Niels Jeppesen til Knut Ahnlund
Sendt fra Viborg. 26. februar 1951

Pontoppidans Arvtager

Viborg 26-2-1951.

Kære Hr. Knut Ahnlund.

Tak for Deres Brev. Det var morsomt, at De havde Lektor Kruckenberg i Skolen. For det var netop ham, der besøgte mig for 1 Aar siden – den forstyrrede Dag, da Kongen udnævnte mig til R af D. Vil De vise mig den Venlighed at overbringe eller sende ham medfølgende Kort.

Modtag ogsaa denne lille Digtsamling¹, der indeholder mit Digt til Henrik Pontoppidan paa hans 70 Aars Dag 24/7 1927. Det stod i Berl. Tidende og glædede ham meget. Hans dødssyge Hustru lærte det udenad for at kunne sende Bladet til sin Søn i Amerika. At Digtet er paa 70 Linjer er en Tilfældighed, derimod ikke, at Rytmen er delvis laant fra Grundtvigs Nytaarsmorgen. Kolleger ved Skolen har 2 benyttet Digtet i Dansktimerne, da det gennemgaar Pontoppidans Produktion.

Men til Deres Spørgsmaal. Jeg handler i Pontoppidans Aand, naar jeg gør det; thi han vejledede en ung Magister en Gang, jeg kom i Besøg, i Lykke-Per i Nyboder; thi den unge Mand² var saamænd født der.

Han har aldrig fortalt mig om Forholdet til Grundtvigianismen i Frerslev; men han var lige saa besk og kritisk over for Retningen som Morten – ja, maaske mere. Man betragtede ham ikke som "Søn af Huset" – som Jakob Knudsen, "der jo var god nok, men der er jo dog ogsaa andre, der har pløjet paa den Ager"³. Begtrup⁴ havde engang inviteret ham, for at han kunde mødes med Jakob Knudsen; men denne kom ikke. En anden Gang holdt Begtrup et Foredrag om Litteratur, blandt Tilhørerne var Jakob Knudsen. Og Begtrup endte med at anbefale Ungdommen at læse Jak. Knudsen; de andre 3 Bøger kunde de godt lade ligge. Det fortalte Pontoppidan mig og tilføjede, at Jakob Knudsen ikke kunde være bekendt at tie hertil.

Satiren var ikke Grundelementet hos Henrik P. "Han er mig for negativ", sagde Aakjær engang til mig; men det er egentlig forkert. Tugter han, er det af Kærlighed, jfr. mit Digt til hans 60 Aars Dag i "Gyldne Straa". Han var Lysseer og positiv, blaaøjet og impulsiv – Lykke-Per og Sidenius, han troede paa det danske Folk – trods alt. Han elskede det og glædede sig med det, jfr. "Det lyder som et Eventyr". Han elskede Barnet og Kvinden, Naturen og Sundheden. Kun Skabagtighed og Goldhed og det danske Grin foragtede han – mente f. Eks. ikke, vi kunde ikke være bekendt at udgive Blæksprutten⁵. Men Alvorsmand var han, en Bog skulde være alvorlig og folkelig. Han bebrejdede mig, at jeg ikke skrev den folkelige Roman, vi trængte til. Derfor har Geismar Ret i, at baade han og Morten uden Skepsis gik ud i det folkelige Oplysningsarbejde – og led Skibbrud som Emanuel Hansted. 4 Men endnu mere skuffedes han af Brandesianismen.

Henning Kehlers Karakteristik af ham som Kryptokristen er rigtig. Han betragtede sig selv som væsentlig religiøs Forfatter. Jfr. Beretningen, han fortalte mig om den gamle Sømand, der besøgte ham og sagde, at han kendte ikke hans store Bøger, men kun det lille Foredrag "Kirken og dens Mænd", "men," tilføjede han, "det indeholder vel ogsaa det samme". Og Pontoppidan tilføjede: "Denne pæne Mand har forstaaet mere end alle de andre; thi alle mine Bøger handler om det religiøse Problem".

Med Indre-Mission fyldtes de tomme Kirker igen, sagde han, og han gav mig Ret i, at det var det jydske Sind, der havde præget Missionen, ikke omvendt, som Aakjær mente i en Polemik, jeg havde med ham. Vilh. Beck var Sjællænder, Jyderne forstod ikke, at han var Missionsmand, erklærede han. Skovgaard Petersen var et Hoved højere end de andre Præster. Med Biskop Ostenfeldt var Nedgangen i Kirken begyndt, da han forskede i de sociale Opgaver i Stedet for at tage sig af det religiøse alene.

De maa gerne skrive Svensk næste Gang. – Angaaende 5 Geismars Uvenlighed kunde jeg fortælle om Grunden – dog det er maaske indiskret⁶.

H.P. havde megen Selvfølelse som Skribent. Det havde jeg hørt og erfarede siden af ham selv. Jeg havde engang skrevet, at med ham kom den ny Bondelivsskildring ind i vor Digtning; han var ikke Afslutningen af en Epoke, som Hans Brix hævdede i 80 danske Digtere, og han gav mig Ret – det gjorde Aakjær ogsaa: "Han var den første i den realistiske Bondedigtning". Pontoppidan mente, at han satte første Gang Ploven i jomfruelig Jord, som gav rige Frugter, ved at andre pløjede videre.

Jeg kunde godt tænke mig at komme over til Dem og holde 3 Foredrag om Kierkegaard, Pontoppidan og Kidde. Men "Norden" som jeg er Medlem af, har ikke haft Bud efter mig. Kender De nogen, der vil høre mig, skal jeg komme i Sommer eller til Efteraaret. Her i Danmark boykottes jeg, saa der kan ikke udgives en Bog af mig, fordi jeg siger, hvad jeg 6 vil, og hvad jeg ved – uden Personsanseelse. Og jeg ved meget; men jeg er snart gammel og træt og tror ikke paa mine Bøgers Fremtid i Danmark.

I 1918 udgav jeg en Bog: "Den gode Hyrde", tilegnet Henrik Pontoppidan.

Torgny Segerstedt skrev om den i Göteborg Handels- og Sjöfartstidn. at den opfyldte lige store Krav, sproglig, psykologisk og digterisk, og skrevet af en af de bedste danske Digtere; men blygsamheten var saa sjælden – men her laa den klart for Dagen. I 3-4 Spalter skrev han om den – den opvejede alle de andre danske Bøger. Den solgtes – i Nedsættelse – som mine andre Bøger, andre gik dog i Papirmøllen. Pontoppidan maatte læse den to Gange, og forstod den endda knapt.

Men nu skal De ikke glemme Pontoppidan for hans Arvtager. Men De finder nok et Par af mine Bøger – maaske hos Dr. Kruckenberg. Skrev saa hvad De mener om "Den som sejrer", "Under Byrden", "Hans og Thomas", "Den gode Hyrde", "Pilatussønnen".⁷

Venlig hilsen Deres Niels Jeppesen