end en Rus af denne Digter!

Gaar jeg fra Selma Lagerlöf til danske Fortællere, træffer jeg for mit Vedkommende først paa Henrik Pontoppidan, hvis "Muld" er den mest danske Bog jeg kender. Det er ikke Bygningen af Pontoppidans Bøger, jeg beundrer, men det er den klare og slaaende Karakteristik af de enkelt Scener og af Personerne i de bestemte Situationer. Hans sidste Bog [Torben og Jytte] har, med al sin Mangel paa Enhed i det hidtil udkomne, i høj Grad optaget mig ved Enkeltskildringerne, som have beriget mig med en Række Livsbilleder, jeg ikke vil glemme. Jeg venter med Spænding paa sidste Del for at se, hvorledes de forskellige Egne af Livet herhjemme trods Alt kunne vise sig at udgøre en Helhed. Og jeg negter ikke, at jeg endnu venter paa en bedre Lykke for den stakkels Jytte, end den, der hidtil er falden i hendes Lod. Hun er tegnet saa levende og naturlig med al sin Vaklen og i al sin Delthed, som Forfatteren lader hende bøde haardt for, at der over for hende maa røre sig den Sympati, det virkeligt Levende uvilkaarligt fremkalder, hvorledes det saa end ter sig ¹. Og af Pontoppidan selv venter jeg endnu mangen god Beretning om Mennesker og Menneskeskæbner. Fodnote: [Senere Anmærkning] Haabet skulde (se sidste Del) ikke ske Fyldest. Men Pontoppidan har Ret, Tregediens Ret.