Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 12. august 1929

Stilens "parlando" indtager mig stærkt

Kære Galschiøt!

De kan vist ikke begribe, hvad der går af mig. Brev på Brev lader jeg ubesvaret, endog Deres venlige Fødselsdagshilsen har jeg ikke fået takket for. Grunden er den, at jeg i de sidste Uger har levet under meget forstyrrede Forhold, og sådan noget går jo altid først og fremmest ud over Korrespondancen. Først var jeg selv syg og sengeliggende af min gamle Galdestenslidelse, og midt under min egen Dårlighed blev min Husholderske alvorligt syg og måtte køres på Hospitalet, hvor de opererede hende. Hun ligger altså stadig derude, og jeg er foreløbig uden anden Hjælp end den, som mine to Døtre kan yde mig. Heldigvis er jeg nu kommen på Benene 2 igen og bevæger mig ude, så jeg lider ingen Nød. Skønt Helsingør jo i Øjeblikket er ganske overbefolket, kommer jeg en Dag derned og ser til Dem; men først skal jeg en lille Tur til Rørvig, hvor jeg ikke har været siden min Kones Fødselsdag, d. 25^d Juli Juni. Senere rejser jeg temmelig sikkert sammen med en af mine Døtre til Fanø for at komme lidt til Kræfter ved Hjælp af en Luftforandring. Egenlig skulde jeg til Wiesbaden for at drikke "Brønd"; men Rejsen er mig for lang og Opholdet for kostbart.

Da jeg lå tilsengs, læste jeg bl. a. Deres Upsala-Erindringer¹, og de står sandelig ikke tilbage for dem fra Stockholm. Tværtimod. De gør Dem selv Uret ved at betragte dette Tilbageblik over Deres Liv som noget, der lige så godt kunde være uskrevet. De har en Evne til at levendegøre Mennesker 3 og Tilstande, som er ganske ualmindelig. Jeg véd ikke, hvori det ligger; men Deres Stil har dertil for mig trods dens lidet fremtrædende Egenskaber en Charme, som gør mig Læsningen til en vedvarende Nydelse. Jeg tror, det er Stilens rolige og vederhæftige "parlando", der indtager mig så stærkt. Ingen Paukeslag, der skal få Læseren til at fare i Vejret, overhovedet ingen Jagen efter Effekt. Hvor er dette velgørende! Erindringens stille Tale i Modsætning til den sædvanlige journalistiske Jazz-Musik.

Kender De H.N. Clausens "Optegnelser af mit Levneds og min Tids Historie"². Det er en Bog, jeg ofte tager frem af min Reol. Den ligner slet ikke Deres. Det er en offenlig Personligheds Meddelelser til Offenligheden og savner ganske Intimitet. Men Bogen giver en let overskuelig ^{og fængslende}√ Udsigt over – eller rettere ^et√ Indblik i – hvad der skete her i Danmark, politisk og kulturelt, i det sidste 4 forløbne Århundredes første to Menneskealdre, og det er Begivenheder, hvis Virkninger strækker sig helt ned til vor Tid gennem skjulte Nervebaner i vort Folkelegeme. Denne det 19^d Århundredes Danmarkshistorie "i kort Begreb" er det nyttigt at repetere en Gang imellem.

Jeg har ellers ikke oplevet noget af Betydning udover det, at min unge norske Ven og Korrespondent, ^Forfatteren√ Johannes Thrap Meyer, pludselig er død (31 År gammel). Jeg havde Brev fra ham et Par Dage forinden. Fra Steffen har jeg haft et Par gode Breve; men han længes vistnok hjem. Einar og Else og deres Børn blev i År tidlig fordrevet fra Rørvig af Vejret. Den ene (ældste) af Drengene er på den store Spejderfærd i England og ventes hjem næste Søndag.

Det er glædeligt at høre, at De har befundet Dem vel trods den dårlige Sommer. Jeg glæder mig til at gense Dem. Med en Hilsen til Frk. Pansch.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

Dette brev befinder sig på KB i NKS 4657,4º.