Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
13. april 1905
forargede over Vilh. Andersen
13 April 05.
Kære Ven og Retfærdighedens Haandhæver.
Tak for det Venskabstegn, De har givet mig, ved at sende mig denne gamle bitre Bog1, der dirrer af Retsfølelse og Medfølelse, og som stammer fra en Tid, hvor disse Følelser havde Naturens oprindelige Præg over sig, og hvor der endnu ikke var gaaet Partipolitik og journalistisk Markskrigeri i dem. De spørger i Fortalen om Bogens "Kunst". Hvis jeg maa give mit Svar, saa er Bogens Kunst saa meget større end de moderne Bøgers af samme Aand, som den Følelse, der ligger til Grund for den, har været mere produktiv og naiv end Nutidens. For mig er Bøger som "Vredens Børn"2 og "Bjærregaarden"3, navnlig den sidste, ikke god Kunst, fordi den Følelse, der har skabt dem, ikke har været naiv nok; det er virkningsfulde Indlæg i en social Kamp, bevidste Prædikener coram publico4, med stadigt Henblik paa dette bestemte Publikum 2 og Tilrettelægning for det, ikke Følelsens umiddelbare Udbrud. Jeg siger ikke dette til Forringelse af vedkommende Forfattere, men til Forringelse af den Tid, hvoraf disse Forfattere er Børn i Sammenligning med den Tid, hvoraf De er et Barn. Og jeg siger dette lidt til Forsvar for min egen Optræden i den senere Tid. Ungdommen maa blive naiv igen, dette er det ene fornødne, i Sammenligning med hvilket Indholdet af dens Følelse, Retningen og Genstanden, kommer i anden Række.
Nu er Bogen tilmed i denne anden Udgave bleven ny, i hvert Fald faaet en ny Betydning, ved de polemiske Ord, De har sat foran den. De véd ikke, hvor disse Ord imod Vilh. Andersen har gjort godt paa mig og givet mit forargede Sind den Tilfredsstillelse, der følger med Retfærdighedens Haandhævelse. Der ligger dog paa Bunden af Tilværelsen en Retfærdighed, og den har De i dette bestemte Tilfælde gjort Dem til Haandhæver af. I Mandags Aftes havde jeg en Samtale med Vedel om Vilh. Andersen, over hvis Optræden (ogsaa 3 mod os personligt) vi begge var stærkt forargede. De véd, at jeg har holdt paa ham, stærkt endda, og jeg havde ikke troet om ham, hvad jeg i den sidste Tid har maattet erfare. Jeg sagde da til Vedel: Men Nemesis vil ramme ham; lad os ikke misunde ham de øredøvende Skryderier, han nu tudes til med, den lille Kres af stolte Mænd i Landet vil vende sig imod ham. Og se, hvilken Profet var jeg ikke. Hvis jeg fornemmer ret, vil disseDeres Ord virke netop som jeg har sagt, som en Haandhævelse af Retfærdigheden, den højere Retfærdighed, den, der er ovenover det Hele.
Det gjorde mig meget ondt, at De igen har været syg og endnu er det. Det er græsseligt at ligge i Sengen og at være syg paa den Maade, som De formodentlig har været det, af noget, som hverken rigtigt har Hoved eller Hale, som der ingen Bund er i – jeg kender det selv, det er ufarligt og kan endog virke til en Fornyelse af Organismen, men medens det staar paa, er det til at fortvivle over. Nu kommer Paasken, og hvis De da ikke tager 4 bort i den, og hvis De bryder Dem om at se mig, kommer jeg ud til Dem.
I næste Hæfte af "Tilsk" har jeg den "Tale til Ungdommen", som jeg i forrige UgeMaaned√ holdt i Studentersamfundet. Jeg haaber, der skal være noget deri, der ogsaa er Vand paa Deres Mølle. Den gjorde Virkning paa dem, til hvem den var henvendt, men naturligvis svækkes det af igen ved, at "Pol." reducerer den in absurdum. Thi Avis-Dommen har en mystisk Magt over alle.
Jeg har nu en Aftale med Vedel om, at jeg skal skrive om Dem i "Tilsk", ikke særligt om "Lykkeper", men en almindelig Karakteristik. Men mit Forehavende forskrækker mig selv, og jeg tøver kan ikke komme i Gang. Der er ogsaa forskelligt, hvorom jeg gærne vilde interpellere selve Objectet.
Wohl auf! kære Henrik Pontoppidan, vær hilset og bring ogsaa Deres Hustru min Hilsen.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
