Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. juli 1935
langt mellem Generationerne
23. Juli 35
Kære Pontoppidan. – Det er jo Deres Fødselsdag imorgen – saa maa jeg da sende Dem en venlig Hilsen og Lykønskning, der indbefatter alt det gode, jeg ønsker Dem i det kommende Aar. Af andre gode Sager kommer Brevet næppe til at indeholde synderlig mange, for dem er der ikke mange af paa Lageret – mit Hverdagsliv synes mig snarere ringere end rigere med hver Dag der gaar. Noget skyldes det vel den tiltagende Vanskelighed for mig med at læse (og skrive). Jeg skal hente de fleste Tanker fra mit eget Sjæleliv, og da Tomheden i det tar til, fordi det skorter paa Tilførslen af nye Tanker – endog ved Avislæsning, der maa indskrænkes til det mindst mulige, saa ender det nu jevnlig med, at jeg sidder med lukkede Øjne og lidt efter lidt synker hen i en Halvslummer, der for Resten i og for sig er ganske behagelig. Men Gud bevares vel hvor dog alt blegner i Betydning og synker i Værdi. Forhold og Spørsmaal som tidligere har interesseret mig levende og ikke ladet mig i Ro, synes mig mere og mere ligegyldige – det er nok Livstrætheden, der tar til alt eftersom Kræfterne, de legemlige som de aandelige tar af. Og det gør de i følelig Grad nu, efter at jeg kom over de 90. Endnu for 5-6 Aar siden, da Sparekasse-Historien kom ud, var jeg da næsten i fuld Vigør – synes jeg i hvert Fald nu – og det virker da ikke opmuntrende – – – naa! alt det er da ikke noget at fylde et Fødselsdagsbrev med – jeg vil kun ønske Dem, at De endnu i adskillige Aar ikke maa faa Antydning af lignende Fornemmelser – for det er ikke morsomt.
2 Jeg har intet oplevet siden jeg sidst skrev – maaske ikke engang været udenfor Haven. Jeg holder mig helst inden Døre. Det kniber ikke at kunne se klart alt det smukke, der er at se, uden gennem en Taage, hvad den, der er med mig – for jeg gaar sjelden alene og aldrig alene udenfor Haven – ikke kan forstaa. – Naa nu begynder jeg nok igen paa det larmoyante1! Men hvad Fanden! Jeg oplever jo ikke noget morsomt. Jeg har for Tiden mine to unge Venner, Erik og Per Lorenzen, i Besøg. De er meget elskværdige og velopdragne, men vi kan godt være i Stue sammen i Timevis uden at vexle ti Ord, og mine smaa Forsøg paa at trænge ind i deres Sjæleliv mislykkes ganske. Nu skal den ældste op til Officers-Examen, og han sidder og repeterer Bunker af Kundskaber, som han rimeligvis aldrig senere faar Brug for – ganske som vi andre gjorde det i vor grønne Ungdom – jeg vil haabe, at han kommer godt over Examen og ud i det praktiske Soldateruddannelsesliv – hvad jeg tror, han egner sig for. Den yngre Bror Per studerer Nationaløkonomi og er vel begavet og interesserer sig for sit Fag – saa ham ængstes jeg ikke for. Hvor der dog er langt mellem Generationerne. Da de var Smaadrenge, tænkte jeg altid, at dem naade jeg ikke at se som store og faa talt fortrolig med – nu er de begge i 20rne, men Afstanden mellem os er næsten lige saa stor og Vanskeligheden ved at tale fortrolig sammen næsten større – – –
Just som jeg skrev dette, kom Erik, der sidder og repeterer ude i Verandaen, ind til mig (for at hente sig en frisk Cigar) og la saa i Forbifarten Armen om Halsen paa mig og spurte: hvad skriver du der? – og saa fortalte jeg ham, at jeg just sad og skrev til Dem om Forholdet mellem de unge og de ældre og mellem ham og mig – jeg tror nok, det tog lidt i ham, men i det samme kom en anden til, saa Underholdningen blev afbrudt – hvad der vel ogsaa var det bedste. Men nu kan han jo tænke lidt over det. Imorgen rejser han hjem til Roskilde og om en halv Snes Dage begynder Examenen.
Mon De har Besøg af Fru Krause imorgen i Rørvig. En festlig Dag faar De nok i alle Fald, og jeg sender Dem og Deres en venlig Tanke.
Deres hengivne
M. Galschiøt