Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 1. juni 1928
lidt af mit Makværk
1. Juni 28.
Kære Pontoppidan. – Her har De lidt af mit Makværk – det sendes, fordi jeg synes, jeg skal sende det og ikke fordi jeg synes, det er noget værd. Det gaar mig gerne saadan, at jeg blir ked af det, jeg forsøger at lave og saa lægger det mer eller mindre færdigt hen. Naar jeg saa lang Tid efter – tit tilfældigt – støder paa det og gir mig til at læse det, synes jeg, at det egenlig er ganske livligt og let læseligt, og saa ender det altsaa med at jeg lader det trykke. Men naar jeg saa ser det igen paa Tryk, synker Kursen – saa synes jeg igen, at det er ret ubetydeligt det hele. Men saa trøster jeg mig med, at det har gjort sin Gavn paa mig selv, holdt mig vaagen, interesseret og ægget min Pligtfølelse til at blive ved, naar jeg nu engang var begyndt. Og snart efter er det hele et passeret Stadium, jeg ikke mere tænker paa.
Nu kan De nyde ogsaa mine "Erindringer" i Skefuldvis ligesom Augusta Lønborgs. – Ja, hvad gir De mig? De kalder den Toppunktet af Naivitet. Jeg har Lyst til at føje til "og af Ublufærdighed". Jeg blev noget rædselslagen, da jeg kom med i den. Hun havde nok fortalt mig i Efteraaret, at hun skrev paa sine "Memoirer", men da hun saa kort efter Jul sa, at hun var færdig med dem, og navnlig da hun et Par Maaneder efter sa, at hun skulde til at læse Korrektur paa dem, saa blev jeg overvældet og tabte Mælet. Hun skrev, at hun gyste for min Dom, men at hun vilde sætte stor Pris paa at høre den uforbeholden.
2 Det kunde jeg ikke godt føje hende i – for saa hade vi været færdige med hinanden med det samme. – Da jeg var kommet mig efter Læsningen skrev jeg til hende, at det glædede mig, at hun hade ladet den trykke "som Manuskript for Venner", for saa unddrog hun den jo Offenlighedens Dom; vi, der kendte hende personlig, kunde føle den som en stærkt personlig præget Selvbedømmelse af hendes Forhold til Moren og til Holger Paludan, de to Forhold, der jo vistnok var hendes væsenligste Livsforhold. Men jeg kunde jo ikke la være at sige, at jeg var bange for, at naar Holger nu sad i Ro i sin himmelske Bolig og læste Bogen, vilde han vistnok ta sig adskillige Gange oppe i sin skaldede Isse og sige Hm! Hun har allerede svaret mig, at hun nok vil ha nærmere Rede paa, hvorfor han skulde det – saa jeg undgaar vel ikke at sige hende den sande Mening uden Omskrivning, som hun etsteds i Bogen beærer mig med som Karakteristikon. – Saa faar det gaa med "Venskabet" som det kan. – Det var nu mit. – Det glæder mig paa Deres Vegne, at De har faaet en ny Bolig paa et nyt Sted. Og naar den saa tilmed er hyggelig. De vil sikker trives nok saa godt i Ordrup som paa Christianshavn, som De jo nu efter ni Aars Forløb kendte næsten altfor godt uden dog rigtig at ha faaet Hjemfølelse der. Og Fru Krause vil nok staa Dem bi med at faa Lejligheden hyggelig, som hun har bistaaet Dem ved at finde den. – Jeg hade før Besøg af Niels Møller. Vi talte bl.a. om Høffdings "Erindringer" og saa fortalte han, at den unge Frue, der gentagne Gange under Ægteskabet hade haft Anfald af Hysteri og Tungsind, nu var sendt til Oringe og vistnok var rigtig godt sindssyg. Saadan endte altsaa den "Herlighed" – men hvad vilde han ogsaa paa den Galej. –
Kom saa snart og lev vel saa længe
Deres hengivne
M. Galschiøt