Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. august 1935
et Par Sider hver Dag
23 Aug. 35
Kære Pontoppidan. – To Breve1 har jeg faaet fra Dem, siden jeg sidst skrev til Dem, saa jeg maa nok ta mig sammen og se at faa sendt Dem et Par Ord, ellers tror De maaske, at der er noget i Vejen med mig – at jeg er syg eller krænket over, at det ikke blev til noget med vort Naboskab – men Aarsagen er da kun en Slags Ugidelighed, der benytter sig af, at det er mig lidt besværligt at skrive, idet Synet svigter, naar jeg ikke har Næsen helt nede ved Papiret, og selv da kan jeg som figura viser i Linien ovenover komme til at skrive det ene Ord over det andet.
Det minder mig om Axel Steenbuchs2 sidste Breve til mig – fra de sidste Maaneder han levede. De var meget vanskelige for mig at læse – hans Linier var smukt lige, men Ordene gik tit i hinanden, saa det tog Tid at læse hans lange men ganske velskrevne Breve. Han var Brevskriver af Lyst og den næstsidste af dem, jeg jævnlig vexlede Breve med – De er den sidste. Jeg haaber, vi maa fortsætte Underholdnigen endnu i nogle Aar, skønt Besværet vel nok vil blive føleligere. For Steenbuch gik det ret hurtigt ned ad Bakke. Han rejste sidst i Marts til Italien med sin Kone og kom tilbage midt i Maj. Der var lidt galt i hans Hals, inden han rejste, men han mente, at det mildere Klima skulde gøre ham godt. Men det gjorde det ikke. Det har rimeligvis været en begyndende Kræft. Da han kom hjem fik han en Røntgen-Behandling – eller var det Radium – men det hjalp ikke – han kunde efterhaanden ikke tale og saa blev han opereret. Og saa døde han efter Operationen. I Dagene inden han bragtes til Hospitalet sa han en Gang til sin Kone: "Jeg vilde ha skrevet til Galschiøt i Dag, men nu blir det ikke til noget". Hans sidste Brev er fra 6. Juni. Det ender med: "Lad mig skønne paa, hvad jeg har haft og hvad jeg endnu har tilbage, deriblandt Deres Venskab. Tak for det. Deres hengivne Axel St." Jeg kendte ham fra mange Aar tilbage, men først for 10-12 Aar siden førte Forholdene os nærmere sammen. Han var et fint og klogt Menneske.
2 Det glæder mig, at det gaar fremad med Livsoplevelserne selv om det kun er med et Par Sider hver Dag. Forhaabenlig naar De til Ende med Afsnittet inden Jul. Jeg tror ikke Ungdommen vil synge om Dem: Der er en, som bærer fedt Flæsk med Taalmodighed! Men De vil nok ta det med Taalmodighed, hvis Johs. V. Jensen i Ungdommens Øjne kommer til at overstraale Dem med sin nye Roman3. Han har jo ganske forhexet den. Jeg synes, at hans journalistiske Evner langt overgaar hans digteriske. Jeg har i hvert Fald ikke kunne naa igennem hans store Romaner. Jo kortere jo bedre synes jeg han er. Hvis De bryder Dem om, at jeg skal læse en Korrektur paa Deres Bog, staar jeg selvfølgelig med Glæde til Tjeneste. Det vil ikke anstrænge mig og jeg ser da stadig saa skarpt, at jeg finder Korrekturfejl i hvad jeg læser. Men jeg læser for Resten ikke saa meget ud over Avisen, der jo i denne Tid læses med Interesse baade for de udenlandske og de indenlandske Forholds Skyld. De er jo noget brogede og kan blive til alt muligt.
Jeg tænker tit paa Dem og og mindes Dem ikke mindst naar jeg vandrer rundt i Haven, der næsten er min eneste Spaseregang med eller uden Frk. Pansch. Vi faar os gerne en Rundgang omkring 8 Tiden, naar det er i Lag med at blive mørkt og saa tænker jeg, at det alligevel ikke var saa hyggeligt for Dem her ifjor, naar De om Aftenen sad alene nede i det gamle Hus og de fremmede Omgivelser. Men naar Solen er højt paa Himlen er her ganske kønt at være. – Ved Lejlighed maa De la mig vide, hvordan det gaar med de ulmende Nervesmerter i Deres Hode og med Deres Datters Befindende. Jeg ved, hvor meget det ligger Dem paa Sinde.
Og saa vil jeg sige Dem Farvel for denne Gang.
Deres hengivne
M. Galschiøt