Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 2. oktober 1931
Blodet ikke tykkere end Vand i min Familje
2d Oktb 31. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
Tak for Deres venlige Brev forleden i Anledning af min Brors Død. Naturligvis sørger jeg over, at jeg ikke skal se ham mere; men iøvrigt véd De jo nok, at Forbindelsen mellem ham og mig var ret løs og i mange År ganske afbrudt. Det hedder jo nok, at Blodet altid er tykkere end Vand; men det gælder ikke rigtig i min Familje, og har ikke gjort det hverken i dette eller det forrige og førforrige Slægtled. Grunden er vist den, at der altid var så mange Børn. Vi var sejsten Søskende, og min Far havde et lignende Antal. Under sådanne Forhold, hvor også Aldersforskellen gør sig så stærkt gældende, bliver Søskendefølelsen helt anderledes end hos de mindre børnerige Familjer. De ældste og de yngste i Flokken har jo i Virkeligheden ikke haft de samme Forældre, 2 og selv for√ dem, der (som jeg) hører til Midten, føles Forholdet til de√ andre mere som en Slags Fætterskab end som et Søskendeforhold.
Dagen efter min Broders Død1, døde – endnu mere uventet – min Svoger Professor Ostenfeld2, gift med min yngste Søster, der nu sammen med mig er de eneste tilbagelevende af den store Randersflok. Min Svoger, der var en Broder til Bispen, havde jeg heller ikke meget med at gøre, så for mig er hans Død ikke noget Tab. Men det gør mig ondt for min Søster og hendes tre Børn, der dog alle er voksne og selvstændige, så der er ikke Tale om, at hun vil komme til at lide Nød; men de beboede en anselig Embedsbolig, som hun jo nu kommer til at forlade, og også hendes økonomiske Forhold må velsagtens blive stærkt reducerede.
Det glædede mig at se Dem så frisk og fornøjet, da jeg besøgte Dem sidst. Kunde jeg blot komme op i en Jernbanevogn, så så' De mig måske snart igen. Men i Henseende 3 til Bevægelighed har jeg ikke forbedret mig siden den Gang. Mine Spasereture er heller ikke bleven synderlig længere. Men inden Døre befinder jeg mig ganske godt. Jeg læser en Del, skriver også ret flittigt (som en Eneboer jo må gøre for at få Tiden til at gå). Af Mennesker ser jeg meget få, men jeg savner heller ikke fremmed Selskab. Jeg vilde nok√ gerne en Gang imellem spise et Fad Østers sammen med et Par Bekendte; men inden jeg kan få bestemt mig til at indbyde nogen, har jeg tabt Lysten til Kalas.
Lev nu stadig fornøjet og vel, og vær hjertelig hilset fra
Deres hengivne Ven
H. Pontoppidan.
