Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 27. november 1935
Deres Svigersøn Dommer i Roskilde
27. Nvbr 35
Kære Pontoppidan. – Det er nu over en Maaned siden jeg fik Deres sidste Brev1, saa det er nok paa Tide, at jeg siger Dem Tak for det. Det glædede mig som altid at faa det og høre, hvorledes det stod til hos Dem. De var da stærkt optaget af Deres Svigersøn Krauses mulige Ansættelse som Dommer i Roskilde og jeg har siden da med særlig Interesse fulgt alle Dommer-Udnævnelser, men stadig ikke set noget til hans – det er da vel ikke Skiftet af Justitsminister der er Aarsagen – jeg haaber, det er mig, der i mit overfladiske Gennemsyn af Avisen ikke har set det – for det laa Dem meget stærkt paa Sinde og maa ha været Dem en stor Skuffelse, hvis det ikke er blevet til noget. De skrev ogsaa, at De ikke hade haft det videre godt i den sidste Tid – nu fortryder jeg, at jeg ikke gennem vore Mellemled Frk.rne Pansch og Larsen har forhørt mig derom pr. Telefon, men da jeg ikke selv betjener mig af det Apparat, husker jeg aldrig at faa det anvendt, hvor det er rimeligt at gøre det. I Stedet for har jeg daglig gaaet og tænkt paa Dem og tænkt, at jeg skulde skrive til Dem. Men som De ved, er det mig ret besværligt at se at skrive, saa jeg benytter selv de tarveligste Paaskud til at la være eller opsætte det til imorgen. Og saa haaber jeg at alt staar vel til, siden jeg ikke hører andet. Det er jo den nemmeste Maade at slippe fra det paa og en rigtig Gammelmands Undskyldning. Det er alligevel ikke saa rart at blive saa gammel og føle Ansvaret slappes og Ligegyldigheden tiltage.
Læste De for nogle Uger siden i "Politikens" Søndagsblad Fru Georg Brandes' "Erindringer"? De var paa sin Vis ganske interessante, da de gav et udmærket Billede af hendes aandelige Tomhed, der forklarede den Lede, han, da Forelskelsen i hendes smukke Haar og Hænder var overstaaet, fik for hende, og som voksede til Foragt, da hun gav sig til at udspionere hans Forhold til andre Kvinder i Stedet for at nøjes med Bevidstheden om, at hun engang hade været alt for ham, hvad hans for ham højst karakteristiske Brev til Strodtmann, som jo var i hendes Eje, noksom viste. – For Tiden er Neergaards "Erindringer2" min Aftenlæsning. Jeg kan nemlig kun læse ved Lys, naar jeg ved Hjælp af et Forstørrelsesglas kan kaste et stærkt Lys paa Bogen. Jeg læser den med Interesse – det er jo hele min egen Tid jeg gennemlever – men jeg kan godt lægge Bogen fra mig, naar jeg har læst en Snes Sider for de bærer i høj Grad Præget af deres Forfatters Personlighed, hans Paalidelighed, Omhu for at faa alt med og Tørhed. Han kunde uden Skade ha gjort sine Beretninger mere personlige. Nu og da gir han i faa Træk Billede af en af sine samtidige, og det er altid levende og godt, men det er som om han bevidst søger at undgaa saa meget af den Slags som muligt og bare holde sig til den rent objektive Sandhed – for ham objektive, da den dog præges af hans personlige Syn. Men det er en solid Bog, og den interesserer mig meget. – Jeg kan godt forstaa, at De gemmer Fortsættelsen af Deres "Erindringer" til efter Jul. Julemarkedet er noget broget saa vidt jeg kan se af Bog-Avertissementerne – det bliver rimeligvis til dem mit Kendskab til den ny Literatur indskrænker sig.
Saa nu kan jeg bogstavelig ikke se hverken hvad eller hvor jeg skriver, og saa maa jeg opgi at skrive mere. Men nu er da ogsaa Papiret slut.
Tag saa en hjertelig Hilsen
Deres hengivne
M. Galschiøt