Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 6. januar 1929
Jeg deler ikke Deres Sortsyn
6. Januar 29
Kære Pontoppidan. – Tak for Nyaarsbrevet og de medfølgende gode Ønsker for Aaret, som vi nu har begyndt paa. At jeg ønsker Dem alt godt baade i det Aar og i dem, der følger efter, behøver jeg næppe at fortælle Dem – bare det kunde nytte noget! Deres Nationaltidende-Artikel1, som De ikke vilde sende mig, skulde jeg lige til at gaa til Byen for at redde mig, mens Tid endnu var, da Collstrop sendte mig den. Han mente, jeg kunde ha godt af at læse den. Vi hade faa Dage forinden diskuteret Spørsmaalet, og været af diametral modsat Mening, og saa syntes han, jeg kunde ha godt af at se, at en af mine Venner og Ellers-Meningsfæller paa dette Punkt var bunduenig med mig. De ser altsaa, at jeg alligevel fik Medikamentet, og jeg tog det ikke blot én, men to, tre fire Gange. Men det har ikke virket. Jeg er lige uforbederlig Afrustningsmand, der spør: Hvad kan det nytte? Jeg tror ikke paa Energiens Genfødelse efter et forsmædeligt Nederlag – det er det rene Poesi – à la "Dannevirke i Brystet" – som gør 64 til Hovedaarsagen til Landets Fremgang i de følgende Tiaar. Det var Landbrugets Overgang fra extensiv til intensiv Drift, Andelsbevægelsen, Bøndernes voksende Selbevidsthed efter Grundlovsindskrænkningen. – Forsvar! Vi vil jo aldrig blive i Stand til at præstere noget Forsvar af Betydning overfor de Modstandere, hvorom der kan være Tale. Hvordan forsvarede vi Dannevirke, Dybbøl og Als? Da Preusserne havde leget tilstrækkelig med Dybbøl og prøveskudt deres Kanoner, saa tog de det i en Haandevending, og om Forsvaret af Als er det nok bedst ikke at tale. Er det Tanken paa den Slags Bedrifter, der skal gi et Folk Selvtillid?
2 Men derom blir vi nok aldrig enige. Jeg deler heller ikke Deres Sortsyn paa vore Samfundsforhold i Almindelighed. Jeg kan ikke se, at de er værre her end i andre Lande; jeg vil snarere tro, at de gennemgaaende er bedre baade økonomisk og socialt. Der er Forhold og Fremtoninger nok i Samfundslivet, som jeg ikke sympatiserer med, men jeg fordømmer nødig, hvad jeg maaske mangler Forudsætning for at kunne forstaa. Paa den anden Side vogter jeg mig for de ufeilbare Dogmer, og til dem regner jeg bl. a. "Gud, Konge og Fædreland!" der jo nu af mange stilles op som det eneste saliggørende for et Folk der vil bestaa som selvstændigt i hvert Fald under vore Breddegrader. Jeg tror ikke, vi gaar under som selvstændigt Folk, selv om Tyskland tar Nordslesvig igen, hvad det nok engang gør, hvis de mellemfolkelige Forhold ikke forandrer sig gennem Fredsagens Udvikling. Det er denne, synes jeg, det bør være alle gode Borgeres Maal at arbejde for. Naa – nok om det.
Jeg har da vel ikke rost Leopolds Rids af Georg Brandes som en god Karakteristik. Det er jo nærmest en Satire eller Karikatur, men den er da baade levende og rammende. Jeg synes, han har megen Sans for de smaa karakteriserende Træk, som ellers let overses, f. Eks. som det af Heinr. Hirschsprung2, der vinker af, mens han er fordybet i Beskuelsen af et nyerhvervet Billede. Men er det dog ikke lidt hasarderet at aflede hans formentlige "Lakajsjæl" af at han er "Søn af en Hotelvært". Jeg tænker engang med det første at læse den tyske G. Brandes Ludwigs3 "Kaiser Wilhelm" og hans øvrige Essays. De skal være ualmindelig livfulde og interessante. Ellers er min Aftenlæsning i denne Tid – Agnes Henningsens første Romaner Polens Døtre4, De spedalske5 og Strømmen6. Jeg hade dem staaende men hade aldrig læst dem. Jeg kan jo ikke nægte, at hun synes mig adskillig mere værd end Fru Benedictson gennem hvis "Penge"7 og "Fru Marianne"8 det var mig lidt besværligt at naa. Jeg har haft Collett Vogt paa Søndagsbesøg i et Par Timer og faaet en Masse Historier om Gunnar Heiberg, Fru Oda Krohg9, Georg Br. og Fru Schytte i Paris hos Anatole France og Breve mellem dem, der skal være blevet offenliggjort efter Frances Død. Det var meget morsomt.
Har De kunnet nyde de sidste smukke Snevinterdage i Dyrehaven? Gid De ikke maa være plaget af Deres Nervesmerter. Lev vel!
Deres hengivne
M. Galschiøt