Harald Herdal til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lynge Overdrev pr. Lillerød. 18. oktober 1937
et par ord fra Dem
Lynge overdrev.
Lillerød.
18-10-37
Kære Henrik Pontoppidan,
nu maa De ikke ta mig det ilde op at jeg skriver til Dem igen, og besværer Dem; men De skrev, De gerne ville støtte mig, hvor De kunne, og det kan De, hvis De med et par ord fra Dem vil sige god for mig, naar jeg søger et eller andet legat; skrev De disse linjer – uden at de var rettet til noget bestemt legat, var de anvendelige hvor jeg saa søgte; – vil De det?
Og vil De gøre det saadan, at jeg kan anvende Deres støtte første gang nu, da jeg søger det anckerske legat? Om dette skriver Otto Rung til mig idag, at der syntes at være muligheder for at jeg fik iaarx (jeg tør nu ikke tro, at jeg, efter at jeg i ti aar har virket som skribent, ikke har faaet mere end to gange 300 kr fra finans1oven, skulle være saa heldig), – hvorfor Deres støtte sikkert ville være af betydning.
Bær over med mig at jeg plager Dem, men kan jeg opnaa legatet – dette eller andre – vil det betyde meget for mig, der i sandhed kan sige med Ewald, at "min arme pegasus er ved at blive stædig tilsidst
Og ingen ser de tunge baand,
som skæbnen med barbarisk haand,
har surret om dens raske vinger –
Ak ven, i lænker flyves ej –
og forspændt, paa en sandig vej,
er det et modigt dyr, der springer.."
Et par verslinjer, jeg har holdt af i mange aar og lisom haft trøst af.
Mange hilsner
Deres hengivne
Harald Herdal
x) det skal søges i disse dage!
