Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 13. januar 1926

mere Saft og Kraft i Mands Himmerig

Kære Galschiøt!

Det blev hverken til noget Jule- eller Nytårsbesøg hos Dem, og Grunden kan De måske gætte Dem til. Det var ikke Juletågen, der holdt mig hjemme. Heller ikke de sidste Dages Kulde og Blæst skulde have hindret mig, dersom ikke min trofaste gamle Moster, Tante Tandpine, efter et halvt Års Fraværelse igen havde holdt sit Indtog her og gjort mig Hovedet kruset. Besøget, der var min Julegave, kom just ikke overraskende; det var længe ventet; men jeg havde alligevel håbet at kunne slippe for det, indtil vi var 2 kommen lidt ind i det nye År. Nu må jeg indrette mig på at sejle med halv Kraft de kommende fire-fem Måneder, indtil jeg igen kan komme paa Bedding og blive repareret. Men skulde jeg en Gang igen få en nogenlunde rolig Nat, så ruller jeg til Helsingør og sidder hos Dem et Par Timer. – At der under ingen Omstændigheder kan være Tale om at få min Kone med, veed De jo. Hun er vedblivende rigtig dårlig, har mange Smerter og er kun oppe et Par Timer Formiddag og Eftermiddag. Overlæge Kærgård giver os Håb, men er iøvrigt ret forbeholden i sine Udtalelser, så det er ikke godt at vide, hvad det kan blive til. Trods 3 det lange Sygeleje er hendes Udseende mærkeligt uforandret, også når hun sidder oppe; men alligevel tvivler jeg om, at hun nogensinde kommer sig helt, og det gør Lægen vistnok også.

Det glædede os begge at høre, at De selv havde det så godt og hver Morgen kunde vågne op med friskt Mod på Livet og dets Glæder. Vi lykønsker Dem til Fuldendelsen af Deres Sparekassebogs første Halvdel, men beklager ligesom De, at den ikke ser Lyset, før vi måske alle ligger under Mulde. Jeg syntes, De måtte kunne få Direktionen til at indse, at det er en Urimelighed; så meget mere som Interessen for helsingørske Anliggender rimeligvis vil blive ^ualmindelig√ stor overalt i Landet i dette Jubilæumsår, noget som ikke alene 4 vilde komme Bogen men også Sparekassen selv til Nytte. Ak, hvor kan de praktiske Mænd med de "kloge" Hoveder ofte være dumme!

Med min egen Bog går det under de nuværende Forhold mindre hastigt fremad, end jeg havde ventet før Jul. På Grund af Mangel på Søvn kan jeg kun arbejde et Par Formiddagstimer med Liv og Lyst. Efter Frokost falder jeg sammen; og Resten af Dagen døser jeg hen. Det var under akkurat det samme Tryk, jeg i sin Tid skrev Størsteparten af "De Dødes Rige", som De (til min Glæde) omtaler med Honnør i Deres sidste Brev. Jeg husker, at De ikke satte Bogen videre højt, da den udkom; og jeg måtte den Gang ofte tage den i Forsvar overfor Dem. Nu ser det næsten ud til, at 5 vi har byttet Mening om den. Når jeg tænker tilbage på den, ser jeg overalt Virkninger af de ovenomtalte trykkende Forhold, hvorunder den blev til. Også den Gang lå min Kone alvorligt syg, og jeg selv var et Kadaver. Deraf dens Glædesløshed. Trods al Lighed i Tilblivelsesmåden, tror jeg dog, at der er mere Saft og Kraft i den, jeg nu er i Færd med at renskrive.

Fra Steffen havde vi Brev forleden. Han savnede stadig ^indfødt√ Arbejdskraft og Regn. Den sidste for at Floden kunde stige og bringe hans Tømmer ned til Kysten. Hos Else og Einar er alt vel.

Nu Tak for Deres Brev og gode Nytårsønsker for os begge.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i NkS 4657,4º.