Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 11. februar 1932

nu saa mærkelig lidt Forslag i Dagen

11 Febr. 32

Kære Pontoppidan. – Jeg tænker hver Dag paa Dem og spør ud i den blaa Luft: Hvordan mon H. P. har det – det er saa længe siden, jeg har hørt fra ham – men se, om jeg faar Svar – saa nu maa jeg nok spørge Dem selv derom, og haaber saa at faa Svar. Helst ikke med Blyant og skrevet i Sengen, men i Deres klare og sikre Haandskrift fra Arbejdspulten, hvori mange beskrevne Blade ligger gemt. Sidst jeg hørte fra Dem, var De paa Vej ud til Bispebjerg for at fejre Jul sammen med Børnene – saa længe er det virkelig siden, og meget mærkeligt er der jo foregaaet i den Tid – om ikke i mit eget Liv indenfor fire Vægge, saa udenfor. Valutasager, Lockout-Trusler og Kommunelaan. Selv forstaar jeg mig ikke paa Pengekrisen, men jeg har haft Collstrop gaaende her hver Dag paa smaa Formiddagsbesøg, og han har kun det ene at tale om og tænke paa, at det "gaar rent ad Helvede til", og at vi alle blir bundruinerede herhjemme, fordi hele vor økonomiske Existens hviler paa Laan og atter Laan, som vi aldrig blir i Stand til at kunne betale tilbage. Han er en Mand med megen Energi, despotisk og uimodtagelig for Indvendinger, altsaa stærkt aandelig begrænset – det er ikke altid saa morsomt at snakke med ham, fordi vi om det meste er af ganske modsat Mening, men jeg føler, at han sætter Pris paa mig, og saa er hans smaa daglige Formiddagsbesøg ligesom en lille Opstrammer i mit ellers ganske ensformige og ensomme Dagligliv. For til daglig ser jeg ellers ikke andre end dem, der er om mig herhjemme – og ud til andre gaar jeg saa godt som ikke og aldrig i Selskaber. Men jeg føler egenlig ikke noget Savn – synes tvertimod, at det passer mig bedst, og er i det store og hele tilfreds med Tilværelsen. Men den er jo noget "uproduktiv" for mit Vedkommende og altsaa egenlig overflødig. Jeg trøster mig med, at det meste af det, der produceres – især da paa mit eget Omraade – ogsaa er overflødigt og højt regnet kun af Betydning i Øjeblikket – heute roth, morgen todt – og hvad er der saa tilbage af – en Soph. Michaëlis1 eller selv af en Edv. Brandes? Hvor det var i hans Stil – Brandes' – at han lod sig begrave kun fulgt til Krematoriet af sin Datter og sin Husbestyrerinde.

2 Min Hovedunderholdning er stadig engelsk Personalhistorie fra Tiden omkring Aarhundredskiftet og de 30-40 Aar forinden. Jeg kom i sin Tid ganske godt ind i Forholdene under og inden Boerkrigen – men saa blev det lagt til Side – jeg husker ikke af hvilken Grund – det er derfor delvis halvforglemt Viden, jeg genopfrisker, og det er ganske underholdende. Men derved blir det ogsaa – jeg har ikke til Hensigt at benytte det til andet. Engang imellem kibber2 det lidt i mig af Lyst til at skrive noget om de journalistiske Forhold i min Dagblads-Tid, der jo var ganske kuriøse i Sammenligning med Nutids-Bladfabrikation, men det blir aldrig til mere. Det vilde rimeligvis ogsaa blive mig noget vanskeligt at gennemføre det, og saa er det bedre ikke at begynde derpaa. Der er ogsaa nu saa mærkelig lidt Forslag i Dagen for mig. Det er altid langt op ad Dagen, inden jeg er færdig med Avisen og Frokosten og der kan være Tale om at ta fat paa noget Arbejde. Jeg trøster mig med, at det saamænd ogsaa kan være det samme.

Ja, saa vil jeg la det være nok for denne Gang og blot føje til, at jeg vil være meget taknemlig for at faa om ogsaa kun nogle Linier fra Dem – det vil dog altid være som lidt Liv i Forbindelsen mellem os, den som jeg sætter saa megen Pris paa.

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Soph. Michaëlis: forfatteren S. M. døde 28.1.1932. tilbage
[2] kibbe: gibbe (el. gippe), se ODS. tilbage