Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 15. februar 1928
Sammentræffet i Svejbæk
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg vil gerne i Anledning af Deres Hustrus Død have Lov at sende Dem et Par Ord som Tegn paa min Deltagelse i de tunge Begivenheder, De har gennemlevet. Jeg forstaar vel, at Afslutningen paa denne lange Sygdom paa en Maade maa betyde en Lettelse – ikke mindst for den Syge –; men fra mine egne Oplevelser i de senere Aar med mine Forældres Sygdom og Død ved jeg lige saa sikkert, at den endelige Adskillelse i Virkeligheden slet ikke er til at komme over. Naar et Menneske, der har staaet os nær og betydet meget i vort Liv, gaar i Graven, saa mister vi altid noget, som der ikke gives Erstatning for; der er ingen Bod for det bitre Savn.
Jeg husker saa tydeligt, ja særlig tydeligt Deres Hustru fra Sammentræffet i Svejbæk. Jeg 2 forstod, at hun allerede dengang var svag og træt. Og dog gik hun sine forholdsvis lange Ture ind mellem Bakkerne. Især husker jeg en Dag, mens Deres Datter og Svigersøn aflagde Besøg; Deres Hustru var gaaet i Forvejen den sædvanlige Tur gennem "Rødsti-Dalen"1, og vi andre kom efter. Vi fortsatte helt op paa Bakkerne og gik forbi hende. Fra Bænken paa Toppen saa vi hende langt nede; hun havde sat sig i Lyngen paa Vejkanten for at hvile sig – det var en stille Septembersolskinsdag. Da vi siden kom derned, sad hun der endnu og ventede. Deres Datter, som gik forrest paa Stien, spurgte saa: "Hvad sidder nu saadan en ældre Dame og tænker paa?" Deres Hustru saa smilende paa hende; de smukke Øjne var baade vemodige og muntre; men hun svarede intet. Det Optrin har jeg tænkt paa mange Gange siden; hvergang jeg gaar op i Dalen, mindes jeg det, og jeg kan udpege Stedet, hvor det foregik. Saadan vil jeg altid huske 3 Deres Hustru – siddende i Solskinnet, hvidhaaret og statelig, seende paa sin Datter med det uudgrundelige Smil, hvis Karakter yderligere fremhævedes af den svage Hovedrysten. Jeg vil altid føle at jeg her oplevede noget højtideligt, noget dybt hjerteligt; jeg var "uvedkommende", men det forundtes mig at se ind i det lønlige.
Jeg haaber, at de sidste Tider ikke har været altfor haarde for hende.
Maa jeg ønske Dem alt godt, ønske, at De maa faa Glæde af Sommeren og selv være ved godt Helbred; det vilde glæde mig, om De kunde gøre Alvor af den Jyllandstur, som ikke blev til noget i Fjor.
Med venligst Hilsen – ogsaa fra min Kone – er jeg Deres hengivne
Richardt Gandrup
Aarhus 15/2 28.
