Harald Herdal til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lynge Overdrev pr. Lillerød. 7. oktober 1937
midt i en genvordig tid
Lynge overdrev.
Lillerød.
7-10-37
Kære Henrik Pontoppidan!
Jeg har gaaet og været ked af at ha besværet Dem, hvad jeg nødigt vil, men – som sagt – spurgte jeg Dem under et vist tryk, fordi man sa mig at en udtalelse af Dem ville gavne, – og jeg takker Dem baade fordi De gir mig lov til at benytte det skrevne (De kan være forvisset om at jeg ikke tillader det gøres paa en maade der i det ringeste ikke er hæderlig) og for Deres brev, som jeg blev saa glad for, fordi jeg netop lige nu lisom trænger til at høre lidt fra andre.. Dette være sagt uden at jeg i ringeste grad fortryder hvad jeg til dato har skrevet eller beklager mig over den medfart, der iøvrigt er ua1mindelig beskidt, som jeg faar, men som modvægt er det jo styrkende at høre lidt der ildner – og saadan virker Deres brev.
Ja, De har inderlig ret i at daarlig økonomi høre med til faget og jeg har aldrig ventet mig andet, men mon det i Deres tid var saa haardt igen? Ja, nu besværer jeg Dem igen med lidt af mine genvordigheder, men tro mig, jeg gør det ikke mindst for det om selve tiden, det sier, og som kan interessere Dem.
Da jeg skrev til Dem hade jeg lige underskrevet kontrakt1 om fortsættelse af "Den første verden" og sendt den til forlæggerens underskrift, næste dag meddelte han at han alligevel ikke kunne udgi bogen – han turde ikke, sa han rent ud, en hr Kai Flor fra Berlingske tidende hade været hos ham og meget fraraadet ham at udgi noet af en saa berygtet mand som mig, han hade ganske forskrækket og skræmt forlæggeren med alt det onde der ville ske ham og hans forlag (forlaget Arthur Jensen) hvis han udga noet af mig.. Og saa sprang han fra.. Saadan foregaar det nu!
Med undtagelse af et enkelt digt i Politiken, yderst sjældent, optar intet blad noet bidrag af mig, jeg er virkelig sat udenfor.. og det pinlige er jo det at jeg med kone og en lille pige, et beskedent træhus herude, skal existere – af hvad? Ja, jeg har levet paa en brugsforeningskredit, paa vexier, paa gæld – og nu kommer de og truer med at ta huset pas hvilket jeg jo skylder renter osv..
Det harmer mig; ikke modstanden mod mine bøger, men at man faktisk vil sulte mig ud.. Det var engang i foraaret at Nexø i "Kulturkampen" skrev smukt om mig og den modstand jeg mødte og sluttede saa træffende "nu piller han ved det allerhelligste, pengepungen, ja nærer vel sine tvivl om værdien af det bestaaende samfund overhovedet. Sligt maa straffes. I middelalderen straffede man tyven ved at hugge haanden af ham;i vort frisindede Danmark 2 straffer man paa brødet den, der ikke har tilstrækkelig respekt for pengepungen."
– Deri har han sandelig faaet ret.
Var det saa haardt før?
Naa ja, paa Deres fødselsdag nu, netop den aften, fandt jeg en gammel anmeldelse af Deres "Stækkede vinger" frem og læste bl.a. at i de første par stykker deri var "luften.. lummer af sanselighed.." Dansk folketidende 1881. Saa hvad anmeldelser angaar er det ikke blevet anderledes siden da. Jeg yed ikke om De ser Berlingske tidende, hvori "Mennesket" forleden blev anmeldt som en syg bog osv.. hvis forfatter "lider af prop i øret.."
Naa skidt med det; jeg tror alligevel De kan hjælpe mig værdifuldt hvis De vil gi mig et par ord med paa vejen som man sier, et par ord, jeg kan vedlægge de ansøgninger om legater (det bærentske, det ancherske osv) som jeg med en troskyldig godtroenhed søger, naar de er ledige.. Det ancherske gis af Otto Rung og Buchholtz, der næppe vil sidde et par ord fra Dem overhørig, ja mon ikke selv de, der udgir legatet med Deres navn, ville ta lidt hensyn?
Ja, det blev et langt brev – og paa maskine! Jeg er lige ved at skamme mig naar jeg ser Deres haandskrift, men min egen er ganske ulæselig, fordi jeg altid bruger maskine; jeg krænkede engang Georg Brandes med et maskinskrevet brev og brugte haandkraften næste gang, hvorefter han kraftigt opfordrede mig til et benytte maskinen..
Jeg har det indtryk at De i Deres tid ikke hade for mange at støtte Dem til i samtiden, og blandt kollegerne, jeg har det ikke og beklager det ikke. Jeg lever godt tilbagetrukket herude paa en dejlig, lidt fattig egn, under bakken, Høveltsbjerg, midt mellem Lynge og Lillerød, blandt husmænd og skovarbejdere, nær ved skoven.. men desto mere kærkomne har Deres breve været mig, fordi De med dem lisom for anden gang (første gang med Deres bøger) har styrket og glædet mig midt i en genvordig tid. Jeg kan ikke andet end love Dem at jeg ikke skal gi op, men sie den sandhed jeg mener bør sies om tiden, og saa be Dem undskylde mig at jeg har plaget med mine private spektakler.
Mange hilsner
Deres hengivne
Harald Herdal
