Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 10. december 1931

gode Memoirer er den interessanteste Læsning

10 Dcbr. 31

Kære Pontoppidan. – Jeg blev meget glad for Deres Brev, og De skal ret ha Tak, fordi De sendte mig det med Besked og Lykønskninger til den 11te – jeg hade efterhaanden belavet mig paa ikke at faa det forinden og derfor bevæbnet mig med den fornødne Taalmodighed. Nu kom det og var tilmed et rigtig godt Brev, ikke blot ved de venlige Ønsker i Anledning af Fødselsdagen, men især ved hvad det berettede om Dem selv og Deres Befindende og Deres Virksomhed. De synes jo at være helt i Vigør igen – næsten mere, end De var for et Aar siden, da De dog til Tider kunde være ret nedstemt baade i Deres Livssyn og Livsfølelse og ligesom hade tabt Lysten til Deres Arbejde. Den Tanke kunde nu og da dukke op i mig: Gud ved, om Pontoppidan ikke helt har opgivet at skrive. Og saa har De altsaa paany flere "Gryder over Ilden". Billedet er Deres eget fra da De skrev "Mands Vilje1" og fortalte mig om Gryden med "Svinehodet" ɔ: Pressen. I det nuværende Hold Gryder er der vel næppe nogen med Svinehode, men kender jeg Dem ret, er nok "Randgloserne" godt krydrede. Om de helt vil falde i min Smag er maaske tvivlsomt – vi er jo ikke ganske enige i vore Anskuelser om Samfundsspørsmaal. Men Deres Mening er altid "Mands Mening", som De staar ved, og den er det altid godt at kende. Det glæder mig dog først og fremmest, at De har faaet Lyst til at tage fat paa Deres "Livserindringer" og ydermere, at jeg har været med til at tilskynde Dem dertil. Jeg vilde ønske, at mange flere baade Forfattere og andre ellers skikkelige Mennesker vilde gøre det samme. Der gives dog ikke bedre Materiale til Skildring af svunden Tid end Memoirer. Lad dem være nok saa bedigtede og bemalede og af Selvros stinkende – en dygtig Historiker vil altid kunne faa et levende og nogenlunde rigtigt og paalideligt Billede ud af Materialet. Man lavede engang "Normalbilleder" ved at fotografere flere forskellige Billeder af samme Person ovenpaa hverandre. Det blev ganske vist en mærkelig Lighed, der kom ud deraf, men Grundtrækkene var der dog, og de var ægte nok. Jeg er ikke langt fra at synes, at gode Memoirer er den bedste og interessanteste Læsning. Det er næsten altid særprægede Mennesker, man er sammen med og er de ikke dette i videre Grad, er de da gerne levende, ret levende.

2 Jeg ser Dem altsaa ikke imorgen til Chokolade – det hade jeg iøvrigt heller ikke tænkt mig – skønt De jo i Efteraaret overraskede mig med et ganske uventet Besøg. Men jeg skal nok tænke paa Dem, og naar De nu faar denne lille Hilsen fra mig, saa mødes vi alligevel – selv om det kun blir i Tankerne. Dagen vil forhaabenlig gaa efter den sædvanlige Opskrift. Her kommer nogle Stykker til Middag af de lokale Venner, Stephensens, Rinks, Karen Kaas osv. Olga og Inga og Erik Lorenzen. Det er Traditionen, der vedligeholdes – mest for Gæsternes Skyld. Selv har jeg kun en begrænset Fornøjelse deraf. Jeg er jo ganske udenfor al Fællessamtale og maa indskrænke mig til at sidde med et venligt Smil og se til, for høre kan jeg ikke – ja drikke med mine Gæster kan jeg da, men selv det er mig snart mere Pligt end Lyst. Nej, nu er jeg helst sammen med Mennesker paa Tomandshaand – saa faar jeg mest ud af Samværet, og allerhelst maaske sidder jeg alene i min Krog og læser mig Selskab til og Underholdning. Jeg er stadig inde med Victoria-Tiden og kan nu snart alle dens fremtrædende Personligheder paa mine Fingre. Et højst mærkeligt Selskab bl. a. en Række Ministre, selv enkelte Førsteministre, der er i første Halvdel af Tyveaarsalderen, springer næsten fra Skolebænken lige ind i Lordernes Hus og tar Del i Debatterne – alt paa Grundlag af en væsenlig "klassisk" Dannelse og uden meget Kendskab til Samfundsforholdene udenfor deres eget Samfundslag. – Det er en uudtømmelig Grube, og foreløbig fængsler den mig. Jeg har derfor ikke faaet læst noget af den nyere indfødte Litteratur. Men jeg maa vel se at faa fat i Lauesen2 i det mindste. Rubows "Brandes3 har jeg ogsaa tænkt paa, skønt jeg er bange for, at han blir mig for tung. Jeg har læst en Del i Brandes' Naturalismen i England, men blir hurtig træt deraf. Han er blegnet for mig og hans Oversættelser af f. Ex. Shelleys Vers er rædsomme. Jeg begriber ikke, at han har villet være dem bekendt.

Summa summarum: Jeg har det godt og haaber at vedblive dermed ind i det 88de Aar. – Tak for den lille fortrolige Efterskrift i Brevet: om Deres "Guldbryllupsdag" og Deres Forhold til Deres første Kone. Den glædede mig meget som Bevis paa Deres Venskab.

Deres hengivne
M.Galschiøt

 
[1] Mands Vilje: d.v.s. Mands Himmerig. tilbage
[2] Lauesen: Marcus Lauesen (1907-75), hvis slægtsroman Og nu venter vi paa Skib fra 1931 blev en bestseller. tilbage
[3] Brandes: Paul V. Rubow skrev flere bøger om Brandes, f. eks. Georg Brandes og den kritiske Tradition i det 19. Aarhundrede, 1931. tilbage