Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan til Emil Jespersen
Sendt fra Ørum præstegård. 2. juni 1880
de Sønner, der skal staa Prøve
Ørum d. 2den Juni 18801
Kjære Emil!
Her har du mig igjen med Brev, men jeg skal nok gjøre mig Umage for at det ikke bliver for langt. Jeg har skrevet ind til Færch2 i Grenaa for det Tilfælde, at du skulde have afsendt dit Avertissement inden du har faaet mit sidste Brev√; jeg skulde maaske ikke blande mig i det, men jeg synes det vilde see lidt løierligt ud naar to Møder paa samme Tid og Sted blev offentliggjort; og jeg ved, det andet Møde bliver averteret imorgen. Carøes3 har bedt os til Fredag eller Lørdag, Lütken slog ogsaa paa en Invitation. – Det har været lidt svært at komme disse Dage over, og jeg har meget savnet et Menneske at tale lidt med om Fader og alle mine; jeg havde glædet mig til at tale lidt med Fru Dyrhauge, men saa kom Brix og saa nævnede jeg ikke at det var Faders Dødsdag. Saa igaar kom der et meget veemodigt 2 Brev4 fra Moder, som meldte at Hans Peter har faaet 3die Characteer; det er meget sørgeligt at hun iaar skal have saa lidt Opmuntring af de Sønner, der skal staa Prøve5; jeg er meget bedrøvet derover baade for hendes og hans egen Skyld. Saa jeg har jo været lidt forknyt til at begynde den store Indpakning, som dog i disse tre Dage er skredet godt frem og jeg haaber vi skal have en god Slump tilside inden du kommer. Jeg havde længtes saa umaadeligt efter dit Brev, efter ikke at have faaet i otte Dage, og jeg trængte til at mærke din Kjærlighed og at du glædede dig til at komme hjem, men – du maa ikke blive vred – da jeg ikke kunde mærke det, kom jeg til at græde saa voldsomt, som aldrig før, og jeg skammer mig derover, men synes ikke jeg kunde se dig frit i Øinene naar du kommer, uden nu at fortælle dig at jeg ikke har været god idag; men det maa du da tro om mig, at havde det ikke netop været i disse svære Dage, saa kunde det aldrig være faldet mig ind at græde fordi du var lidt travl, jeg ved jo godt at du længes og glæder dig til at komme herover, og det kan ogsaa altid gjøre mig glad at tænke paa hvor yndigt det skal blive at komme sammen. Jeg havde 3 rart Brev fra Louise6 idag, jeg glæder mig til at see hende, men jeg vil ikke gjerne være ret længe i Kjøbenhavn, jeg er bange det ikke bliver til Glæde for nogen af Parterne naar jeg længes saameget, og det veed jeg, jeg vil gjøre. La Cour har været her til Hans Rytters Begravelse7. Igaar kom Carøes Døttre Kl 3 og saa Bruhn8, Lütken o. s. v. til Aften; det tager mig en frygtelig Tid med alle de Fremmede og jeg faaer dels slet ikke Leilighed til at see til nogen, dersom jeg engang imellem vil være lidt i Ro. Fru Bruhn har meldt sig herned med sine Børn, det bliver nok imorgen. Provsten var rar, jeg skal hilse fra ham og alle andre.
Nu bliver dette jo mit sidste Brev og jeg kan vel heller ikke vente noget fra dig mere. Det lød næsten som Ironi af Moder igaar da hun skrev: "Lisbeth siger at du faaer jevnlig 16 Sider fra din Mand"; jeg har idag seet efter at jeg knap har faaet 2 Breve om Ugen og de 4 har været paa 2 Sider! (fy!!), men jeg bytter ikke Breve med et eneste Menneske, og hælder aldeles ikke til Frk. Carøes Mening, at naar man har skrevet 4 Sider er man knap begyndt. – Nu farvel og Gud velsigne dig, min elskede Ven, jeg er helt glad, det hjalp at komme til at græde, det har jeg længe trængt til
din egen Hustru
4 Jeg afmelder nu Hannes Besøg hos Frk. Hviding9, men bliver vist nødt til at tilbyde hende at tage med dig hjem da hun saa gjerne vil være her et Par Dage sammen med dig og især være med til Mødet. – Jeg har været saa bedrøvet over al den Snak man har fyldt Hanne med om Severine og har havt ondt ved at værne om hende, men jeg troer nok jeg har faaet det stoppet itide inden hun forstod noget.
[fortsat på hovedet øverst s. 1] Vognen skal naturligvis møde i rette Tid; jeg kunde have Lyst at tage med dersom Veiret bliver godt, men jeg gjør det vist ikke alligevel, det kan jo være lige saa rart at tage imod dig herhjemme.