Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 5. august 1929
Drachmanns "Forskrevet" - saa tyndt og tarveligt
5. Aug. 29
Kære Pontoppidan. – Saa vidt jeg husker, fik De sidste Gang, De besøgte mig, den første Halvdel af mine Sveriges Minder. Nu har jeg endelig faaet Resten i Særtryk – det er snart et Par Maaneder siden Heftet kom – og jeg sender Dem derfor hermed et Exemplar, uden at De dog skal føle Dem forpligtet til at gennemlæse det eller til at sige mig et Par pæne Ord derom. Men kan det gi Dem Anledning til at tænke paa mig, saa De faar Lyst til ellers at skrive til mig, skulde det glæde mig at høre lidt derom, hvorledes De har det baade i legemlig og sjælelig Henseende. For mit Vedkommende gaar det kun saa la-la. Jeg føler mig baade træt og ældet, og Livslysten ebber mere og mere i mig. Det var ogsaa Tilfældet med Rist de sidste Gange, jeg besøgte ham, og det virkede da paa mig som en Spore til ikke at gi efter men blot at stramme mig op gennem en Viljesakt, og det lykkedes mig, saa jeg virkelig bevarede Lysten til at arbejde med et bestemt Formaal. Mulig gjorde det ogsaa noget, at jeg hade paataget mig at skrive den berømmelige Sparekasse-Historie og ikke kunde være bekendt at svigte. Forarbejdet interesserede mig ogsaa og holdt mig i Aande. Det samme var Tilfældet, da jeg gav mig til at nedskrive Minderne fra de gamle Dage, men nu har jeg næsten helt tabt Interessen derfor. Jeg synes, det er saa forfærdelig lidt værd, hvad der kommer ud deraf, og efter at jeg har læst det et Par Gange i Korrektur, har jeg ikke kunnet bekvemme mig til at gennemlæse det i Rentrykket. Et Par Gange har jeg prøvet paa at fortsætte, men efter at ha beskrevet et Par Blade, har jeg atter opgivet det. Det vil rimeligvis genta sig.
2 Nu læser jeg – og tusser – og sover. Den forbandede Avis tar næsten sine to Timer – for det meste to spildte Timer – men jeg kan ikke la den ligge – end ikke til Aftenlæsning, som vilde være det fornuftigste. Hvad jeg læser? – Mest Romaner – franske og engelske, naar jeg kan faa fat i nogle af de nyere eller nyeste som Gallsworthy og Arnold Bennett. For en Tid siden læste jeg forskelligt af Heidenstam – Karolinerne, Hans Alienus, Endymion – og blev skuffet – en Aften forleden, da jeg sad i min Krog ved Skrivebordet og hade endt en eller anden Bog, tog jeg op i Reolen ved Siden af mig og fik fat i Drachmanns "Forskrevet", gav mig til at læse et tilfældigt Sted i den og blev forfærdet over, saa tyndt og tarveligt det forekom mig at være – hvor Bøger dog hurtig ældes, endnu hurtigere end Mennesker næsten – skønt det er jo allerede 40 Aar, siden "Forskrevet" udkom, og over 21 Aar, siden Drachmann døde. Og jeg ser Ligtoget passere forbi mit Vindue her som var det kun fjorten Dage siden!
Men nu kan det vel være nok med Jeremiaderne. Jeg har det jo ellers godt i alle Maader, spiser godt og sover godt og er ganske skikkelig mod mine Omgivelser, saa de ønsker næppe, at jeg snart maa dø, og det gør jeg da for Resten heller ikke selv, skønt jeg ikke venter mig meget mere ud af Livet.
Else var saa elskværdig at ville ha mig med til at fejre Deres Fødselsdag. Jeg følte mig stærkt fristet, men modstod dog Fristelsen. Derfor maa De dog ikke tro, at mine gode Følelser for Dem er aftagende. Jeg er uforandret
Deres meget hengivne
M. Galschiøt
