Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. november 1932
megen Sympati for Collett Vogt
28 Nvbr. 32
Kære Pontoppidan. – Jeg sender Dem her Collett Vogts Erindringer1, som jeg gerne vil, at De skal læse. Jeg synes, at det er en baade interessant og særpræget og velskrevet Bog. Jeg har en Fornemmelse – maaske forkert – af at De ikke sætter synderlig Pris paa C.-V. som Forfatter og heller ikke har følt Dem tiltalt af hans Person under et flygtigt Møde engang oppe i Norge vistnok i den Wullumske Kres. Jeg tror, at det Indtryk vil fortage sig under Læsningen af hans Bog. Det er i hvert Fald en interessant og ærlig Redegørelse af en Mands Syn paa og Bedømmelse af sine Evner og sin Udvikling. Jeg har nu kendt Collett Vogt2 i snart 50 Aar baade i hans Opgangs- og Nedgangs-Perioder og har altid omfattet ham med megen Sympati. Hans urolige af sine egne Stermninger og Følelser stærkt optagne Natur var min egen ganske modsat, men jeg forstod ham, og det følte han og fik derved en Tillid til mig, som altid rører mig. Der har kunnet gaa Aar imellem hver Gang, vi mødtes, men naar han kom ind i min Stue, var det altid, som ikke Aar men kun Uger eller Dage var forløbet siden vi sidst saas. Han har mer end en Gang villet høre min Mening og som oftest ogsaa fulgt mit Raad, baade naar det gjaldt Forhold i hans Privatliv, og naar han var kørt fast i et Arbejde. Endnu ved Ibsen-Mindefesten for et Par Aar siden, hvortil han hade paataget sig det brydsomme Arbejde at skrive en Prolog, diskuterede vi adskillige Gange hans Udkast, naar han fra Montebello, hvor han brugte Kur, kom paa sine vanlige Søndagsbesøg. Hans Bog gir et, synes jeg, ualmindelig levende og lignende Portræt af ham selv. Det har jo været hans bevidste Opgave, og han vilde dermed vistnok gi ogsaa en Slags Selvforsvar overfor den Miskendelse, han har været Genstand for baade i Forholdet til Faren og Familien og til Bohemen. Jeg synes, det er lykkedes. Og han, der engang som et Udskud plejede Omgang med en Hans Jæger3 og en Gabriel Finne4, som han gir helt sympatiske Portrætskitser af, blir nu i en Anmeldelse i "Samtiden" hilset med en Hyldest som: "Han har lært os at elske Stjernehimlens Højhed. Derfor skal han vide, at han er ikke alene, han følges af et helt Folks Kærlighed og Taknemlighed." – "Slik endte det!!" skriver han til mig. Det skulde glæde mig, om Bogen vakte Deres Sympati for Collett Vogt baade som Forfatter og som Menneske.
2 Tak for det sidste Brev – for Udtalelserne om Nathansens Bog og Meddelelsen om det ny Kapitel af "Erindringerne", der ligger gemt i Pulten. Lad det nu ikke ligge der altfor længe og kede sig i sin Ensomhed. At De i Deres Arbejdsform savner de timelange Spasereture, som De var vant til, kan jeg nok forstaa, men blot De kan holde Liv i Lysten til at producere, saa gaar det nok alligevel, og den vellykkede Begyndelse paa Arbejdet maa da kunne hjælpe godt med dertil.
Jeg maa se, om jeg kan faa fat i Prof. Castles Udgave af Eckermann; det vil nok interessere mig at læse hans Kommentar; i den Udgave jeg har, er der kun et Par indholdsløse Fortaler. Jeg kan nok faa den fra Statsbiblioteket i Aarhus gennem det herværende Folkebibliotek.
Ja, nu holder jeg jo Fødselsdag om en fjorten Dages Tid, men selv om baade De og Vejret blir saa straalende, at De fristes til at komme til Chokoladen, skal De dog ikke gøre det. Jeg vil nemlig meget hellere ha Deres Besøg enhver anden Dag enten alene eller, som De tænkte, sammen med Nathansen. Det faar i hvert Fald jeg mere ud af. Det værste er jo dette med Togskiftningen, men end ikke om Søndagen er det muligt at komme med samme Tog fra Charlottenlund til Helsingør, saa De maa nok altid lægge Vejen ind om Østbanestationen. – Det blir ellers en stille Fødselsdag denne Gang. Olga og hendes to Døtre venter jeg og der kommer vel et Par til til Middagen – maaske. Jeg er nemlig ikke rigtig tidig til Selskabelighed, har stadig Fornemmelse af "Affældighed", daglig Forkalkningsfornemmelser i Brystet, Træthed, naar jeg gaar m. m. af den Slags, Vanskelighed med Tyggeredskaberne, tiltagende Svækkelse af Syn og Hørelse osv. (Nu har De vist faaet nok!)
Men sur og gnaven er jeg dog endnu ikke blevet. I hvert Fald beklager mine Omgivelser sig ikke derover. Jeg er atter inde i "Pluklæsning" uden Plan. I de sidste Dage har jeg læst en Del af Wied, en af vistnok allerede ulæste Forfattere. Mon han ikke selv er Skyld deri ved sin næsten monomane Trang til at trække Kønsuregelmæssigheder frem ved alle Lejligheder. For han er jo da ellers baade dygtig og tit ustyrlig morsom. Jeg kom ikke helt igennem "Marie Grubbe". Bjørnson har jeg hyldet5 ved at læse "Paa Guds Veje" og 1. Del af "Over Evne". 2. Del6 hade jeg ikke Mod til. – Se saadan gaar nu mit Liv!
Gid De maa befinde Dem nogenlunde vel – det er nok nu Normalstadiet for os begge.
Deres hengivne
M. Galschiøt