Inger Pontoppidan til Mathilde Augusta Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 18. januar 1887
Hostrup talte så varmt og kønt
Svanholmsvej 5,3 18/1 87 [Tirsdag 18.1.18871]
Kære Matilde!
Du kan tro, jeg tænkte nogle gange på dig i søndags2, og derfor skal du have et par ord, der kan sige dig, at det var en dejlig dag, særlig en udmærket gudstjeneste. Jeg kom lørdag aften og følte jo straks feststemningen, som ikke blev mindre, da solen søndag morgen strålede på sneen og flagene og på den lille kirke, der lå så kønt midt i det altsammen. Vi var alle tidlig oppe, ingen havde kunnet sove ret længe, om det så var børnene, var de i pudsen i urimelig tidlig tid. Kl: 10½ kom vognene og slæderne med gæsterne fra stationen, 2 som i en fart blev beværtede, inden vi gik i kirke. Alle skulde i kirke undtagen børnene, pigerne skiftedes for dog at komme noget derover allesammen.
Der var også dejligt at være. Hostrup talte så varmt og kønt både til menigheden og til Morten, Morten holdt én af sine alvorlige dybe prækner, og Karl Povlsen holdt en rar skriftetale og tog en stor mængde mennesker (deriblandt Morten og Julie og mig) til alters. Der var også barnedåb. Der var stopfuldt i kirken, så sangen lød udmærket, og vi sang mange dejlige salmer. Lige efter Hostrups tale, sang vi medfølgende salme af Morten.
En sådan indvielse havde kirken ikke fået, dersom den rigtige provst eller biskop 3 var kommen. Ingen af dem havde kunnet gøre det med den glæde, hvormed Hostrup gjorde det.
I festmåltidet, som var beregnet til henved 200, deltog vist henved 300. Der var dækket til 100 i den skolestuen og til en hel del i spisestuen, og da første hold var færdige, sagde de, der var omtrent lige så mange tilbage. Jeg sad imellem Poul Marstrand3 og den unge maler Niels Skovgård4 – tænk, der var ikke mindre end tre kunstmalere derude – ; men jeg talte ikke videre med nogen, da jeg øste op og skar for hele tiden.
At Morten havde været glad ved Hostrups tale og særlig ved den tiltale, han selv havde fået, kunde man mærke af hans tak til Hostrup ved bordet. Jeg fik ellers hverken 4 talt med Morten eller sagt farvel til ham, inden jeg rejste, da vi københavnere måtte afsted midt under eftermiddagsmødet, som jeg, som følge deraf, ikke fik noget videre ud af. Jeg havde først tænkt at blive mandagen med; men da moder ikke har det godt for tiden, syntes jeg, det var rigtigere at tage hjem.
Om de søde klippede børn, har vel Julie fortalt dig; de ser noget forandrede ud, men ikke magre undtagen Bodil√, derimod er Julie bleven mager, hvad der jo ikke er så underligt. De må endnu ikke komme ud, hvorfor Bodil sørgede over, at hun helt glemte, hvordan kirken så' ud. De gik om morgenen og glædede sig til, når klokken5 skulde ringe; om de kunde høre den uskyldige lille klokke ind i stuen, fik jeg ikke at vide.
5 Jeg kan godt hilse dig fra alt og alle, dit navn blev nævnet adskillige gange af både den ene og den anden. Jens Svendsen6 fik jeg da trykket i hånden og ønsket til lykke, han sad ved siden af mig i kirken, og den store mand sad og græd så tårerne løb ham ned ad kinderne. Det var ingen hverdag for ham og dem alle derude. Hans kone fik jeg da også talt lidt med, hun var vist en af dem, der talte om dig.
Her hjemme fra har jeg også mange hilsner til dig med tak for dit lange, fornøjelige brev7. Moder glæder sig over, du ikke kom afsted på vinterrejse, hun synes også, du har meget bedre af at blive i ro til foråret, det bad hun mig sige dig. Selv kan hun ikke skrive til dig for 6 det første, da hun nu igen ligger omtrent hele dagen. Hun er ikke særlig dårlig, men hun har ikke kræfter til at være oppe. Det er trist både for hende og os, så det er godt, der kan komme nogle fornøjelige bud fra alle I borte-børn; det er hendes største glæde.
Næste gang kan du sende en lang skrivelse til
din søster
Inger
Lad dette gå til Hans Peter og Magleby, da jeg ikke kan få skrevet til flere.
På lørdag skal Lisbeth på bal på hotel d'Angleterre hos Heymans8. Hun kom desværre ikke til Hjørlunde, da moder ikke havde det godt.
Undskyld det tossede delte papir, men jeg havde ikke andet.
