Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
5. januar 1906

en Digters indirekte Tale

5 Januar 06

Kære Henrik Pontoppidan

Engang i det forgangne Aar skrev jeg til Dem, at jeg tænkte paa at give en Skildring af Dem og havde aftalt med Vedel, at faa den optaget i "Tilskueren". I Sommerferien repeterede jeg ogsaa nogle af Deres Bøger og gjorde i Hovedet adskillige Tilløb til Artiklen. Men jeg havde megen Vanskelighed ved at faa Tag derpaa, og tilsidst slap jeg helt Taget. Jeg har aldrig skrevet om andet end om virkelige Begivenheder, om historiske Problemer og videnskabelige Emner, og om Mennesker som handlende Personer. Saaledes havde jeg ogsaa tænkt mig, at der maatte kunne skrives om Dem. Det skulde have været saadan noget som "H. P. i Tidens Strøm", gaaende med Strømmen og mod Strømmen, agerende og reagerende. Det var ikke 2 Forfatteren eller Kunstneren, jeg vilde skildre, men de Tilskyndelser paa Tidens Bevidsthed og Samfundsudvikling, der kunde uddrages af Deres Produktion.

Men her var det, at jeg kom til kort. Den indirekte Tale, en Digters Værker er, hæmmede mig og gjorde mit Fodfæste usikkert. Jeg følte mig paa Glatis overfor den kunstneriske Dialektik i Bøgerne. Jeg følte mig næsten led ved at skulle tage saa at sige med de bare Næver paa disse digtede Skikkelser og gøre dem om til Begrebsbestemmelser. Jeg følte min Hensigt kun berettiget overfor den Side af Deres Produktion, der er Samfundsskildring, men ganske uberettiget overfor den Side, der er Menneskeskildring, og overfor den første forekom det mig endda en paradoksal og for Objektet ikke ganske ufarlig Sag at give en saadan gennemført Skildring som direkte Paavirkning af noget, der dog skal virke ved sin Kunst. Jeg saa ogsaa nylig, at De selv har sagt1, at naar Bogen blot optog og morede Læseren, var Deres Hensigt naaet.

Dette er naturligvis rigtigt. Og denne Udtalelse 3 bestyrkede mig meget i, at jeg havde handlet rigtigt i, ikke at forcere mit Forehavende igennem. Dertil kom saa tilsidst den yderligere Grund, at en anden (Dr. Poul Levin) indtrængende ønskede at skrive i "Tilsk." om "Lykkeper".

Mit Tilfælde med Dem er det omvendte af, hvad der hændte med G. Brandes og Hørup. Som De maaske véd, hindrede Hørup i sin Tid G.Br. i at skrive en litterær Karakteristik af ham. Jeg har et Brev fra Hørup, hvori han forklarer, hvordan han kunde være blevet kompromitteret derved. Paa samme Maade, eller paa omvendt Maade, troer jeg, at en Digter kunde kompromitteres ved en Skildring af den Natur, jeg vilde have givet.

De forstaar nok, at jeg er ked af, at jeg paa en Tid, da jeg var en Del optaget af denne Idé, røbede min Hensigt for Dem. Ikke fordi jeg troer, at De skalvil føle en Skuffelse ved den at være min kritiske Vurdering foruden – en Pølse i Slagtetiden gør jo ikke fra eller til – men fordi det er noget Pjank at gøre sig vigtig med noget, der bare spøger i Hjærnen paa En. 4 Det er at skaffe sig Kredit paa fingerede Værdier. Derfor maa jeg altsaa, inden vi mødes næste Gang, lette min daarlige Samvittighed.

Tak for det gamle Aar, for Venskab og Gæstfrihed, for Tillid og Gaver, ikke mindst for den sidste Udgave af "Lykkeper", som jeg kun saa flygtigt fik takket Dem for. Det er en Bog, der har vakt mange urolige Tanker og Følelser hos mig, ogsaa Tanker af meget personlig Natur.

Og saa glædeligt Nytaar – for Dem og Deres nærmeste i Deres lille Verden, og for Dem og mig og vore Vaabenbrødre i den store Verden.

Deres hengivne
Erik Henrichsen

 
[1] selv sagt: i slutningen af interviewet til Politiken 19. dec. 1905 om Lykke-Per. tilbage