Alexander Kielland til Henrik Pontoppidan
1. februar 1890 (mellem 1. og 5. februar)
uden de ørkesløse Skjældsord
Jeg synes, at Stilen i de 5 Ark1, jeg har læst af Pontoppidans nye Bog, er udmærket – de første to fede Sider glimrende. Men naar jeg – halvt for Spøg – skal afgive etslags Voldgift, saa finder jeg, at der Pag. 78 og 79 er Udtryk af en unødig og derfor svækkende Voldsomhed.
Jeg finder en Ækelhed i Linien: "hvis Fraser staar dig ud af Halsen som Stanken fra en Mødding" – En Ækelhed, som vanklæder Præsten og staar grelt og uberettiget af mod den givne Skildring af Vennerne og Venskabet. Tanken vilde finde – tror jeg – saadan Form i Hornungs Mund: "Det er de forbandede Opspind o.s.v., som stinker lang Vei af din Tale."2
Saa blir Hornung saa sint, at han bebreider Estrup, at han har lært Landmaaleri i sin Ungdom, hvilket er saa dumt af Præsten, at man faar Følelsen af, at det er Forfatteren selv, der er altfor sint.
Thi var han ikke altfor gal i Hovedet, vilde ikke en Mand som Pontoppidan ved at dynge sammen dumme Skjældsord berøve en af sine Figurer den Kraft, som Forfatteren dog øiensynligen vil forlene Hornung med.
I Hidsighed vilde Præsten kunne sige: "Og hvad er saa han – din egen Estrup o.s.v.? en tarvelig Junker, som i en ulykkelig slap Tid er groet op af ingenting, som uden Samvittighed stryger ind Gevinsten af Folkets Splid og Dvaskhed, som hensynsløst følgende sin Forfængelighed og Herskesyge fordærver Folket, forspilder Friheden og uden at besidde en eneste stor Egenskab forbinder sit lille Navn med Danmarks triste Nedgang –"3
Eller noget lignende, helst bedre og mere glødende, men uden de ørkesløse Skjældsord, som ikke bider det allerminste længer – hverken paa Estrup eller paa Læserne.