Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 20. december 1925

en Bankforskrækkelse

20. Debr. 25

Kære Pontoppidan. – Det glædede mig at faa Deres Fødselsdagshilsen pr. Brev. Det vilde ha glædet mig endnu mere, om De hade bragt den mundlig. Jeg tror ikke, De endnu har oplevet at komme hertil uden at være velkommen. Men De har Ret, vi faar mere Fornøjelse af et Hverdagsbesøg, som jo ikke udelukker Muligheden hverken af god Mad og^eller√ en Bridge bagefter. Jeg vil altsaa haabe paa Julen; men der er vel desværre ingen Sandsynlighed for, at Fru Antoinette kan komme med; det maa vi nok vente med til en blidere Aarstid, naar Kræfterne er vendt tilbage. Men, som sagt, altid velkommen begge to! – Det glæder mig, at De har haft Fred for Deres Nervesmerter saa længe, og at De har kunnet arbejde – nok for Resultatet af Arbejdet, at den ny Bog er gjort færdig, men endnu mere for, ar De har kunnet arbejde – for det er dog det værste, gerne at ville, men ikke kunne. Jeg mærker det selv nu og da, skønt jeg vel egenlig er i den Alder, da alt sligt skulde være overstaaet, fordi man endelig hade lært at resignere med et Smil.

2 Jeg har for et Par Uger siden afleveret Størsteparten af mit "Værk" om Sparekassen. Jeg har foreslaaet Direktionen at udgi denne Del som et Udsnit af Byens Historie i Anledning af Jubilæumsfestlighederne næste Aar; men det blir næppe til noget, da man helst vil gemme hele Herligheden til Sparekasse-Jubilæet 1929. Jeg saa det jo helst trykt nu, for at være mere sikker paa at faa det at se trykt, men jeg maa jo finde mig i hvad Direktionen vil. Det skorter ikke fra Formandens Side paa anerkendende Ord om Arbejdets Fortræffeligheder, men da han afleverede dem Ansigt til Ansigt med mig, kunde de vel vanskelig formes anderledes. Det, jeg mangler, de sidste 50 Aar, maa tages mere resumémæssigt, da saa meget af det angaar forhaandenværende Forhold. Men Forarbejderne er ikke mindre, saa jeg blir næppe færdig med det hele før hen paa Foraaret. Saa vil jeg tilbage til mine egne Erindringer, som jeg ligesom er begyndt at længes efter igen. I Forsommeren havde jeg skrevet mig lidt træt i dem, var blevet lidt led ved dem; det var en medvirkende Grund til, at jeg saa villig gik ind paa Sparekasse-Direktørens Opfordring til at skrive om Kassen. I de sidste Uger har jeg drevet den af; jeg har haft Olga paa Fødselsdagsbesøg, haft en Snes Fødselsdagsbreve at takke for og et Hold over Lænderne, der har holdt mig nogle Dage i Sengen. Man blir gammel.

3 Herregud! Har De nu haft en Bankforskrækkelse. Der var jo nogle Dage, hvor det saa galt ud, og velvillige Venner kom og meddelte fra allerpaalideligste Kilde, at det var rent til Rotterne med Banken, og at jeg skulde sælge. Jeg kunde berolige dem med, at jeg hade ikke noget at sælge; men hvis de vilde købe 30000 Kr. Diskonto-Aktier for 30 Kr. kunde de faa – eller 50000 Landmandsakt. – Nej, jeg har ikke flere Bankaktier; men jeg har stadig nogle Tusinder af andre Aktier, der staar i c. 40 og intet Udbytte gir. Deres Privatbank-Aktier skal De efter min Mening ikke sælge, saa længe Clausen staar i Spidsen for Banken. De vil maaske ikke faa Udbytte – eller videre Udbytte af dem til Foraaret, men Aaret efter er de der igen med deres 8-10 Proc. – Jeg vil efterhaanden af med mine Aktier, men jeg er ingen dygtig Børsspekulant; for nogle Uger siden solgte jeg Ø.K. Plantage for 240. Fjorten Dage efter var de gaaet op i 300. Nu er de dog atter paa Retur. Ø.K. som jeg ogsaa vil sælge, gik op i 270, men jeg var ikke kapabel til at gaa i Banken, og nu er de atter nede i 242. Men skidt med det! Man er jo ikke en Smule lykkeligere fordi man faar de Penge. Alt, hvad man har ud over, hvad man behøver for at leve, som man er vant til, er jo overflødigt. Det har man ingen Glæde af.

4 Den ny Litteratur har jeg ikke haft meget at gøre med. Min Aftenlæsning (i Krogen ved Skrivebordet fra Kl. 7-10) har været den digre Don Quijote i en appetitlig svensk Oversættelse (Lidforss)¹ 1200 tættrykte Sider – solid sund Kost, men ikke letfordøjelig – derefter Sigrid Undsets ny Roman Olav Audunssøn² en ny Servering fra hendes velforsynede eller uudtømmelige oldnorske Stabur, men en betydelig tyndere Suppe over noget nær de samme Ingredienser som i Kristin Lauransdatter³. Jeg beundrede tit, men blev aldrig grebet. Hun skulde holde sig til Kvinder og Børn; dem ved hun alligevel mere om og forstaar bedre end Mænd, hvor mandigt eller kraftigt end Indtrykket af hendes Forfatterpersonlighed er. – Saa da jeg var færdig med Audunssønnen og der var en halv Times Tid tilbage til Sengetid, tog jeg paa maa-faa en Bog i Reolen og fik fat i I Del af "De dødes Rige", slog op i den midt i Strige-Mødet⁴ og Enslevs Tale. Jeg læste 30-40 Sider frem og blev saa optaget baade af den herlige naturlige Fortælleform og af de mange kraftige og slaaende Ord, at jeg begyndte forfra og læste den omhyggelig igennem igen. Jeg er ikke færdig med den endnu, men jeg nyder den og glæder mig paa Forhaand til at skulle tilbringe de Par Aftentimer i det gode Selskab, det vil sige Deres ikke DHerr A.B.D.s og Konsorters, mine Kollegers. De fortalte mig engang, at De hade en Gryde med et dejligt Svinehode ("Pressen") over Ilden. Er det den Sylte, De nu har færdig og vil servere?

Gid De nu maa [faa/ha] en glædelig Jul sammen med Kone og Børn og Børnebørn. Her i Huset vil den som sædvanlig indskrænke sig til, at Frk. Pansch og jeg spiser vor Juleand sammen med et lille lyslevende Juletræ paa Bordet.

Mange Hilsener til Dem alle. Deres hengivne.

M. Galschiøt