Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan til Emil Jespersen
Sendt fra Ørum præstegård. 23. maj 1880
De vare lidt bedrøvede over Henrik
Ørum d. 23de Mai 18801
Kjære, kjære Emil!
Hvor er det dog deiligt at tænke paa at du kommer saa snart; jeg er blevet et helt andet Menneske og min Længsel er bleven en hel anden, men ikke en Smule mindre. Det har rigtignok ogsaa været en forfærdelig drøi Tid at komme over, og jeg har med min bedste Villie ikke kunnet være rigtig glad siden du reiste, men nu! nu faaer jeg paa engang saa travlt for at blive færdig med Sytøi og alting, og det gaaer anderledes godt for Haanden end før. Paa Tirsdag, i overmorgen 14 Dage!2 hvor jeg glæder mig, hvor jeg glæder mig, hvor jeg elsker dig, hvor jeg elsker dig! – Vi har saa havt Pastor Hammer3, der læste en i de kunstigste Sætninger sammensat Prædiken lige op af Papiret. Han og to Sønner ikke Dr.√ vare her til Middag, ganske flinke alle 3, Justesen4 var her til Frokost, han har endnu ikke en eneste Gang spurgt til dig. Og saa er Pastor 2 Engelstoft5 da udnævnt, gid det maa blive til Glæde, er han en alvorlig Mand kommer han ikke til at føle sig fremmed her. Elisabeth Rosenørn6 vilde vide at han er Grundtvigianer, det kan da ikke hænge rigtig sammen og hun turde heller ikke sige det for vist; hans Kone7 er en Søster til Birkedals Svigersøn Nygaard8 og efter E. R.s Mening slet ikke saa elskværdig, som Rygtet gaaer; i Odense Bispegaard var hun nok ikke høit anskrevet især for hendes Fordringsfuldhed, der skal være ualmindelig stor. Han er rar, men en Gris og hun ikke ordenlig nok til at pille det ud af ham. Alt det har jeg vel vogtet mig for at sige et eneste Ord om her, man maa hellere tro paa det gode end det daarlige Rygte; jeg vilde ønske han kom en Dagstid herop medens jeg er her, det var rart at faa et Indtryk af ham. Om Folk glæder sig til ham kan jeg ikke rigtig mærke, til mig taler de mest om dig og om Muligheden af at du vil prædike eller holde Møde naar du kommer her; Anton har nok skrevet til dig om det; jeg skal hilse fra en Masse Mennesker, Nissens9 vare saa glade ved dit Brev. Det er voldsomt som Rygtet løber hurtigt; ved Kirken vidste de alle at du kom d. 8de og spøgte over mit glade Ansigt. I Randers vidste Rosenørns gjennem 3 Baronen! (nei nu gaaer det paa engang op for mig at jeg nok har hørt feil af Baron og Bruhn, jeg kunde nok ikke begribe hvordan Baronen kunde vide Besked om hvad du havde skrevet om Magleby, men Bruhn10 var i Randers i Ugen før Pintse. Jeg gjorde da mange Visitter i Randers bl. a. for første og sidste Gang hos Elles11 efter Moders Ønske og ligesaa hos Tetens's12 som dine Venner; Fruen er nydelig og jeg kan godt forstaa at du blev indtaget i hende, men jeg synes hun er lidt for mat og smægtende. Hedevig Jacobsen var desværre endnu ikke kommet hjem fra Veile, hun er nok blevet meget daarlig, og jeg er bange, jeg aldrig mere faaer hende at see, det yndige lille Menneske, hun er noget af det sødeste jeg har kjendt og jeg holder ligesaa meget af hende som af nogen af mine Sødskende og har talt meget mere med hende end med nogen af dem. – De vare hjemme lidt bedrøvede over Henrik13, som ikke havde skrevet i lang Tid, men nu skrev Inger igaar at de havde havt et rart lille Brev fra ham, han er ikke henrykt over Soldatervæsenet; efter alt hvad jeg hørte om ham er jeg meget bange for at han skal gaa hen og blive noget daarligt; det er alligevel svært for Moder med alle de Børn i Overgangsalderen. De vilde derinde absolut have Inger forlovet med Dr. Lassen14 og bleve gruelig forbausede over at jeg 4 ved en Middag hos Kampmanns aldeles intet mærkede, hun er jo altid livlig og han maa ihvert Fald gjemme sine Hensigter godt, lige saa godt som en vis Præstemand i Ørum. Nu er det snart en af vore Forlovelsesdage, 26de Mai, den var nu nok ikke blevet det alligevel, ved saadan en Leilighed er der et stort Spring mellem de unge og de gamle. Jeg tænkte altid med Ærgrelse paa at dersom jeg kom derud skulde jeg nok puttes mellem saadan nogle som Erhard, Frederik Lichtenberg o. s. v., jeg vilde meget hellere være hos Jespersens o. fl. gamle. Men det blev godt nok som det blev. – Lisbeth og Hanne og Sine er hele Dagen i Gl. Mølle15 og jeg har lovet at komme til Aften; jeg tænker paa at tage Ane og Jfr. Olsen med og gjøre de meget√ omtalte Visitter i Knie Kjær nu omlidt. Niels Eriksens har faaet en stor Dreng. Lisbeth er til stor Fryd for Hanne; de har tusinde Ting for og iaftes maatte jeg hjælpe dem at faa en Komedie istand for Pigerne.
Jeg kan ikke indsee andet end at jeg bliver nødt til at give Hanne Sommerferie, nu skal vi til at vadske og saasnart jeg kan maae jeg jo ogsaa saa smaat begynde at pakke sammen.
Vi komme til at savne den store Kuffert, her er slet ingen, men jeg venter i det hele [fortsat øverst s. 1] lidt Besked af dig om, hvordan jeg skal bære mig ad, Jeg venter ikke med at sende dette til jeg hører fra dig, da du vist længes efter Magleby-Papiret. Det er deiligt at leve i dine Breve, ogsaa det lille utaalmodige fra Kjøbenhavn er jeg blevet glad ved, jeg var det ikke strax. Tak for dem allesammen, for hvert et Ord i dem, du kjære elskede Ven, du har rigtignok været god mod din Kone ogsaa i dette Stykke; bliv nu ved i den lille Tid der er tilbage indtil jeg med Guds Hjælp skal have dig selv glad og rask tilbage, og det skal blive en lykkelig og glad Hustru du fører med til Møen, kan du tro. Frk. Hviding16 havde det godt, og jeg venter de glædeligste Resultater, alt hvad hun havde at udsætte var Smaating i Huset, intet ved Personen. Men nu nok. Hav det godt. Alle Folkene hilse. Jeg elsker dig.
Din egen Hustru.