Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. september 1931
De var blevet mig lidt for gammel
23. Sept. 31.
Kære Pontoppidan. Saa har altsaa Døden1 ogsaa krydset Deres Vej. Jeg ved ikke, hvor nær det gaar Dem. Selv er jeg nu saa gammel at det ikke mere virker stærkt paa mig at mine Nærmeste dør. Livet skal jo dog engang løbe ud, og naar vi alligevel ikke levede det sammen til daglig saa jeg kom til at føle Savnet af dem, syntes jeg, at det triste ved deres Bortgang ikke berørte mig i særlig Grad. Jeg hade jo Minderne om dem og vort Forhold og dem levede jeg jo ellers ogsaa paa. At de nu, de ikke mere fornyedes, vilde blegne, eftersom Tiden gik, var i og for sig lige saa naturligt som at et Saar grode til. Kun hvis Livet endnu vilde haft noget Værd for den der døde, syntes jeg, det var Synd, at han skulde dø. Men selve Døden har ikke længer noget afskrækkende for mig. Mangen Aften, naar jeg ligger i min Seng og skal til at sove, tænker jeg, at om jeg nu sov helt hen med det samme, var Ulykken ikke større, hverken for mig selv eller mine Nærmeste, og det, skønt jeg jo i alle Maader har det godt og lever et nærmest sorgfrit Liv som jeg ingenlunde længes efter at faa Ende paa – tvært imod. – Men det er vel en ganske naturlig Udvikling – eller Afvikling af Livet, den gradvise Afsvækkelse af baade de legemlige og aandelige Kræfter. Og saa er det man kommer til Erkendelse af sin egen Betydningsløshed. – De læste vel Geismars Artikel om Deres Bror2 i "Politiken" igaar. Var den ikke rigtig i Værdsættelsen af hans Virksomhed og Skildringen af hans Personlighed? Jeg har kun truffet ham én Gang i hans pureste Ungdom. Det var ved en Dansekomsammen hos Provst Heiberg, men det var sikkert inden han kom hertil som Kapellan3 hos ham. Ogsaa Deres Bror Erik var med. Ham traf jeg dog nu og da senere, saa vi vedligeholdt Bekendtskabet, men Morten traf jeg ikke mere. Vi hade maaske heller ikke passet sammen.
2 Hvorledes gaar det Dem? Forhaabenlig stadig fremad omend med smaa Skridt. Tak for Deres uventede Besøg sidst. Det gjorde De mig en stor Glæde ved. Men jeg syntes nok, De var blevet mig lidt for gammel – i det Ydre dog kun – og det kan jo rettes, naar de fornødne Kræfter er genvundne, saa De atter er i Stand til at ranke Dem.
Det glædede mig ogsaa at høre – gennem Einar – at De var blevet nogle Dage hos Vilh. Andersen og var antruffet siddende og læse Chr. Winther under et Træ ude i Haven. – Burde det ikke ha været Paludan-Müller? Min Læsning er for Øjeblikket Rousseaus "Bekendelser", som jeg nu snart er igennem. Selvfølgelig interesserer den mig – men Sympati for ham – det kan jeg ikke føle, og trods alle hans højtidelige Forsikringer om Ærlighed og Sanddruhed, er der nok af baade Løgn og forbandet Digt i den. Og hans Erotomani er til Tider ganske usmagelig. I Gyldendals Serie4 af udvalgte Værker af Verdenslitteraturen er de første 3-4 Bøger af "Confessions" optaget i Oversættelse, uforkortede saaledes at nogle uhumske Scener er medtaget! Det er lige saa mærkeligt som at der i Bindet med fransk-engelsk Lyrik er optaget et Digt af Villon5, hvori den elskendes Kønsdel er beskrevet!!
Det var lidt fra den litterære Udmark. Ellers har jeg nok ikke meget at berette, som kan interessere Dem. Mit Dagligliv forløber i stille Ensformighed, som tiltaler mig. Idag skal jeg dog ud og spise Østers hos Collstrop og saa ha en Whist ovenpaa. Men Kl. 10½ ligger jeg nok i min Seng, hvad ogsaa tiltaler mig – forhaabenlig har Østersene med tilhørende Rhinskvin smagt mig saa godt, at jeg ikke tænker paa det lykkelige ved at sove stille hen i Nattens Løb.
Lev saa vel og endnu en Gang Tak for Deres sidste Besøg.
Deres hengivne
M.Galschiøt