Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. december 1931
"affældig" ikke endnu
Juleaften 31
Kære Pontoppidan. – Jeg haaber, at De nu sidder blødt og godt i Elses og Einars Hjem omgivet af Hensyn og Kærlighed fra ældres og yngres Side, saa De føler Dem rigtig vel tilpas og ganske glemmer, hvad De nu atter har maattet igennem af Nervesmerter baade Nat og Dag. Og saa ønsker jeg Dem, at De maa komme flink og frodig tilbage til Deres egen Stue, naar disse "livlige" Juledage er vel overstaaet, og igen kunne ta fat paa det afbrudte Arbejde. Det længes De nok selv efter, og det er en stor Lykke. Selv har jeg snart helt glemt den Fornemmelse – den kommer nok en Gang imellem ligesom Flyvegigt1 men gaar snart over igen, og det er formodentlig ogsaa det bedste for mig, skønt jeg egenlig ganske godt lider disse smaa Anfald af Ungdommelighed, der ligesom vidner om, at jeg dog endnu ikke er helt imbecil. Der er nok saa underligt, men jeg kan virkelig stadig til Tider føle mig saa mærkelig ung i mit Sind, som om jeg var sidst i 20rne og ikke sidst i 80rne, og saa kan jeg gi mig – i en lille indvendig Kluklatter – gi mig til at le ad mig selv og ad det hele som ganske lystigt i al sin Urede og Elendighed og uforanderlige Taabelighed. Det er jo med smaa ret uvæsenlige Variationer i Former og Forhold den samme Venden Bøtten baade i Enkeltmands Liv og i Samfundslivet. Alt gentar sig. Jeg har vist fortalt Dem, at jeg i den sidste Tid har læst en Del engelsk Historie om Victoria-Tiden. Atter og atter har det synes mig, at vort eget Nutidsliv var som en Gentagelse af hvad der dengang foregik i Politik, i Samfundsliv og i Aandsliv. Den hele Udvikling – selvfølgelig bortset fra Teknikens – har ikke været meget andet end en Marsch paa Stedet. Og vi er lige saa langt fra Tusindaars-Rigets Herlighed med Fred paa Jorden og Glæde udi Himlen, som vi var for 1000 Aar siden. Men alligevel: Leve Ungdommen og dens Forhaabninger – selv om de aldrig gaar i Opfyldelse!
2 Jeg har været noget betaget af Edv. Brandes' Død2. Den kom mig ganske overraskende. Prof. Krüger hade Dagen i Forvejen spurt mig, om han var syg, for han hade savnet hans Maaneds Kronik i "Politiken", og jeg svarede, at det trode jeg ikke – og saa døde han samme Aften. Jeg har ikke set ham eller talt med ham i adskillige Aar, men den Godhed, jeg hade for ham fra Ungdommen af, og som jeg især fik under vort Samvær i Rom for 60 Aar siden, holdt sig uforandret hele Livet igennem. Og endnu i disse sidste Aar har jeg nu og da følt Lyst til atter en Gang at besøge ham, fordi jeg længtes efter at snakke med ham og ligesom komme ind under lidt aandelig Paavirkning af ham – jeg tror, vi delte helt ud Syn paa det meste, og jeg følte, at han var mig saa ganske overlegen, saa jeg kunde altid lære noget af ham. Men nu er altsaa ogsaa det forbi og han med borte. Hvornaar kommer saa Turen til den næste, og hvem blir den næste?
Jeg kommer nu undertiden eller snarere ret jævnlig til at gi Oldingens Parti, griber mig i at "trisse" over Gulvet, staa og spekulere over hvad det var jeg skulde gøre og andet lign. Jeg maa nu ogsaa i Halvmørke føle mig for og famle mig frem. Men naar jeg blir opmærksom derpaa, gir jeg mig gerne til at le ad mig selv og træder haardt og rask til, for "affældig" synes jeg dog ikke, jeg skal være endnu. – Og det skal De heller ikke. Derfor glæder det mig saadan, naar De fortæller mig om Deres Arbejde og som nu sidst, at De vil længes efter atter i Ro at sidde ved Arbejdet. Gid De maa faa Længslen tilfredsstillet. – Og nu maa De hilse Else og Einar mange Gange og ønske dem et godt Nyaar fra mig. Det samme ønsker jeg Dem selv af mit ganske Hjerte.
Deres hengivne
M. Galschiøt