Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 14. oktober 1935
Telefon-Hilsenen
14 Okt 35.
Kære Pontoppidan. – Jeg maa se at faa skrevet en lille Hilsen til Dem – jeg har nu gaaet i flere Dage med en lidt anløben Samvittighed, fordi jeg ikke har faaet takket Dem for Telefon-Hilsenen forrige Søndag. Det glædede mig at faa den, selv om den jo ikke var helt gunstig, for den viste da, at De tænkte paa mig og hade Følelsen af, at jeg gerne vilde høre lidt fra Dem. Det gaar vel for Resten Dem omtrent som det gaar mig, at Oplevelserne hverken er mange eller mærkelige. For mig i det mindste ligner den ene Dag saa ganske den anden, at jeg kan naa Torsdag og tro at det er Tirsdag. Det værste er, at i et saa begivenhedsløst Liv blir Smaating let til store Ting, der vækker Ansvarsfølelse og Fortrydelse√ fordi man ikke tar sig af dem. Jeg er nu paa det Punkt eller Stadium i Livet, at jeg synes, at den sidste halve Time, mens jeg klæder mig af om Aftenen, er den bedste i hele Døgnet, for saa skal jeg snart til at strække mig i min magelige Seng og sove bort fra alt Ansvar og alle baade virkelige og indbildte Bekymringer. Ja, jeg er nok snart helt moden til at dø, skønt jeg i Grunden vist gerne vil leve. Det er ikke sjeldent, at jeg, naar jeg lægger mig til at sove om Aftenen, siger til mig selv: Om du nu døde i Nat, saa var Ulykken da ikke større hverken for dig selv eller dine Nærmeste – – –
15. Okt. – – Ja, videre kom jeg ikke igaar, saa løb Skriften sammen, saa jeg hverken kunde se, hvad jeg skrev eller hvor jeg skrev. Ja, kære Ven – det er ikke saa godt mere med at se eller høre. Hørelsen kan det endda gaa med, naar jeg tar Hørerøret (min Arv efter Collstrop) til Hjælp, men Synet hjælper hverken Briller eller Forstørrelsesglas paa, tvertimod synes jeg, at det slider paa Seapparatet – Taagen blir tættere og tættere og jeg er nu næsten indskrænket til Overskrifterne, naar jeg læser Avisen. 2 Det kniber derfor med at følge saa godt med i Begivenhederne som jeg kunde ønske – Interessen for dem er ikke svækket, og hade jeg Dem her ved Siden af mig vilde vi næppe savne Stof til livlig Samtale. De anbefalede mig i et af Deres sidste Breve1 at anskaffe mig et Radioapparat som De selv hade megen Glæde af. Desværre kan jeg slet ikke høre noget i et saadant – vi har et her i Huset der skal være meget godt – det er Frk. Pansch's – jeg prøvede det atter iaftes, men det var stadig ganske umuligt – jeg hørte baade Foredrag og Musik. Af Foredraget hørte jeg kun nu og da en skarp Talestemme og Musiken og Sangen var fæl, saa det blev der ikke noget ud af. Jeg har ogsaa prøvet Højtalerapparat, men det er omtrent det samme i hvert Fald hvad Behaget angaar. Baade Musik og Sang lød fælt. Jeg har ganske mistet Evnen til at høre Musik, det mærkede jeg for Aar og Dag siden, naar Fru Fredericia og Frk. Gunna Breuning Storm spillede hos mig under deres Sommerophold her. Men saa længe jeg kan læse – selv om det kun blir lidt ad Gangen med lange Pavser, hvor jeg sidder med lukkede Øjne for at hvile dem, gaar det jo nok. Skriveriet faar jeg saa indskrænke, og det har jeg allerede længe gjort, hvad jeg mærker paa, at Brevene jeg faar blir færre og færre. Der dør jo ogsaa en og anden af Brevskriverne. Steenbuch var en ivrig Dyrker af Kunsten. Collett Vogt har jeg nu ikke hørt fra i lange Tider, og det lader ikke til, at han atter vil søge Montebello. Han var ikke rigtig tilfreds der sidst. Mødet med Dem her var nok hans bedste Dag under det Ophold.
Saa vil jeg slutte for denne Gang. Jeg haaber, at De ikke mere har nogen Fornemmelse af, at der er noget galt ved Hjerte og Nyrer. Nu skulde vel snart sidste Haand lægges paa Livserindringernes 2. Bind.
Deres hengivne
M. Galschiøt