Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 1. august 1923
De er jo en stor Optimist
1. Aug 23.
Kære Fru Pontoppidan
Det var rigtignok et trist Budskab1, jeg der fik fra Dem – jeg tænkte Dem jo begge vel forvarede i det idylliske Stubbekøbing, hvortil jeg sendte Brev for en halv Snes Dage siden til Fødselsdagen, som jeg haaber De fejrede i festlig Forening med Else og Einar – og saa sidder De paa Hotel i Kbhvn., og H. P. ligger og lider paa et Hospital2, hvis Navn jeg aldrig før har hørt, men som efter Frk. Panschs Mening maa være Diakonisse-Stiftelsen. Herregud! Skal det nu være Deres Sommerliv. Jeg har mer end ondt af Dem.
2 Hvad Glæde har han saa af sit gode og smukke Hode, naar det altid skal være saa fuldt af Smerter. De maa ved Lejlighed sende mig et lille Kort igen – og blir det til to, gør det ikke noget – og fortælle mig, hvorledes det gaar. Der er jo snart ikke√ det, han ikke har været ude for, og nu skal han tilmed alkoholiseres paa saadan en infam Maade. Jeg hade for et Par Dage siden Besøg af en ældre ung Dame, Arkivregistrator Elna Kringelbach som for en fem seks Aar siden hade nogle ugudelige Smerter i et Skulderparti, som Lægerne hellerikke kunde klare. Saa kom hun til Dr. Pers og laa paa hans Klinik og ham tvang hun bogstavelig til at 3 skære ind i Skuldren paa det pinefulde Sted – hun maatte pege paa Stedet, og han anbragte et Jodmærke der, og saa skar han. Der vældede Blod ud, der blev sat Dræn ind, i flere Uger sivede der Blodvæske ud, inden Snittet lægedes; men da det endelig var vokset til, var Smerterne forbi og har aldrig været der siden. Pers forstod sig lige saa lidt paa det hele efter Operationen som forinden, og naar Elna, der er hans gode Veninde, nu vil drille ham, siger hun: Hvad var det egenlig for noget du gjorde ved mig dengang? – Det formodes, at Ondet var i en af Musklerne – ikke i Nerverne – en Overfyldning af Blod el. lign. der stansedes ved dette Indsnit. – Hvad om H. P. hernæst gik til Pers og prøvede hans heldige Haand.
4 Jeg synes ikke, der er nogen Grund til at opgi Tanken om Deres Efteraarsbesøg endnu. Lad os først se, hvorledes det hele udvikler sig. Det gør mig ondt for Dem, at De skal være hjemløs og bo paa Hotel og maaske nu sætte det Mod og de Kræfter til, som De møjsommelig hade faaet samlet sammen hos Deres Søster og i Stubbekøbing, men se nu alligevel at holde paa baade Mod og Kræfter med begge Hænder. De er jo virkelig i Modsætning til H. P. en stor Optimist, som der skal meget til at slaa ned, og som alligevel kan leve videre paa et lille Haab. Som et saadant vil jeg vedblivende anbefale Dem Tanken paa et Par Ugers sorgfri Tilværelse paa Reberbanen i Løbet af Efteraaret. Hils saa H. P.
Deres hengivne
M. Galschiøt.