Georg Brandes til Henri Nathansen
16. december 1916
for min Del er Europæer
16.12.161
Kære Nathansen
Om mit Brev, der var skrevet i bedste Mening og med flyvende Pen i fem Minutter, hverken gør mit Hjerte eller min Forstand Ære, er jeg jo ikke selv nogen god Dommer over.
Men det véd jeg, at jeg kender mer til disse Forhold end De, og det af den simple Grund at jeg har mer end den dobbelt Erfaring.
Jeg har aldeles ikke sagt det selvmodsigende Vrøvl, De lægger mig i Munden.
Min Mening er denne: Jødedommen var til Aar 1870 en Religion og blev altid og udelukkende betragtet som saadan.
I 1878 skabte Hofpræst Stöcker2 Antisemitismen, der afløste det gamle religiøse√ Jødehad.
Theodor Herzl3, der senere blev Zionismens Profet og som saadan fanatisk, skrev, da Stöcker trængte igennem: "Ich gestehe, ich hatte mein Judenthum vergessen, ich bin 2 Jude geworden von Stöckers Gnaden".
Paa Antisemitismen fulgte saa som Tilbageslag Zionisme, jødisk Nationalhovmod, Paastanden at Jøderne endnu den Dag idag var ikke en Sekt men et Folk osv.
Dertil knyttede sig som fremdeles√ som altid i slige Tilfælde hvor en Nationalisme slaar igennem en Masse – mig led – lummer Romantik.
Jeg har fulgt den nøje i den tyske Romantik paa Napoleonstiden, der lallede middelalderligt og utysk og som var min Ungdoms dybe Afsky – hvorfor jeg 1873 skrev en Bog4 imod den – og jeg har set beslægtede Fænomener i Dyrkelsen af det norske Landsmaal, en elendig tilbagebleven Dialekt, og i det gebrokne Jiddisch, som er daarligt Tysk fra Anno 1300 med nogle iblandede hebraiske Brokker. 3 Det var bedre, Landsmaalsfolkene lærte sig Norsk, og Jiddische Jøder lærte sig Tysk. Alt det andet er ørkesløs Reaktion, som vi har nok af. Og De selv er jo blot en moderne Tysker.
Jeg for min Del er Europæer, tør maaske kalde mig med Nietzsche's Ord om mig "en god Europæer". Patrioter er mig modbydelige. Min Veninde, ɔ: tidligere Veninde, Agnes Slott-Møller√ er blevet Patriot og maler derfor nu Ingemanns Romaner. Ingemanns Romaner er Patriotisme. Hele den romantisk-jødiske Bevægelse er for mig Ingemanns Romaner paa et andet Omraade. Hertil kommer, at jeg, som har mine Tvivl om Jødernes Afstamning, finder det urimeligt at de nu ikke mere skal være Europæere men Halv-Asiater. Og al muggen gammel jødisk Rabbiner-Ortodoxi koges op paany. Selv Herzl kunde ikke 4 holde sig fri af den; derfor fjernede Bernard Lazare5 sig tilsidt fra ham.
De galiziske og russisk polske Jøder, som jeg har havt Lejlighed til at studere paa Stedet fra Aaret 1885, altsaa noget længere end De, er 1) græsseligt svinske 2) overmaade samvittighedsløse i Forretninger. Min Antipati har ikke forhindret mig i for disse Utyskers Skyld at ofre den stærkeste Velvilje, jeg har mødt paa Jorden, nemlig Polakkernes, hvis største Yndling jeg var, og hvis Gru jeg er.
Min Handlemaade var saa meget uegennyttigere, som jeg mer end 30 Aar igennem er blevet idiotisk udskældt i alle jødiske Tidsskrifter, endnu senest i Amerika 1914, atter og atter blevet udskældt som den, der intet havde gjort eller vilde gøre for Jøderne, mens ene og alene Jøder havde hindret, at hvad jeg skrev om undertrykte Jøder kom til Europas og Amerikas Kundskab. Kun sentimental gør Jøderne mig ikke.
5 Alt dette er abstrakte og vidtløftige Spørgsmaal som jeg hverken har Lyst eller Tid til at behandle i Brevform, men som jeg her har berørt fordi jeg ikke vil, at vort personlige Forhold skal lide derunder.
Deres Personlighed er mig kær, og derom kan De ikke tvivle; selv om Deres Genopfriskning af Goldschmidts jødiske Æmner – hvad jeg 25 Aar gl. kaldte hans "Servering af sin Bedstemoder i skarp Sauce" – ikke kunde være mig kær.
I Brevet idag blander De en Del mig ganske uvedkommende Stof ind. Atter og atter har De i Samtaler med mig ytret Deres Antipati6 mod min Broder, (der, det jeg véd, aldrig har skrevet en Linje imod Dem) fordi han ikke har skrevet om Dem. De har en Historie, De før har nævnt for mig, om at han (jeg véd ikke til hvem) skal 6 have sagt (altsaa for fjorten Aar siden) om Deres Fortælling Floden: Den Bog lader vi ligge.
Jeg véd aldeles ikke, hvorfra De har dette, véd ikke hvem der dengang var Anmelder ved Politiken, véd ikke, om han min Broder√ har læst Deres Bog, véd ikke om han maaske (som jeg selv√ efter hvad jeg nu har udviklet for Dem) havde nogen Uvilje mod disse jødiske Æmner. Jeg staar ham ikke nær, og har intet Ansvar for hans Ord eller Handlinger. Men jeg undres over, at De gør dette gældende. Første Del af mit gamle Værk Hovedstrømninger blev heftigt udskældt. Anden, Tredie, Fjerde, Femte, Sjette Del blev ikke anmeldt i noget dansk Dagblad. Jeg kan da ikke finde det saa slemt, at ét dansk Blad for saa lang Tid siden lod en af Deres Bøger uomtalt.
Og saa vil jeg blot ønske Dem Held og Lykke med Deres nye Bog, om hvilken jeg jo slet Intet véd og som jeg sandelig ikke vilde sige noget ufordelagtigt om.
Deres
G. B.
