bare sende Dem en hjærtelig hilsen herfra ødemarken. Jeg haaber De er frisk, eller ialfald friskere end da De sidst skrev. Hvis jeg ikke har takket Dem for de to bind noveller, som De sendte mig, saa gør jeg det nu. Den svale friskhed og vide horisont i dem henrykker mig, hvergang jeg tar mig én av dem.

Deres hengivne
Hans E. Kinck.

 
[1] brev: kendes ikke. tilbage
[2] et krigsskib paa stablen: formentlig omarbejdningen af "De retfærdige Stalbrødre" (1922-23) til Mands Himmerig (1927). I et tidligere brev til M. Galschiøt kalder HP projektet for "et stort Svinehoved" i Gryden. tilbage
[3] bogen: formentlig romanen Herman Ek (1923), der var en om- og samarbejdnig af de to romaner Sus (1896) og Hugormen (1898). Heri "tegner han 1880- og 1890-årenes kulturbilde med den begynnende industrialismen som et sentralt tema." (NBL). tilbage