Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 13. maj 1929

Deres stolte Trang til Uafhængighed

13. Maj 29

Kære Pontoppidan. – Saa kom De mig dog i Forkøbet. Jeg har i de sidste fjorten Dage gaaet og tænkt paa, hvordan De egenlig hade det og atter og atter, at nu maatte jeg skrive og bede om et Par Ord fra Dem – og saa kom nu Deres Brev alligevel, inden Forsættet blev udført. Desværre var det jo ikke saa godt, som det kunde være. Men det er vel bare godt, at De kommer igen lidt ud under Deres sympatiske Læges daglige Tilsyn. Der er jo i hvert Fald intet bedre at gøre. Maatte det nu bare hjælpe, og hjælpe lidt snart. De skulde jo dog ha lidt Gavn af Somren. Naar De er saa vidt, at De trænger til Rekreationsophold og ikke mere behøver Hospitalet, skal De være velkommen til et saadant her paa Reberbanen, hvis ikke Rørvig egner og anstaar sig bedre for Dem. Men det kunde jo dog være, at der her var forholdsvis mere Ro, end hvor De er sammen med Else og Børnene. Men det maa De og Deres Læge om. Kun maa De ikke la Deres medfødte Angst for at volde andre Besvær og Bryderi – Deres stolte Trang til Uafhængighed – være medbestemmende. Mit Tilbud er ærlig ment, og det skulde glæde mig, om De kunde og vilde ta imod det.

Deres Udnævnelse til Æresdoktor ved Lunds Universitet glædede mig. Det er næsten som en lille fin Tilrettevisning til vort eget Universitet, der jo dog godt kunde være en alma mater ogsaa for Digtekunsten, men som har valgt at spare paa Æresbevisningerne i ret urimelig Grad. For 50 Aar siden var det en forholdsvis nem Sag at blive "Dr." og jeg opdagede for sent, at jeg med lidt Extraanstrengelse kunde være blevet det paa min store Opgave fra Magisterkonferencen, der var blevet særlig rost ved Bedømmelsen. Naa, jeg har kunnet leve lykkelig den foruden, og det var da heller ikke blevet mig til mere Hæder end Godfred Rodes Doktorafhandling1 blev ham, for den var ikke mere værd som "videnskabeligt" Arbejde. 2 Men hvordan skal det gaa med Promotionen og Bekransningen? Den kniber De nok ud fra – kender jeg Dem ret – selv om Deres Helbred til den Tid vilde kunne tillade Dem at ta Del i den. Saadan gik det jo ved Nobel-Prisen, saavidt jeg husker. Johs. V. Jensen har aldrig vakt min særlige Interesse. Hans store Romanserie har jeg ikke kunnet læse; jeg naade kun et Stykke ind i "Bræen". Hans Himmerlands og Østerlands "short stories" synes jeg dog er ypperlige. "Kongens Fald" – aa ja! "Madame d'Ora" fæl! Jeg har for Resten i sin Tid gennemkritiseret hans første Roman i Manuskript og hade da et Par Gange Konferencer med ham. Han var mig ikke sympatisk. Den ene Gang fortalte ham mig, at han var i Begreb med at rejse bort (til Amerika?) med en anden Mands Kone!! Jeg tav forbavset. Siden har jeg aldrig talt med ham. Men han synes jo at være den litterære Ungdoms Forfatter-Ideal. Og han ser afskyelig selvbevidst ud og som en Poseur – efter Bladbillederne at dømme.

Kan De læse, og hvad læser De? Jeg har slugt forskellige af de sidst omtalte Romaner som "Jøden Süss" og Galsworthys Samfundsskildringer og Anatole France; men jeg glemmer dem igen efter otte Dages Forløb, selv om de paa en Maade optar mig, mens jeg læser dem. Jeg maa nok se at skrive noget selv for ligesom at faa lidt Hold i Tilværelsen igen. Jeg synes, jeg gaar saa underlig arbejdsløs omkring. Men jeg har meget lidt Respekt for, hvad jeg selv laver. Da jeg forleden fik det Hæfte af "Norden", hvori Begyndelsen af Erindringerne fra Sverige staar og slog op i det og læste en tilfældig Side deraf, rakte jeg Tungen ud og slog Hæftet i og gad ikke se mere af det. Og saa glæder det mig alligevel at se det trykt. Kuriøs Modsigelse! – Ellers har jeg det godt i al Stilfærdighed. Blir kun døvere, om jeg end ikke endnu er saa døv som Deres gode Ven Rohde. Saa De skal ikke af den Grund være bange for at komme i Nærheden af mig. Endnu gaar det ret let med Forstaaelsen paa 2 Mands Haand. Men er vi fire som ved en Bridge, maa jeg som oftest melde Pas!

Her er i disse Dage herligt omkring mig. Bøgene i Udspring, Plænerne oversaate med Anemoner, Tulipaner og Krokus. Gid jeg hade Dem her! Baade Frk. Pansch og jeg skulde være gode mod Dem, saa De skulde føle Dem saa meget hjemme, som De overhodet kunde paa et fremmed Sted. Hils Else!

Deres hengivne
M. Galschiøt

Jeg tænker daglig paa Dem.

 
[1] Godfred Rode: (1830-78) var højskolemand og litteraturhistoriker med en sen magistergrad i 1864. Han blev i 1866 doktor på afhandlingen Remaissancens tidligste Eftervirkninger paa dansk poetisk Literatur der iflg. DBL3 "vurderedes som et orignalt og dygtigt arbejde". tilbage