Aage Hirschsprung til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Silkegade 13, København. 17. september 1906
Borchsenius taget mig om Struben
København.
13. Silkegade
17.9.06
Kære Pontoppidan
De véd, jeg er meget sjældent enig med Hr. O.B.1 i "Dannebrog", og er jeg det, vil jeg ikke gærne indrømme det. I Dag har han imidlertid taget mig om Struben, og jeg kan ikke slippe hans Tag. Selvfølgeligt er det Deres Jubilæum, om De vil være ved det eller ej, om det er Dagen for Deres første Bogs Udgivelse, eller en anden Dato – ét kan De ikke en Gang selv fragaa: Deres 2 Navn stod i Dag for 25 Aar siden første Gang paa Tryk under et litterært Arbejde. Nu véd jeg vel – De har ikke lagt Skjul paa det overfor mig – at De, som saa ofte før, ikke lider af Tidens Svagheder, og at De mindst af alt ønsker Part i det almindelige Jubilæumsraseri. De slipper sikkert for det – De har jo ikke selv arrangeret hverken én, to eller tre Dages "Fest"! Lige saa lidt, som det hverken er en Forfatters første eller sidste Ord, der har nogen Betydning, men kun alt det, der ligger mellem dem, lige saa sikkert er det, at netop det, De i disse svundne Aar skrev og tænkte og følte, fik Betydning – en dyb og 3 længe varende – for Tusinder af Mennesker; De har mange, mange flere Venner og Beundrere, end De vistnok selv aner. Men lad mig ikke falde ind i den højtidelige Jubilæumstone, som mindst af alt passer for Dem, der ikke mindst i Deres sidste Arbejde viser, at De stadig er en ung Mand, med hele Ungdommens Styrke, Tillid og ukuelige Tro. Tak for "Asgaardsrejen", som jeg nu har læst, og som jeg er glad og stolt af at skulle udsende i 25 Aaret for Deres Virken. Tillad mig at trykke den i det store Format, som den passer til, og giv mig denne ene Lejlighed til at hylde Dem, netop saaledes som jeg gærne vil det, og som jeg ene 4 kan gjøre det – De vil ikke nægte mig denne Bøn. Om mit Venskab tvivler De ikke, saa lidt som om min Beundring; jeg haaber, De i Aarenes Løb har faaet Indtryk af, hvor stærke begge er i mig. Jeg kan da i Dag spare mine Ord – mit Hjærte banker dog lidt stærkere end ellers – dette generer jeg mig ikke for at tilstaa. "Mængdens" Ønsker véd jeg, De ikke tillægger saa stor Værdi; de enkelte, hvoriblandt jeg troer at turde regne mig, som De omfatter med venskabelige Følelser, vil De i dette Øjeblik forhaabentlig ikke gaa udenom, naar de rækker Dem en fremstrakt Haand med Tak og til Lykke. For Deres Fødder kastede jeg mig, hvis jeg ikke havde det Ben, der endnu er saa stift, at jeg kun med den største Møje, for første Gang i lange Tider, har kunnet slæbe mig 5 herind til mit Kontor – til Hillerød, hvor De maaske ikke en Gang er "at træffe", vil det ikke holde; denne Svaghed er vistnok ogsaa Grunden til, at jeg kommer hinkende som en lidt sén Gratuant blandt de mange, der vistnok i Dag, synligt eller usynligt, hylder Dem. Tag da, kære Ven og kære Forfatter, en svag Mands stærke Haandtryk; i det vil De fornemme de Følelser, som jeg vil nære for Dem, saa længe de har blot det mindste Værd for Dem. Jeg vil, som sagt, nødig blive højtidelig, men jeg vil gærne, saa indtrængende jeg formaar det, sig Dem: Tak for alt smukt og godt, 6 som Ven og som Kunstner, i de svundne Aar, og al Lykke i de kommende for Dem selv, og dem De holder af.
Deres hengivne
E.A. Hirschsprung
