Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 23. maj 1933
fuldendt første Part af mine Erindringer
Tirsdag (Dato ubekendt) [MGs tilskrift:] Foraar (Maj) 33 [23(?).5.19331] |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
Der har naturligvis været en særlig Grund til, at jeg ikke har benyttet en af disse skønne Forsommerdage til et Besøg hos Dem. Og Grunden er den kedelige, at jeg ikke er rask nok til at færdes ude. Jeg lider af en Svimmelhed, som gør det vanskeligt at forlade mine Stuer uden Ledsagelse. Det er√ vel nok noget forbigående; men Tilstanden har nu varet en Månedstid, så den begynder at plage mig, og det så meget mere, som jeg ellers har det godt og føler Trang til at komme ud af Vinterhiet. Netop i Dag havde jeg haft i Sinde at hjemsøge Dem, fordi her holdes stor Forårsrengøring både i min egen og i Spisestuen, og jeg er henvist til at opholde mig i det lille Kammer, hvor jeg har mine Bøger. Men – som sagt – Hovedet og Benene vil ikke lystre mig. Vover jeg mig ud på Vejene her omkring for at lægge et Brev i Postkassen, kan det ofte svimle for mig, så Folk ser efter mig som efter en fuld Mand.
2 Jeg har en Hilsen til Dem fra Nathansen som forleden så' ud til mig. Han har nu solgt sit Hus i Mørdrup (for 15,000 Kr), som han de sidste Somre dog havde måttet leje ud, og derfor ikke brød sig om at beholde. Både han selv og hans Kone er gode Økonomer, så de ender nok med at blive Kapitalister. De lever i deres frederiksbergske Rækkehus uden Pige, blot med en Formiddagshjælp, og han priser altid denne Levemåde som den eneste fornuftige. Han har også fortalt mig om en moderne Papirs-Gryde, hvori de i Forening koger og steger Middagsmaden på få Minutter. Til Afveksling går de af og til hen i et Pensionat, hvor de får en "overordentlig velsmagende" Middag med tre Retter og Kaffe for 1 Kr. 25 Øre. Det lyder som et Eventyr, i hvert Fald som en borgerlig Idyl, hvad deres Samliv vistnok også er blevet.
Else og Einar har nu indrettet sig i deres nye, meget smukke 7 Værelsers Lejlighed ved Lille-Triangel, og Debut'en har for den sidstes Vedkommende været adskilligt over Forventning. Hans Venteværelse har i Konsultationstimen været godt befolket, og desuden har han ved Sortedamsdosseringen sammen med et Par andre Læger en Klinik for Operationspatienter, 3 hvor han i Reglen også har et Par Senge belagt. Jeg tror, det vil lykkes ham at skabe sig et Klientel, som han kan leve af, indtil han ad Åre kan blive Overlæge på et af de københavnske Hospitaler, hvad han blandt Læger (og Hospitalsdirektøren) regnes for selvskreven til.
De må ikke spørge mig om, hvad jeg selv√ for Tiden bestiller, for så bliver jeg flau. Af og til læser jeg jo en Bog (i Øjeblikket Senecas Breve til Lucilius, oversatte af Gertz2); men iøvrigt synker jeg dybere og dybere hen i Lediggang. Under sådanne Forhold savner jeg altid mine tidligere raske og timelange Spasereture, der rystede Dovenskaben ud af Ærmer og Bukseben og satte Tankerne i Sving. Jeg har fuldendt den første Part af mine Erindringer ("Drengeår" har jeg kaldt dem, altså til min Overflytning til København; men jeg har så ringe Lyst til at træde i Forbindelse med en Forlægger, for Resten heller ikke med Publikum, så skønt der vel nok kunde komme en lille Bog på 14-15 Ark ud af Manuskriptet, lader jeg det vist foreløbigt blive liggende i min Pult.
Jeg håber, De stadig har det ved det gamle; og forhåbenlig vil jeg inden altfor længe kunne overbevise mig derom ved Selvsyn. Iøvrigt Tak for Deres sidste Brev, og vær hjertelig hilset.
Deres hengivne
H. Pontoppidan