Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 20. december 1933
Gammelmands-Passiar
20 Dcbr. 33
Kære Pontoppidan. – Nu skal det være. Jeg har fra Dag til Dag opsat at skrive; jeg vilde vente, til jeg følte mig bedre oplagt, til det blev lysere baade i Luften og i Sindet, for der har været lidt Halvmørke begge Steder, tilstrækkeligt til at fremme Ulysten. Men nu skal det være. Og saa er det da bedst strax med det samme at sige, at det med Nedstemtheden ikke har saa meget paa sig, for det skyldes vel bare et Kørsammen af forskellige Smaakedsommeligheder som Fornemmelsen af tiltagende Syns- og Hørevanskeligheder, Nervesmerter i en Ligtorn om Natten, Skyldigheden af at skulle skrive et Par Dusin Takkebreve for venlige Fødselsdags-Lykønskninger, Alderdomsfornemmelser af forskellig Art osv. alt sammen vistnok uden videre Betydning og ganske sikkert uden Interesse for andre, og som man derfor ogsaa gør bedst i at skaane dem for. Men nu siger jeg altsaa Dem Tak for Fødselsdagsbrevet og tilføjer, at det altid er mig kært at skrive til Dem og føle mig for en Stund i aandelig Kontakt med Dem, nu da de personlige Møder blir sjeldnere og sjeldnere. Det er for Resten en Følelse, som jeg altid faar, naar jeg læser noget af Dem – Deres Stil er saa mærkelig personlig og særpræget – ikke mindst i Deres sidste lille fortræffelige Bog, som jeg har liggende paa mit Bord ved Siden af mig, naar jeg om Aftenen sidder i min Krog, og som jeg tit bare læser nogle Sider i for ligesom at faa nogle Øjeblikkes Underholdning med Dem. Desværre har jeg fundet et Par Korrekturfejl, jeg altsaa har overset. Jeg har bestemt, at "Bitten", vor lille sorte Hund, skal forære Frk. Pansch den i Julegave. Hun vil blive glad for den. – Hvordan gaar det ellers med Fortsættelsen? Nu staar jeg med den Pontoppidanske Pegefinger i Vejret og minder Dem om Deres forbandede Skyldighed overfor Dem selv og Deres Medmennesker. Men jeg er nu for Resten saa temmelig sikker paa, at det ikke behøves, og at min Pegefinger ikke irriterer Dem som Fætterens i sin Tid. – Men De maa ikke vente endmindre stole paa, at jeg skal følge Deres Exempel. Det blir næppe til noget. Mit sidste Forsøg, Stykket i "Tilskuerens" Jubilæumshefte, tilfredsstillede mig ikke, og jeg svor paa, at det vilde jeg ikke gøre om igen. 2 Det blev nemlig et forbandet Stykke Hastværks- og Lastværksarbejde. Red. Garde ringede mig en Dag i Begyndelsen af November op – Frk. Pansch var Mellemled – og bad mig skrive nogle Sider til 50 Aars-Heftet om min Redaktionstid. Han havde henvendt sig ogsaa til Neergaard og Vedel – de efterfølgende Redaktører var døde – og de vilde gøre det, hvis vi alle tre var med – de tre første altsaa. Jeg tænkte, at det maatte jeg vel nok kunne gøre og sa altsaa ja! Men da jeg i Dagens Løb hade tænkt nærmere over det, syntes jeg det modsatte og skrev til Garde, at jeg opgav det. Følgen var et jammerfuldt Brev, for nu hade de andre givet Løfte, da jeg hade lovet at ville være med. Saa var jeg den jo og maatte altsaa til det. Det skulde gøres i Løbet af en Uges Tid. Jeg saa snart, at de 2-3 Sider, han hade anslaaet Bidraget hverken var til det ene eller det andet, og da jeg hade arbejdet nogle Dage paa det var det hele ganske umuligt. Det maatte jo blive en hel lang Artikel. Saa blev jeg nervøs: skrev og slettede, slettede og skrev, for nu hade jeg lovet det og færdig skulde det være allersenest den og den Dag. Det endte med, at jeg strøg hele den midterste Del, hvor jeg var inde paa Udførelsen af Planen om socialt og politisk Medarbejderskab og nøjedes med det af det æstetiske, der var færdigt. Bortset fra de meddelte Forfatterbreve, der var ganske karakteristiske for vedkommende var Resten meget lidt værd, men jeg sluttede af i den 12te Time og følte mig befriet for et Mareridt, da jeg lukkede Konvoluten og sendte Pigen med den til den nærmeste Brevkasse. Puh! Nu staar den der altsaa i Heftet mellem de to andre Redaktør-Hilsener og tar sig ud som Gammelmands-Passiar mellem højtidelige (men lidt kedelige) Festtaler – og det samme gælder paa en Maade ogsaa om de medfølgende Portræter. Jeg har ikke sendt Dem et af de 8 Særtryk, som jeg har faaet i Honorar for Bidraget, for jeg syntes, ærlig talt, at det var for lidt at byde Dem. Jeg er ikke selv en Ynder af Artikel-Særtryk for, naar man har læst dem, ved jeg aldrig, hvad jeg skal gøre med dem, man kan da ikke kaste dem i Papirkurven, naar der med Skønskrift staar paa dem: "venligst fra Forfatteren".
Jeg læser i disse Aftner et digert Værk: Bainville1 "Napoleon" i Oversættelse. 527 tættrykte Sider. Dr. Tryde2 har oversat den og "Politiken" sa i 3 Linier, at det var daarlig gjort. Tryde sendte mig den for at høre min Mening. Desværre maatte jeg i skaansomme Ord gi Politiken Ret. Jeg hade for Resten i sin Tid, mens han arbejdede paa den, sagt ham, at jeg undrede mig over, at han turde indlade sig derpaa. Bainvilles Værk er vist meget godt, men det er rigtignok ikke en Strachey – ikke engang en Ludwig. Ludwig har lavet en meget levende Bog om Napoleon; men det kan godt være at det mest levende i den er Løgn og forbandet Digt. Og hvor meget af samme Slags er der i Stracheys Bøger. – Gid De maa komme godt over Julen og langt ind i det nye Aar.
Deres hengivne
M. Galschiøt
