Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 11. april 1933
om Hitler faar Lov til at gennemføre sit Diktatur
11 April 33
Kære Pontoppidan. – Mens De forleden sad (eller stod) og skrev til mig, gik rimeligvis Frk. Pansch og jeg vor reglementerede Tur, "under Bakkerne" til "Verdens Ende" og snakkede om, at det nu var længe siden jeg hade hørt fra Dem – saa vi har nok været indstillet paa samme traadløse Bølgelængde i vore Tanker. Næste Morgen laa nemlig Deres Brev paa mit Bord og var en glædelig Overraskelse, ikke blot for mig, men ogsaa for Frk. Pansch, der strax fik Meddelelse om, at alt stod godt til efter Omstændighederne hos Dem, og at De var begyndt at tænke paa et muligt Besøg i vort "Paradis", naar det befandt sig i sin ny Foraarsdragt, der jo for Øjeblikket er godt under Arbejde. Og til det Besøg maa vi se at faa Nathansen med. Han kan vel nok trænge til at føle vor Sympati og vor Forargelse over, hvad der bydes hans Racefæller i Tyskland for Tiden. De synes vel ogsaa, at det er modbydeligt. Da Nazisterne ikke kan komme til at slaas med de udenlandske Fjender og, som de siger, "genoprette tysk Ære og genvinde Friheden" (bl. a. til ved alle Midler ogsaa de brutaleste at fortyske ikke-tyske Lande som Posen og Nordslesvig) saa slaar de løs paa Deres egne Landsmænd, naar de ikke deler deres politiske Anskuelser og istemmer deres Heil-Hitler-Raab. Og saa kommer det ogsaa til at gaa ud over de skikkelige Jøder, der sikkert under normale Samfundsforhold er lige saa gode Tyskere som de andre og med til af fuldt Hjerte at istemme: "Deutschland über alles!" Jeg kan forstaa, til en vis Grad ogsaa sympatisere med, en stærk national Bevægelse, skønt den vel altid vil stemme imod den ideelle fællesmenneskelige Fremskridtsbevægelse, men naar den, som nu i Tyskland, gaar rent amok, saa synes jeg, at netop det fineste i Nationalfølelsen maa gaa tabt og kun den brutaleste Selvfølelse og Selvretfærdighed blive tilbage. Jeg har jo, som jeg vist har fortalt Dem, i den sidste Tid læst en Del tysk Memoire-Litteratur fra Verdenskrigens Tid og Tiden forinden, og jeg har derunder faaet et ganske levende Indtryk af tysk Mentalitet, navnlig i de 2 højere Samfundslag, den Overklassefølelse, der dér er raadende, er utrolig. Det er Junkerne og Officererne, der anser sig selv for de eneste Samfundsmedlemmer af Betydning, hvem derfor ogsaa Retten til at raade tilkommer. Og Kejseren selv var jo ganske sindssyg i sin Selvfølelse og sine Selvhersker-Fordringer, som hans Omgivelser i hvert Fald tilsyneladende bøjede sig for, skønt de nærmest ansaa ham for storhedsgal. – Det skal være interessant at se, hvad det nu bliver til dernede, om Hitler faar Lov til at gennemføre sit Diktatur og om han beholder Magten dertil. Der maa jo dog vel være et stort Mellemlag i Befolkningen, som er imod (Socialdemokraterne) men som foreløbig holder sig stille. Hvor alligevel saadan en Omvæltning kan gaa hurtig. Det gjorde den i 1918-19, og det kan den ogsaa denne Gang. Men nu faar vi se.
Grønlandsdommen var jo en smuk Sejr for os. Jeg synes, vi tar den med sømmelig Ro uden overmodig Triumf. Det er vist ogsaa det klogeste; det letter Nordmændene Overgangen til Dagsordenen. Jeg tror nu ikke, De har Ret i, at de "hader alt, hvad der er dansk". De gjorde det i hvert Fald ikke, da jeg hade med dem at gøre. Jeg syntes snarere, der var omvendt, det vil sige, at de følte sig knyttede til os, men nødig vilde erkende det for at vi ikke skulde se ned paa dem. I det Par Forbindelser, jeg endnu har tilbage, har jeg under Grønlandsaffæren ikke mærket Spor af Forandring i Forholdet. Jeg tror, det hele hurtig læges uden at efterlade Ar.
Jeg har i den sidste Tid flere Gange tænkt paa, at nu var jo Einar og Elses Bispebjergtid snart forbi, saa det interesserede mig meget at høre om deres Bestemmelse for Fremtiden. Den er nok den fornuftigste, de kunde ta. Einar maa sikkert kunne skaffe sig en god Praxis, han har jo foruden sin Dygtighed og kollegiale Anseelse megen personlig Charme. Saa jeg haaber ogsaa, han kommer godt over de første vel nok noget vanskelige Aar i økonomisk Henseende.
Jeg har det selv nogenlunde, som sidst vi saas. Men for hver Dag, der gaar, har jeg nok en Følelse af, at jeg er blevet en Dag ældre. Men Urværket gaar altsaa stadigvæk nogenlunde normalt og paalideligt, og mere kan jeg billigvis ikke forlange. Jeg har for Tiden Collett Vogt paa Montebello og faar Smaabesøg af ham nu og da. Han har haft megen Glæde af sine Erindringer og venter en ny og forøget Udgave af den til næste Aar, naar han blir 70. – Ved De af, at jeg til næste Aar bliver 90 – hvis jeg da lever. Jeg begriber det ikke selv, men det skal more mig at se, hvordan jeg tar det.
Min hjerteligste Hilsen
Deres hengivne
M. Galschiøt