Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 14. december 1935
en Fremtidsmulighed
14 Dcbr 35
Kære Pontoppidan. – Tak for Fødselsdags-Brevet1 – det var mer end almindelig velkomment og af Grunde, som De næppe har tænkt Dem. Jeg hade jo en Anelse af, at De var æventyrlig nok til at gaa og lægge Planer til et Bilbesøg den 11te ligesom ifjor og kunde være ungdommelig nok til at realisere dem og jeg glædede mig til mulig at skulle se Dem engang igen i Krop og Klæder, skønt jeg sa mig selv at det vilde være Topmaal af Letsindighed – men saa kom Kulden et Par Dage før Fødselsdagen og saa blev jeg ængstelig for her var nederdrægtig koldt med Nordost – ganske anderledes Charlottenlund, og saa blev jeg ængstelig. Jeg syntes jo, at jeg ikke kunde saadan blande mig i Deres Bestemmelser og jeg talte med Frk. Pansch og ønskede at der maatte komme Brev og forhørte flere Gange Dagen i Forvejen, om der intet Brev var. Og om Natten, naar jeg var vaagen hade jeg det stadig strax i Tankerne, saa da der om Morgenen kom Bud op til mig, at der mellem Fødselsdagsbrevene var et med Pontoppidans Udskrift, blev jeg helt ud glad, for saa vidste jeg, at saa kom De ikke selv. Og de andre tog Del i Glæden, skønt De jo for os alle her er en velset Gæst.
Nej, kære Ven, jeg tror, at vi skal opsætte Besøget til det atter engang blir Sommer med grønne Blade paa Træerne og blaa Himmel, og saa skal De komme enten til Frokost eller til Middag eller allerhelst til begge Maaltider; der er nok endnu tilbage en Flaske af den gode gamle Rødvin, som jeg la hen til det forventede Besøg i Sommer, der ikke blev til noget. Det var vel ikke helt umuligt, at baade Else og Fru Krause kunde gøre Dem Selskab paa saadan en Tur. Og saa kunde jeg faa Lejlighed til at forny Bekendtskabet med Fru Krause, som jeg kun én Gang har været sammen med og næppe nok vexlet Ord med. Det er en Fremtidsmulighed, som jeg nu vil haabe paa. Det er da altid bedre end helt at opgi Haabet. Og saa Tak for selve Fødselsdags-Brevet, for de gode Ønsker, det indeholdt og for den Venskabsforsikring, hvormed det sluttede.
2 Fødselsdagen fejredes allerede om Søndagen forinden, fordi jeg gerne vilde ha Ungdommen med. Skovrideren og Olga var kommet om Lørdagen og Børnene kom om Søndagen tillige med Oberstløjtnant Lorenzen og hans Sønner. Det blev en ganske festlig Dag med megen god Mad og Munterhed. Lorenzen og Heiberg Jürgensen kan godt sammen og snakker omkaps saa der var kun liden Stilhed under eller mellem Bordene. Jeg var jo noget isoleret gennem min Døvhed, men de andres Munterhed glædede mig. Dog var det ganske behageligt at blive alene i det stille Sovekammer da de unge og Lorenzen var rejste ved 10 Tiden. Den 11te, om Onsdagen, kom Brevene og Blomsterne og Gratulanterne, der overvejende var Damer og fik Chokolade og Kl. 6 spiste hele Husstanden samlet Festmiddag med Udvexling af Takketaler i hyggelig familiær Stemning. Det yngste Medlem i Kresen var Stuepigen Gerda2, der nu har været 15 Aar i Huset. Igaar rejste Hilmar og Olga tilbage til Falster, og nu gaar det atter for os andre i det sædvanlige rolige Hverdagstrav. Jeg har dog "Takkebrevene" tilbage og de er ikke morsomme – dette hører ikke med til dem skønt det heller ikke er morsomt men dog en Slags Takkebrev – men det morer mig at skrive det, og det gør de andre ikke. Til dem har jeg anskaffet fine Kort og Konvolutter. Desværre kan jeg ikke godt anvende Restbeholdningen af de litograferede Takkekort fra ifjor. Det "morer" mig ikke ogsaa fordi det slider paa mit Syn, der er blevet ret afsvækket i den sidste Tid – hvad De nok kan se paa den usikre Skrift. Det gaar heller ikke med at læse, og det er det værste for mig, men der er desværre ikke noget at gøre ved det – saa jeg maa finde mig i det. Jeg er endnu ikke blevet færdig med Neergaards "Erindringer". Efter den skal jeg læse Andersen Nexø. Det hade jeg bestemt, inden De anbefalede mig den. Jeg beundrede "Et lille Kræ", men det var mere som Digtning end som Erindringsgengivelse, hvor den vel var troværdig i Hovedtrækkene men ren Digtning i Gengivelsen, som helt igennem var ypperlig og "troværdig" om man saa maa sige. Virkeligheds-Digtning.
Nu vil jeg haabe, at De kan komme nogenlunde let gennem denne Virkeligheds-Beretning. Jeg prøvede før paa at genlæse den første Side, men kunde ikke – saa svækket er mit Syn.
Lev saa vel
Deres hengivne
M. Galschiøt